DISSE COP21-DØGN er en skæbnestund for menneskeheden. Det er meget tæt på at være for sent - for sent til at redde kloden som tåleligt opholdssted for højere pattedyr som os. Det kan ikke vente længere. Det er tid til at rykke.
Ja, men sker der da ikke en hel masse? Jo, der forskes på livet løs. Af meteorologer og oceanologer og glaciologer og biologer og økologer. Af teknologer og futurologer og sociologer og demografer og økonomer. Og godt det samme. Uden et væld af ny forskning har vi ikke en kinamands chance - ny forskning i vedvarende energi, i genbrug, i nye materialer, i skånsom transport, i alternativ økonomi og så videre.
Erhvervslivet er også begyndt at røre på sig, fordi det er så indlysende, at det vil koste frygteligt dyrt at vente. Man skulle tro, at samme ræsonnement for længst måtte have udvirket en afgørende ny global politik.
Det er endnu ikke for alvor sket, fordi alle klamrer sig til regionale og nationale særinteresser i stedet for at satse på den alle omfattende fællesinteresse.
Men altså, vel sker der noget. Men indsatsen er sidetung. Indsatsen er ensidigt ledet af et ”hvordan får vi styr på det?”, ”hvordan får vi - menneskeheden - magt over den løbske natur, så den makker ret efter det, vi forlanger af den?”. Derfor undersøger vi med forskning, og derfor sætter vi ind med teknologiske og økonomiske styringsredskaber.
MEN DER ER NOGET, der går igen fra de sorgløse tider, hvor vi bare brugte løs. Det er synet på naturen som vores tjener, for ikke at sige slave, og kloden som vort koloniområde og udfoldelsesområde.
Det er udnyttelsesperspektivet. Forskellen er alene, at vi omsider - omend langsomt - er ved at indse, at vi skader os selv ved at skade det, vi udnytter. Med alle de positive tiltag, der sker i forskning, teknologi, økonomi, erhvervsliv og så videre, går udnyttelsesperspektivet igen, nu blot i form af mindre stupid og mindre kortsigtet udnyttelse - men stadig altså udnyttelse.
Det er fuldstændig som i slaveholdets tid. Den kloge slaveholder indså, at det var dumt at lade den dovne slave piske, så der gik et par dage, hvor han var uarbejdsdygtig.
Han fandt på andre, mere sindrige midler til at få sin vilje, så slaven kunne holde længere. Men der var ikke ændret på udnyttelsesperspektivet. Han viste hensyn, men for sin egen, ikke for slavens skyld. Slaven var stadig slave. Værsgo, indsæt natur og klode i stedet for slave.
Der mangler noget - og noget afgørende. Et helt andet, men uundværligt perspektiv. Agtelsesperspektivet.
Hver af os, alle vi små mennesker, er sat ind i verden med øjne og øren og følsomme sind. Det er med dette ”udstyr”, vi indimellem kan fortvivle over ødelæggelsen af kloden og fremtidsudsigterne for vore efterkommere.
Det er følelsen af, at noget kosteligt og dyrebart bliver sat over styr, der er det egentlige motiv. Blot fortrænges det.
DER, HVOR DER HANDLES, i forskning og politik, kender man kun selvopholdelsesmotivet. Og selvfølgelig er det der da også. Men det er tydeligvis ikke stærkt nok, for var det tilfældet, ville vi da for længst have slået bak.
For der er da ikke noget mere uklogt fra et selvopholdelsesperspektiv end at underminere vort eget livsgrundlag. Nej, det egentlig fortrængte perspektiv er følelsen af at leve midt i et ”håndgribeligt mirakel” (Johannes V. Jensen), som vi på det mest hjerteskærende krænker og skænder ved kun at se det fra udnyttelsens og bemægtigelsens perspektiv og helt udelade modtagelsens og livsfrydens og dermed agtelsens perspektiv.
Det er følelsen af det skammelige og skamløse i vor destruktive omgang med gaven ”tilværelse” på denne grønne jord og denne blå planet, oasen i rummet.
Ifølge evolutionsøkologerne sker udryddelsen af arter i vor tid ”mellem 100 og 1000 gange så hurtigt som den gennemsnitlige naturlige artsdød” gennem klodens multimillioner af år frem til i dag.
Agtelse og følelsen af det skammelige må hentes frem af fortrængningen. Kun de formulerer, hvorfor vi anser livet for livet værd, og hvorfor det skal beskyttes - af os mod os.
Ole Jensen er dr.theol og forfatter