UNDSKYLD, jeg siger det, men jeg synes altså ikke, at indvendingerne mod min Danmarks-kanon i Kristeligt Dagblad den 28. december har noget med sagen at gøre.
Özlem Cekic (SF), Sherin Khankan (Forum for Kritiske Muslimer) og Carsten Bagge Laustsen (lektor i politisk sociologi) mener - ligesom Marianne Jelved (R) ved en tidligere lejlighed - at jeg er ude i et eller andet missionerende ærinde. Ja, hvis optagethed af kultur og værdier er mis-sionsvirksomhed, så lad os bare sige det.
En Danmarks-kanon er først og fremmest et dannelsesprojekt om den historie og kultur, der har formet vores samfund. Den skal skabe debat og bevidsthed om vore værdier - ikke fordi vi er bedre end andre, men fordi vi skal kende os selv og vore forudsætninger. Det aktualiseres af flygtningestrømmen og globaliseringen.
Som forfatteren Jens Christian Grøndahl skrev forleden i dagbladet Politiken, bør de, der vil være danskere eller europæere, ”have meget klarere besked om, hvad det indebærer, og hvad der er uforeneligt med livet her”.
Altså: Vi skal være mere tydelige, når det gælder vore værdier og det, ”der er uforeneligt med livet her”. Og vi skal have ord og begreber for, hvorfor de er vigtige, og hvorfra de stammer.
FOR EKSEMPEL ER DEN stærke kvindebevægelse medvirkende til, at danske tv-seriers kvinderoller er blevet verdensberømte. Kvindebevægelsens historie forklarer, hvorfor vi under ingen omstændigheder kan gå på kompromis med ligestillingen. Dét er aldeles afgørende at få kommunikeret til alle nytilkomne fra første dag.
Vi skal ikke trække os tilbage, blot fordi der kommer nogle med en anden bagage. Det gælder også den kristne kultur. De fleste muslimer lader gladeligt deres børn gå til kristendomsundervisning, julegudstjeneste og salmesang. De har intet imod, at Danmark er et kristent land. Det er ateisterne, de ikke forstår!
Politikens rædsomme sektionsforside den 28. december er et godt eksempel på, at der er brug for tydelighed, også når det gælder den kristne kulturarv. Tænk at bygge en hel forside på den fordom, at kristendom er noget med, at Gud skabte verden på seks dage!
Tænk at betale Megafon for at stille et udsnit af danskere de mest primitive spørgsmål i den anledning! Det er kulturløshed i højeste potens. Alene overskriften: ”Vi tror på skabelsen, ikke Gud”.
Eksempler på, hvad der i øvrigt kan indgå i en Danmarks-kanon er: ”tillidskulturen”, som gør os til verdens mindst korrupte samfund, ”frihed og folkestyre”, som jeg fik indskrevet i både friskole- og folkeskoleloven, ”højskolekulturen”, ”andelsbevægelsen”, ”arbejderbevægelsen” og som nævnt ”kvindebevægelsen” og meget mere.
JEG FIK IDEN til en Danmarks-kanon i sommer, da jeg var med til at sætte Christiansfeld og parforcejagten i Nordsjælland på Unescos verdensarvliste. Den åndelige verdensarv er jo efter min mening nok så vigtig.
Næsten samtidig kårede Politikens læsere højskolekulturen som den vigtigste. Så fik jeg den tanke at indbyde alle til at byde ind med forslag til vigtig kulturarv og derefter bede nogle kloge folk opstille en liste, der på en gang kan være en Danmarks-kanon og samtidig være en kandidatliste til Unesco.
Det handler om at identificere de ”åndelige jordlag”, vores kultur bygger på, for derved at få sat ord og begreber på de værdier, vi må kende og stå fast på i globaliseringens og flygtningestrømmenes tid.
Bertel Haarder (V) er kulturminister