Tak til Kristeligt Dagblad, fordi avisen sidste fredag tog fænomenet meditation under tiltrængt behandling. En hjerneforsker mener ifølge artiklen, at meditation møblerer rundt i hjernen, så vi får mindre tendens til stress og bliver bedre til at koncentrere os og derved skulle blive mere tilfredse.
LÆS OGSÅ: Jagten på den indre tro
I artiklen søges der bag om dette sikkert videnskabeligt korrekte udsagn om ommøblering i hjernen. Hvor kan det nemlig ende, hvis meditation bliver et krav på arbejdspladserne, så man skal underkaste sig meditationskurser for at blive forfremmet?
Den adspurgte psykolog påpeger da også, hvad der stemmer med almindelig menneskelig erfaring, at resultatet af meditation kan blive, at man bliver mere stresset af at skulle udvise så megen selvbeherskelse, at man på kommando kan lukke verden ude.
En religionsforsker går i rette med den værdidom, der ligger i hjerneforskerens udsagn om, at man skulle blive mere tilfreds af at meditere. En del læsere har sikkert tænkt det samme, nemlig at hjerneforskerens forudsætning om, at det skulle være attråværdigt at blive mere tilfreds, intet har med videnskab at gøre, men er en helt personlig holdning, der ikke nødvendigvis deles af alle andre.
En af dem, der lever af at sælge meditationskurser, påpeger, at man kan nå god effekt på kort tid, og den, der har udgivet en bog om sagen, lover succes angiveligt på tolv minutter. Der er helt klart tale om en markedsgørelse af sindet, som bliver genstand for profit.
Udsagnene i den nævnte artikel bekræfter den fornemmelse, man har i forvejen, nemlig at meditation er den mest koncentrerede navlebeskuelse, som tænkes kan. Den er helt løsrevet fra enhver åndelighed og milevidt fra den meditation, der hører kristendommen til.
Meditationen er slet ikke noget nyt. Hver eneste gudstjeneste og hver eneste bøn er meditation uden hokuspokus. Forskellen er imidlertid den helt grundlæggende, at gudstjenesten ikke har som formål at gøre kirkegængerne mere selvoptagede. Gudstjenesten drejer sig netop ikke om at realisere sig selv for at blive lige så checket som idolerne i livsstilsmagasinerne.
Det er Gud, der handler med mig, og frelsesvejen er ikke den moderne gerningsretfærdighed, som den kræves af sundhedsapostlene, modeprofeterne og meditationssælgerne.
Jeg læste artiklen, lige inden jeg drog på retræte om bibelmeditation på Sankt Lukas Stiftelsens refugium på Smidstrup Strand. Det er naturligvis en åndelig luksus ud over alle grænser at få lov til at anvende en hel weekend på i stilhed at beskæftige sig med læsning af bibel og salmebog og at være optaget af bøn og overvejelser om menneskets forhold til Gud. Men mindre kan naturligvis gøre det.
Netop med artiklen in mente funderede jeg i den weekend særligt over, hvorfor mon folkekirken står så svagt i konkurrencen om sjælene.
Markedets udbydere af succes gennem meditation understreger enstemmigt, at der ikke er tale om åndelighed endsige om religion. Men hvad har det så egentlig med meditation at gøre, og hvorfor benytter præster i folkekirken ikke tidens søgen til at råbe det ud fra alle kirketårne, at man kan finde den ægte vare ved at gå til gudstjeneste?
Jeg tænker ikke på meditationsgudstjeneste med kunstige krumspring. Jeg fordrer såmænd ikke engang det mod, som biskop Skovsgaard udviste ved sin egen bispevielse, da han efter kirkebønnen holdt en pause på et par minutter til personlig stille bøn, hvilket må have bragt medarbejderne på tv, der stod for tv-transmissionen aldeles fra koncepterne. Pauser er jo pinlige alle andre steder end i kirken.
Jeg mener såmænd blot, at præsterne må op i omdrejninger og slå et slag for ugens bedste tilbud: vor gode, gamle højmesse. Kirkegængeren er en hel time løsrevet fra tidens jag og hører læsningerne og prædiken, deltager i bekendelsen, i bøn og i sang og i nadverfællesskabet og får dermed del i den glæde, der skal være for hele folket.
Der er ikke noget kunstigt ved en gudstjeneste. At sidde i underlige stillinger frabedes venligst. Til gengæld kan åndedrætsøvelserne under gudstjenesten aldeles udkonkurrere de smarte meditationsprofeters åndedrætskurser.
Jo mere man synger til på salmerne fra verdens skønneste salmebog, jo mere mærker man nemlig ikke blot åndedrættet, men åndefanget.
Og friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang. Se det er der ikke noget meditationskursus, der kan konkurrere med.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen