Peter Fischer-Møller, i avisen Nordvestnyt står der, at du til en sogne- aften i Raklev har sagt, at den kristne Gud og den muslimske gud er den samme. Er det en korrekt gengivelse?
Det er en fuldstændig forkert gengivelse af, hvad det drejer sig om. Jeg tror på én Gud. Jeg kan ikke tale om, at andre har en anden gud, for jeg tror kun på, at der findes én. Til gengæld tror jeg, at der findes forskellige måder at fortælle historier om denne Gud på.
Siger du dermed, at den gud, som muslimerne tror på, ikke findes?
De fortæller en anden historie om Gud.
Så det er den samme Gud, vi tror på?
Der findes jo kun én Gud. Og det, jeg kan høre, er, at vi i de forskellige religioner fortæller forskellige historier om Gud. Det er jo en af grundene til, at det giver mening at tale med hinanden om det.
Er det ligegyldigt, hvilken historie man så fortæller om Gud?
Nej, jeg synes, det er verdens bedste historie, vi som kristne har at fortælle. Derfor bruger jeg meget af mit liv på det. Jeg involverer mig i religionsdialog, fordi jeg gerne vil have lejlighed til at fortælle den til andre mennesker. Min pointe er også, at det ikke er en historie, vi er færdige med at forstå. Så det at tale med andre er også en mulighed for selv at blive klogere. Vi har ikke patent på Gud. Det er ikke sådan, at vi har den færdigstøbte sandhed om Gud. Derfor har vi brug for samtalen.
Men hvis den historie, muslimer og andre fortæller, er, at Kristus ikke er Gud, er den vel helt fundamentalt anderledes fra den kristnes historie?
Det er faktisk ikke den historie, de fleste muslimer vil fortælle. De vil gerne fortælle os en historie om, hvor afgørende vigtig de synes, Jesus er som profet. Vi er ikke enige om, hvorvidt Jesus er Guds søn, og det gør, at det bliver en anden historie. På nogle punkter må vi bare erkende, at vi er uenige.
Vil du sige, at muslimers gudsforståelse er forkert?
De fortæller en anden historie om Gud. Hvis man siger til nogen, at det er forkert, hvad du siger, så holder man jo også op med at gide høre på dem. Det er en enorm ufrugtbar måde at gå ind i en dialog på. Jeg vil hellere høre, hvad de har at fortælle.
Kan muslimer og jøder havde fællesskab med Gud uden at tro på Kristus? Han siger jo eksempelvis: ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig.”
Jeg tror på Kristus, ikke på Bibelen. Bibelen er det første vidnesbyrd om Kristus, men vi tror ikke på Bibelen som Guds åbenbaring. Det er Kristus, der er det. Mennesker har skrevet ned, hvad de har oplevet og hørt i mødet med Kristus. Evangelierne er nogle af de første fortolkninger, men det er jo netop fortolkninger af noget, der overgår vores forstand: At Gud blev menneske. Det med at tage afsæt i et skriftsted og sige, at det udelukker noget andet, er en fastlåsende måde at læse Bibelen på, som jeg ikke abonnerer på. Vi har som kristne ikke patent på vejen til Gud.
Så man kan sagtens have fællesskab med Gud uden Kristus?
Det siger jeg ikke. Jeg siger, at Kristus er vejen for mig. Det er den historie, jeg kender og prøver at dele med andre mennesker. Men jeg kan ikke se Gud i kortene og se, hvordan han åbenbarer sig for andre mennesker. Det ville være ejendommeligt, hvis jeg satte mig som dommer over det.
Gælder det samme for mormoner og Jehovas Vidner, som heller ikke tror på Jesus som Gud. Er det også bare en anden måde at fortælle om Gud på?
Det er ikke bare en anden måde. Prøv at høre, det her er ikke bare sådan noget ”anything goes” og relativisme. Hvis man engagerer sig i dialog, bliver det altid forvekslet med relativisme. Hvad jeg siger er, at jeg kan ikke forvente, at andre gider høre på mig, hvis jeg ikke vil høre på dem. Det gælder også, når Jehovas Vidner banker på min dør.8