Det folkelige sammenhold under besættelsen er en myte

- -Billedpakke i anledning af 75 året for den tyske besættelse den 9. april 1940- - Tyske fly ses over ...

- -Billedpakke i anledning af 75 året for den tyske besættelse den 9. april 1940- - Tyske fly ses over Amalienborg i København den 9. april om morgenen Scanpix Denmark

Partiet Venstre udnyttede besættelsestiden til et forsøg på at hindre udviklingen af den socialdemokratiske velfærdsstat, mener historiker Henning Tjørnehøj

Filmene om Flammen og Citronen, om Hvidstengruppen og nu senest om den korte og aldeles ulige kamp i Sønderjylland i dag for 75 år siden, har så vidt jeg forstår, alle det tilfælles, at de blandt andet vil minde os om, hvor skændigt SR-regeringen Stauning-Munch handlede ved at undlade en oprustning, som kunne have holdt verdens stærkeste militærmagt ude fra dansk territorium.

Den 9. april 1940 var det ikke bare Det Konservative Folkeparti, men også Venstre, som beklagede den militærpolitiske udvikling i fædrelandet i Mellemkrigstiden, skønt Venstre havde været initiativtager til militærforligene i 1922 og 1932.

Disse to forlig havde halveret hæren og decimeret flåden kraftigt. Det var der ingen, der mindede partiet om den 9. april 1940 eller sidenhen, hvor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) påtog sig en senheroisk rolle, da han holdt sin meget omtalte tale i Søofficersforenngen i 2003 i 60-året for den 29. august 1943, hvor SVKR-samlingsregeringen opgav forhandlingspolitikken med besættelsesmagten.

Kritikken af SR-partierne har også haft en sproglig karakter. I de første år efter Befrielsen talte man om forhandlingspolitikken mellem politikerne og besættelsesmagten. Ved fælles bistand mellem højre- og venstrefløjen er der med årene sket et skifte til udtrykket samarbejdspolitikken. Men forudsætter et samarbejde ikke frivillighed? Hvilken frihed havde politikerne over for besættelsesmagten? Ingen! Det var denne magt, der altid i sidste instans bestemte i tilfælde af uenighed.

Ifølge besættelsestidshistorikernes nestor, Hans Kirchhoff, er forhandlingspolitikkens historie blevet ”tilsløret (af) en Hartvig Frisch i 1940'erne, over en Jens Otto Krag i 1960'erne til en K.B. Andersen i 1970'erne. Selv det sidste skud på traditionen, Henning Tjørnehøjs forfatterskab, fremstår med sin ensidige fokusering på partiets indre fjender: Kommunisterne, Venstre og den konservative reaktion (i bogen 'Rigets bedste mænd', red.) som én lang afledning fra hovedtemaet”.

Hovedtemaet for Kirchhoff har været et opgør med politikerne, og især socialdemokraterne, fordi de ikke efter befrielsen vedkendte sig forhandlingspolitikkens føjelighed over for besættelsesmagten i de første af ”de fem onde år” - hvor ingen i øvrigt kunne vide, at det i 1945 ville være slut med Hitler.

Mit hovedtema har været et opgør med den stærkt udbredte myte om, at der i disse fem år var et ubrydeligt sammenhold i folket. Hvornår får vi mon et trefoldigt filmisk opgør med denne myte?

Kendsgerningen er, at landets ledende borgerlige parti brugte Besættelsen til at skævvride den socialøkonomiske udvikling, for eksempel ved at gennemføre et lønstop samtidig med, at landbrugspriserne blev sat kraftigt i vejret, og ved at 1933-Socialreformen (portalen ind til det velfærdssamfund, som vi lever i i dag) blev rullet tilbage. Men det kan man ikke læse meget om, hvad Hans Kirchhoff også erkender i sin bog ”Samarbejde og modstand under Besættelsen”.

SR-regeringen Stauning-Munch var i Mellemkrigstiden (og sidenhen) villig til at hjælpe landbruget. Det kneb mere med Venstres vilje til at hjælpe de mange arbejdsløse og fattige - også dengang. Partiets inderste mening om 1933-Socialreformen trådte tydeligt frem i forbindelse med landstingsvalget i 1936.

I Venstres valgoplæg blev det således beklaget, at SR-regeringen havde ”gjort knæfald for den demoraliserende understøttelseslovgivning (altså Socialreformen) “ som er socialismens kvaksalvermiddel”. Heroverfor fastholdt Venstre ”sandheden i det gamle ord, at enhver er sin egen lykkes smed”.

Endnu så sent som den 20. februar 1996 udtalte tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen til Berlingske, at ”målet for et ægte velfærdssamfund må være, at enhver er sin egen lykkes smed”, skønt målet med velfærdssamfundet jo er at hjælpe dem, der ikke har været i stand til at smede deres egen lykke.

Venstre spejdede efter en mulighed for at rulle Socialreformen tilbage. Muligheden kom - med den tyske besættelse af Danmark. Daværende arbejds- og socialminister Johannes Kjærbøl (S) skriver i sine erindringer (”Modvind og Medbør”): ”Man måtte undres over, at Venstre i den situation, hvori Danmark befandt sig (besat af Nazi-Tyskland) ville kræve sin deltagelse i det politiske samarbejde betalt med sådanne forringelser af sociallovgivningen, som partiet under normale forhold ikke havde haft mulighed for at opnå” (efter at VK-partierne i 1936 havde mistet deres flertal i Landstinget).

Hvad Venstre her foretog sig, var mindst lige så kritisabelt som dets støtte til kongens fjernelse af regeringen Zahle op til påsken 1920, skønt denne regering havde et flertal bag sig. Formålet i 1920 var det samme som i 1940'erne: Et forsøg på at hindre udviklingen af den socialdemokratiske velfærdsstat. Forsøgene fortsattes efter Besættelsen, indtil Anders Fogh Rasmussen måtte opgive dem for at kunne sætte sig i statsministerstolen i 2001.

Den 17. november 2006 skrev Claus Hjort Frederiksen ikke desto mindre i Politiken, at Venstre ”har været bærer af opbygningen af velfærdssamfundet”. På Venstres landsmøde i 2007 fremhævede den forhenværende minimalstats-ideolog og indædte kritiker af velfærdsstaten Anders Fogh Rasmussen, at Venstre ”altid har taget et socialt ansvar”. Og i sin tale på Venstres landsmøde i 2009 fastslog Lars Løkke Rasmussen, at partiet ”i den grad har præget og formet den danske (velfærds)drøm gennem mere end 100 år”.

Mage til historieforfalskning.

Henning Tjørnehøj er forfatter og historiker