Biskop: Fradøm ikke hinanden kristennavnet

Spørgsmålet om vielse af homoseksuelle bør ikke være kirkesplittende. Når vi biskopper kan holde sammen trods teologisk uenighed, så kan andre også, skriver biskop Steen Skovsgaard

"I spørgsmålet om vielse af homoseksuelle har jeg for det meste stået alene i forhold til mine kolleger. Vi har drøftet og diskuteret det indgående teologisk, sjælesørgerisk og praktisk. Vi har lyttet til hinanden, skubbet til hinanden, formanet hinanden - men vi har altid holdt sammen, respektfuldt og kærligt," skriver biskop Steen Skovsgaard. –
"I spørgsmålet om vielse af homoseksuelle har jeg for det meste stået alene i forhold til mine kolleger. Vi har drøftet og diskuteret det indgående teologisk, sjælesørgerisk og praktisk. Vi har lyttet til hinanden, skubbet til hinanden, formanet hinanden - men vi har altid holdt sammen, respektfuldt og kærligt," skriver biskop Steen Skovsgaard. –. Foto: Søren Staal.

Da jeg blev præst i Gellerup Kirke i 1979, var der et ældre indremissionsk ægtepar, som havde deres faste plads til hver eneste gudstjeneste søndag efter søndag.

Vi var tre meget forskellige mandlige præster, men dette ægtepar var lige trofast over for os alle. Senere fik vi en kvindelig sognepræst, og selvom ægteparrets grundsyn var, at en præst skulle være en mand, så var deres trofasthed usvækket også over for vores kvindelige kollega.

LÆS OGSÅ: Biskopper slår igen mod vielsesmodstandere

Disse to ældre missionsfolk lærte mig meget om at være menighed, og hvordan man undgår splittelser i menigheden. Hvis de havde foretrukket én af os frem for de andre, så kunne de have været medvirkende til jalousi og splittelser imellem os og dermed i menigheden. Men nu skete det modsatte. Vi præster blev nemlig inspireret af deres trofasthed. Der var noget, som var større end vore indbyrdes forskelle. Det gjaldt derfor om at kunne stå sammen og være solidariske, også når vi var uenige.

DET ER INGEN SAG at være sammen med dem, man er enig med. Kunsten er som i et ægteskab at holde sammen, når man er uenige. Fællesskabet imellem os præster udviklede sig efterhånden til at blive så tæt, at vi hver torsdag kunne bede sammen for menigheden, for hinanden og for den kommende søndags gudstjeneste.

KRONIK: Et skisma i folkekirken er blevet os påtvunget

På den måde blev gudstjenesten vort fælles anliggende, som vi alle havde ansvar for og andel i. Og hvor vi som det naturligste af alt deltog i hinandens gudstjenester. Det fællesskab har jeg ofte tænkt på som en direkte konsekvens og resultat af dette ægtepars trofasthed.

I Hebræerbrevet kapitel 10, vers 23-25 står der: Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.

REAKTIONER PÅ KRONIKKEN:
- Biskop: Nu må det folkekirkelige fællesskab afklares
- Lise-Lotte Rebel: Bevar kirkens frihedstradition
- Skam dig, Sareen, og tænk jer om, missionsfolk!
- Skovsgaard: Beklagelig og unødvendig kirkesplittelse
- I troens eller intolerancens navn
- Fordærvet kærlighed: Store teologiske dilemmaer ved vielse af homoseksuelle

I spørgsmålet om vielse af homoseksuelle har jeg for det meste stået alene i forhold til mine kolleger. Vi har drøftet og diskuteret det indgående teologisk, sjælesørgerisk og praktisk. Vi har lyttet til hinanden, skubbet til hinanden, formanet hinanden men vi har altid holdt sammen, respektfuldt og kærligt. Vi har ikke på noget tidspunkt fornægtet vort gudstjenestelige fællesskab, eller for den sags skyld fradømt hinanden kristennavnet. Vi har indimellem undret os over hinandens synspunkter, men vi har altid kunnet glæde os over den mangfoldige menighed, som vi var tjenere for. Forskelligheden var vores og menighedens styrke.

Det er erfaringen fra denne menighed og dette fællesskab, som har fået mig til for længe siden at sige, at spørgsmålet om vielse af homoseksuelle ikke er eller bør være kirkesplittende. For når vi kunne holde sammen trods vores teologiske uenighed, så kan andre også. Men det forudsætter, at de ligesom vi har nogle trofaste støtter i menigheden, som kan vise og fortælle, at der er noget, som er større, nemlig menighedens fællesskab!

Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falsters Stift