Verden er bedre, end Læger uden Grænser gør den til

Med ønsket om billigere vacciner retter Læger uden Grænser en forfejlet grådighedskritik mod medicinalindustrien, mener kommunikationschef for medicinalfirmaet GSK

For en ansvarlig virksomhed som GSK vil det ikke give nogen mening at gøre vacciner dyre og utilgængelige for mennesker i udviklingslande, skriver Henrik Kastoft, kommunikationschef for GSK, i sit debatindlæg.
For en ansvarlig virksomhed som GSK vil det ikke give nogen mening at gøre vacciner dyre og utilgængelige for mennesker i udviklingslande, skriver Henrik Kastoft, kommunikationschef for GSK, i sit debatindlæg. Foto: Denis Balibouse.

”MEDICINALINDUSTRIEN ER grådig og uetisk,” skriver Vibeke Brix i Kristeligt Dagblad den 29. april. Vibeke Brix er børnelæge på Rigshospitalet og projektleder i Læger uden Grænser.

Heldigvis er verden bedre, end Læger uden Grænser gør den til. Flere børn end nogensinde før er beskyttet mod livsfarlige og invaliderende sygdomme. Det skyldes ikke mindst GSK's (tidligere GlaxoSmithKline) glimrende samarbejde med Læger uden Grænser, Red Barnet og andre hjælpeorganisationer.

GSK er verdens førende inden for vacciner. Hver dag leverer vi flere end to millioner doser vacciner til verdens fattigste lande. Frem mod 2024 har vi forpligtet os til at sørge for 850 millioner vacciner, som skal beskytte flere end 300 millioner børn og unge kvinder.

Vi samarbejder med regeringer og ngo'er om at gøre vacciner til børn i verdens fattigste lande så billige som overhovedet muligt. Arbejdet betyder, at omkring 80 procent af vores vacciner sælges til markant lavere priser i udviklingslandene end i rige lande som Danmark.

De lave priser i udviklingslandene betyder i mange tilfælde, at GSK ikke tjener penge på salget, men at vi blot får dækket vores omkostninger. Vacciner er desværre meget vanskelige og dermed meget dyre at udvikle - eksempelvis har vores forskere brugt 30 år på at udvikle en vaccine imod malaria. Om alt går vel, får vi senere i år godkendt verdens første vaccine imod malaria.

Vores videnskabsfolk forsker i vacciner imod hiv og tuberkulose, og netop i disse måneder tester vi på rekordtid en vaccine imod ebola. Det sker i samarbejde med 30.000 læger, sygeplejersker og frivillige i Liberia. Hvis vaccinen består disse test, vil vi sælge den til fattige lande uden fortjeneste.

Sammen med Red Barnet har vi et globalt partnerskab, hvis mål er at redde en million børns liv på blot fem år.

Det uafhængige hollandske institut Access To Medicines Index har fire gange ud af fire mulige kåret GSK til at være den af verdens 20 største medicinalvirksomheder, som gør mest for at sikre mennesker i fattige lande adgang til sundhed og medicin. I øvrigt med danske Novo Nordisk på en flot andenplads.

Vibeke Brix og læsere af Kristeligt Dagblad kan til hver en tid gå ind og tjekke vaccinepriserne på Unicefs hjemmeside: (http://www.unicef.org/supply/index_57476.html).

Gavi - en vaccine-alliance af rige og fattige lande, Verdenssundhedsorganisationen, Unicef, Verdensbanken, forskere, civilsamfund, Bill & Melinda Gates Foundation og medicinalvirksomheder - har i en nylig rapport understreget, at priserne på vacciner falder (rapportens side 56). Og på side 58 skriver Gavi om rekordlav pris på pneumokok-vacciner - den vaccine, som Læger uden Grænser bruger som eksempel, når GSK skal kritiseres for grådighed.

For en ansvarlig virksomhed som GSK giver det selvsagt ingen mening at gøre vacciner dyre og utilgængelige for mennesker i udviklingslande. I GSK ønsker vi, at så mange mennesker som muligt skal få gavn af vores vacciner.

Hvis Læger uden Grænser i Danmark deler vores vision om at give mennesker et sundere og længere liv, kunne vi måske mødes i stedet for at diskutere endnu en gang i Kristeligt Dagblad?

Henrik Kastoft er kommunikationschef for GSK (tidligere GlaxoSmithKline)