Kirkeministeren opfordrer biskopper til at tælle kirkegængere.
Sådan kunne man læse i Kristeligt Dagblad sidste fredag. Dekretet kommer få dage efter at samme kirkeminister har nedsat en kirkekommission, hvor det af kommissoriet blandt andet fremgår, at der skal decentraliseres. De to ting hænger jo overhovedet ikke sammen. Og det virker mildest tal ikke troværdigt, at kirkeminister Manu Sareen (R) virkelig skulle ønske decentralisering, når han hele tiden blander sig i kirkelivet ud i det yderste led.
Og til hvad nytte er en sådan statistik egentlig?
Kirken bliver til, hvor ordet forkyndes, og kirkens egent-lige Herre, som ikke er kirkeministeren, har selv lovet os, at han vil være til stede overalt, hvor to eller tre forsamles i hans navn.
Jeg ser ingen nytte i den slags statistikker, der for resten ikke viser et klap om dansk kirkeliv. Jeg ser til gengæld en hel del farer. Statistikker kan manipuleres til ukendelighed. Hvis man vil have en smuk kirkegangprocent, kan man jo bare nedsætte antallet af gudstjenester. De gudstjenester, der bliver tilbage, kan så garneres med trommedans og gratis frokost i håb om at få kirkegangsprocenten op. Til gengæld kan det nok afholde et menighedsråd fra at holde gudstjenester på skæve tidspunkter eller for særlige grupper, hvis man ved, at der ikke kommer så mange.
Det er festligt med en fyldt kirke søndag formiddag. Men der kan være mange og gode grunde til også at holde gudstjeneste på alle mulige andre tidspunkter, selvom der måske ikke kommer så mange til disse gudstjenester. Kirken er ikke en pølsefabrik, og den enkelte kirkegængers udbytte kan overhovedet ikke og skal overhovedet ikke måles i nogen statistik.
Folkekirken skal ikke blive så bange for sit eget evangelium, at vi begynder at gå op i antallet af kirkegængere, som om folkekirken er en erhvervsvirksomhed. Sandheden er jo, at den danske folkekirke overgår alt andet i tilslutning. Der holdes mange flere hverdagsgudstjenester end i min barndom. Og det er naturligt, når familiernes hverdag er totalt ændret. Der kommer også mange flere dåbsgæster og vel at mærke dåbsgæster, der overværer hele gudstjenesten, end i min barndom.
Lukkelovens ophævelse vil i nogle kirker i byerne sikkert betyde, at menighedsrådene indretter sig efter forretningernes åbningstider og måske vænner flere til at gå i kirke i forbindelse med indkøbsturen. Hvem ved? Hovedsagen er, at det enkelte sogn har friheden til at indrette sig, så kirken står stærkest muligt i den lokale menighed, uden at kirkelivet skal indrettes efter, hvad der ser smukkest ud i statistikken.
Men er der så nogen, der har glæde af statistikkerne? Ja, der kan være lokale ønsker om at teste forskellige gudstjenesteformer over tid. Men det rager ikke kirkeministeren. Til gengæld kan man være helt sikker på, at Finansministeriet vil være henrykt for kirkegangsstatistikker. Den konsekvens håber jeg, at biskopperne tænker over, inden de klapper hælene sammen og siger: Javel, hr. minister.
Allerede fra min egen ministertid husker jeg slagsmålet med Finansministeriet. Jeg overtog et regeringsgrundlag om bloktilskud til folkekirken, der tydeligvis var dikteret fra Finansministeriet som spareforslag. Det blev der naturligvis ikke noget af. VKO, der havde en anderledes forståelse for og kærlighed til folkekirken, havde flertal i Folketinget. Bloktilskuddene fik en begravelse i stilhed. Finansministeriet måtte lade folkekirken være i fred.
Nu er det anderledes. Man kan godt regne med, at finansministeren søger med lys og lygte efter penge, hvor han overhovedet kan finde dem. Det er en finansministers job. Og med en kirkeminister, der ikke har nogen viden om folkekirken, og med et rødt flertal, der er mere optaget af religionslighed end at opfylde Grundlovens paragraf 4 om folkekirkens særstilling og statens understøttelse, er det klart, at folkekirken ikke skal regne med staten. Allerede den omstændighed, at Kirkeministeriet er nedlagt og reduceret til et kontor under Ligestillingsministeriet viser med al ønskelig klarhed, hvor denne regering vil hen med folkekirken. Der tales om decentralisering. Men handlingerne viser centralisering og spareøvelser.
Folkekirken udgøres af sognene, og det er i sognene, at kirken bliver til, for det er der, at ordet lyder. Jeg vil opfordre de kommende menighedsråd til at ranke ryggen, løfte hovedet og i stedet for at svede over statistikskemaer bruge kræfterne på rammer om forkyndelsen, sådan som det passer bedst for den enkelte menighed.