Bill Gates, der grundlagde computerselskabet Microsoft og er verdens rigeste mand, er glad. I 14 år har han og hans hustru, Melinda Gates, gennem deres Gates Foundation investeret 38 milliarder dollar (over 200 milliarder kroner) i at afskaffe verdens fattigdom. Nu gør Gates status, og han mener, det er tid til at fejre, at det lysner for verdens millioner af fattige.
I fondens årlige nyhedsbrev går Gates til angreb på de tre myter, som blokerer for fremskridt for de fattige. Og det er passioneret kamp, Gates fører. For troen på, at verden ikke kan komme ekstrem fattigdom og sygdom til livs ikke alene er fejlagtig. Den er skadelig, skriver han.
LÆS OGSÅ: Lang vej endnu i kampen mod global fattigdom
For det første ønsker Gates at gøre op med myten om, at fattige lande er dømt til at forblive fattige. Forkert, siger Gates og henviser til, at indkomstfordelingen verden over har ændret sig dramatisk siden 1960, hvor mere end en milliard mennesker er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom. Selv i Afrika syd for Sahara er personindkomsten steget, så lad ikke nogle bilde dig ind, at Afrika er værre i dag end for 50 år siden, lyder det fra Gates.
Det får Joshua Keating, der skriver i online-magasinet Slate, til at efterlyse et reality check. Han henviser til nye tal fra Verdensbanken, der viser, at den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger i Afrika syd for Sahara er faldet fra 1993 til 2008, hvis man udelader Seychellerne og Sydafrika. Og så mener Keating ikke, at økonomisk vækst er en garanti for, at de fattige får en del af kagen. Han opfordrer Gates til at anerkende, at ulighed globalt set har nået et alarmerende niveau.
Men Gates mener ikke bare, at det går bedre i verden. Han slår også fast, at hans og andres bidrag spiller en vigtig rolle i at sikre en udvikling væk fra fattigdom. Bistand er en fantastisk investering, skriver den succesfulde forretningsmand i et forsøg på at gøre op med myten om, at udviklingshjælp er spild af penge.
Her vader Bill Gates lige ind i en betændt hvepserede af skænderier mellem føren-de økonomer og samfundsforskere om, hvorvidt udviklingshjælp fører til økonomisk vækst. På den ene fløj står Jeffrey Sachs økonomiprofessor og rådgiver til FNs generalsekretær, Ban Ki-moon. I magasinet Foreign Policy glæder Sachs sig over Gates kamp, fordi vi kan og skal mobilisere mere støtte fra rige lande for at gøre ende på ekstrem fattigdom i verden.
Den anden fløj anføres af Sachs ærkerival fra New York University, William Easterly, der i avisen Financial Times giver igen med overskriften: Vestlig forfængelighed bidrager ikke stort til at hjælpe verdens fattige. Den fremgang, hr. Gates fejrer, er ikke skabt af rige velgørere eller bistand fra Vesten, men ...af entreprenører, investorer, forretningsfolk, aktivister..., fastslår Easterly.
Tidligere på året erklærede Easterly da også bistandsdebatten for afsluttet og optimisten Sachs som taber. Det skete i kølvandet på bogen The Idealist, som beretter om Jeffrey Sachs stort anlagte og i høj grad fejlslagne Millennium Villages-eksperiment, hvor han i en række afrikanske landsbyer forsøgte at vise, at tilstrækkeligt mange udviklingspenge kan løse fattigdomsproblemer.
Også udviklingsøkonom Chris Blattman fra Columbia University beskylder Gates for at skøjte hen over det paradoks, at der ikke kan påvises en klar sammenhæng mellem bistand og økonomisk vækst. Tværtimod tyder mange studier ifølge Blattman på, at store mængder udviklingsbistand kan underminere incitamenter blandt ledere til at gennemføre reformer, tackle korruption og opbygge stabile institutioner.
Og det er denne megadiskussion om, hvad der egentlig skaber økonomisk vækst og velfærd, debatten burde dreje sig om. Snarere end det evindelige fokus på, hvorvidt spild og korruption gør bistand ineffektiv, skriver Blattman på bloggen International development, politics, economics, and policy.
Blattmann jubler derfor over Gates erklæring om, at korruption bare bør betragtes som en slags skat på bistandshjælp. Og i Bloomberg Businesweek erklærer forfatteren Charles Kenny, at Bill Gates har ret: Korruption er ikke det problem, vi gør det til.
Kenny peger på undersøgelser, der viser, at korruption langtfra er den største udfordring for forretnings-drivende og entreprenører i Afrika, Asien og Latinamerika. Her topper manglende finansieringsmuligheder, elektricitet og fravær af klare regler som oftest listen.
Men hvad så med storstilet tyveri og skatteunddragelse? spørger den amerikanske forretningsentreprenør, Matthew Jones, på bloggen Moved to Monrovia. Han bakkes op af Jason Hickel fra London School of Economics, der på nyhedsstationen Al Jazeera slår fast, at korruptionsdebatten bør omfatte de enorme pengestrømme ud af fattige lande, der berøver verdens dårligst stillede milliarder.
Gates tredje og sidste opgør med myten om, at vi risikerer overbefolkning ved at redde flere liv, er til gengæld blevet mødt med et skuldertræk fra gruppen af vestlige udviklingseksperter. Hvem ved ikke, at lavere børnedødelig fører til lavere fødselsrater? spørger Blattman og andre. De overser helt, at Gates udsagn om, at piger ikke bør blive gift tidligt eller nægtes adgang til skolegang og prævention, er dybt kontroversielle holdninger i store dele af verden. Og at debatten om Gates nyhedsbrev nu også er i fuld gang på Facebook og Twitter blandt indbyggere og meningsdannere i de lavindkomstlande, hvor henved en milliard stadig lever i fattigdom.