Behovet for en større indsats for demente fortsætter

At demens kan forebygges eller udskydes ved motion og hjernegymnastik, er en sandhed med en meget stor modifikation, nemlig den arvelige faktor. Hertil kommer der et gab imellem, hvad der giver demente mennesker og deres familier en tålelig livskvalitet, og hvad de får i dag, skriver chefkonsulent i Ældre Sagen

Dortmund besejrer Bayern og dufter guld
Dortmund besejrer Bayern og dufter guld. Foto: Peter Clausen/ Denmark.

Dette debatindlæg er skrevet af Margrethe Kähler, chefkonsulent i Ældre Sagen

LÆGE HENNING KIRK bragte forleden en opmuntrende analyse til torvs. Kirk mener, at demens i modsætning til den gængse antagelse rent faktisk er på retur. Han bygger sit skøn på nye engelske studier, som viser et fald i forekomsten af demens.

Omregnet til danske forhold betyder det, at der ikke er 85.000 danskere over 65 år, men kun 67.000 med demenssygdomme. Flere dyrker motion og udfordrer deres hjerner, så blodgennemstrømningen øges, og hjernecellerne holdes levende, og flere har råd til sund livsstil.

Lægerne er bedre til at behandle hjerte-kar-sygdomme, diabetes og depression. Tilsammen giver det håb om, at denne skræmmende hjernesygdom vil kræve færre ofre.

Faktum er imidlertid, at der kommer en hulens masse demente under alle omstændigheder: Det tal på 85.000 personer over 65 år, som Alzheimerforeningen og Nationalt Videnscenter for Demens regner med i dag er demente, bygger på metastudier over europæiske ældre. Hvis tallet kan nedjusteres til 67.000, er det kun godt.

LÆS OGSÅ: Det overhørte råb om hjælp

Men alt kan ikke klares med motion, hjernegymnastik, sund livsstil og dygtige læger. Cirka halvdelen af demenssygdommene er Alzheimers sygdom med aflejring af amyloid en slags protein-plak der forhindrer signaler mellem hjernecellerne.

I alzheimer indgår en arvelig komponent desværre. Se bare forhenværende biskop Jan Lindhardt, 75 år, superklog mand, der har brugt hoved og krop mere end de fleste hele livet. Nu er han alvorligt dement.

HENNING KIRKS konklusion om, at demens kan forebygges eller udskydes ved motion og hjernegymnastik, er derfor en sandhed med en meget stor modifikation, nemlig den arvelige faktor. Hertil kommer der et gab imellem, hvad der giver demente mennesker og deres familier en tålelig livskvalitet, og hvad de får i dag.

Lad mig komme med nogle eksempler: Flertallet af beboere i danske plejehjem er demente. De er rum- og retningsforstyrrede og har svært ved at orientere sig og finde omkring. Hvor er køleskabet? Hvor er toilettet? De kan heller ikke finde hjem, når de går ud. De bytter om på dag og nat.

De har brug for en plejebolig, der er indrettet til demente, og de har brug for sensor- og gps-teknologi, så de ikke kommer til skade eller dør, når de går ud. De, der bor i demensindrettede plejeboliger med sensor- og gps-teknologi, trives bedre, og det samme gør personalet og deres familier, som ikke behøver at frygte for deres liv, når deres far eller mor vandrer ud i fædrelandet i nattøj og på bare fødder.

I dag er kun 5800 ud af i alt cirka 81.000 plejeboliger til ældre demensindrettede. Det er i den grad op ad bakke at få kommuner og bygherrer til at indse, at der skal nybygges og ombygges til de demente, der under alle omstændigheder er og kommer.

Det er nemlig dem, der fremover vil være nødt til at flytte i plejebolig, fordi de ikke kan klare sig derhjemme i egen oprindelige bolig. De kan heller ikke som så mange andre ældre drage fordel af velfærdsteknologien, fordi de ikke kan forstå den.