VIBORG-BISKOP HENRIK STUBKJÆR bedyrer i sit debatindlæg den 16. maj, at biskopperne ikke snyder mig og andre for en teologisk forklaring på deres afvisning af dåb uden for kirkens rum. Men biskoppen fordrejer mit anliggende.
Det handler ikke om præsters mulighed for at skønne, ”om der foreligger en nødsituation”. Den mulighed kan end ikke biskopperne fjerne, for den er fastslået i dåbsanordningen. Hvad jeg finder vigtigt, er derimod, om ”anden gyldig grund” til dåb uden for kirken kan dække andet end nødssituationer.
Desuden synes biskoppen at have den fejlagtige opfattelse, at en dåb uden for kirkens rum nødvendigvis ”udøves i private sammenhænge”. Over for det vil jeg gentage, at en dåb aldrig kan være et privat anliggende. Det hænger netop sammen med dåbens karakter af sakramente. Dermed kommer vi til det egentlige: den teologiske forståelse af dåben.
Stubkjær sammenfatter sin og de andre biskoppers afvisning med, at ”dåben er den døbtes optagelse i menigheden”. Hvis det skal være relevant som argument mod dåb uden for kirkens rum, må ”menigheden” her betyde deltagerne i en given gudstjeneste. Men det har da aldrig været meningen med dåben.
Stubkjær mener, at jeg ikke giver en dækkende gengivelse af Luthers forståelse af dåben. Han nævner to afgørende kilder. Først Den Augsburgske Bekendelse, kernen i folkekirkens bekendelsesgrundlag. Her nævner artikel 7 ganske rigtigt en sammenhæng mellem dåben og ”forsamlingen af alle troende”. Men sammenhængen er den, at dåben sammen med nadveren og evangelieforkyndelsen er tegnet på, at der foreligger en kristen kirke. Det er altså dåben, der er med til at definere de troendes forsamling - og ikke omvendt! Desuden er forsamlingen af alle troende jo ikke identisk med kirkegængerne en given søndag. De troendes forsamling er alle rette kristne; artiklen handler om kirkens altomfattende enhed.
Stubkjærs anden kilde er Luthers forklaring af dåben i ”Den Store Katekismus”. Biskoppen citerer den danske oversættelses formulering, at vi ved dåben bliver ”optaget i den kristne menighed”. Faktisk siger Luther, at vi ved dåben ”først bliver taget ind i kristenheden”. Formuleringen forekommer to gange, men nærmest som en bisætning. Den er ikke en del af dåbens væsensbestemmelse, som tværtimod er tilsigelsen af ”overvindelse af død og djævel, tilgivelse af synder og hele Kristus samt Helligånden med dens gaver”. For øvrigt betragter Luther det som afgørende ved dåben som tegn, at personen sænkes ned i vandet og trækkes op igen!
BISKOPPEN FORDREJER også tingene, når han hævder, at jeg ”forsøger at benægte menighedens centrale rolle for Luthers reformation”. Naturligvis gør jeg ikke det. Hvad jeg benægter, er, at menigheden - forstået som en bestemt gruppe kirkegængere - har en central betydning for dåben. Jeg benægter ikke, at dåben er indgang til ”forsamlingen af alle troende”. Men den indgang kan udmærket ske uden for kirkebygningen - og selvom kun to eller tre er forsamlede i Herrens navn.
Vore biskopper vil efter sigende gerne øge dåbstallet her i landet. Men det virker, som om de gør, hvad de kan, for at forhindre netop det.
Den senere tid har vist, at der er mange uafklarede spørgsmål omkring folkekirkens forståelse af dåben. I stedet for at bide sig fast i en uholdbar dåbsteologi burde biskopperne få udarbejdet en velfunderet orientering om, hvad dåben er.
Her kan man lære af de tyske evangeliske kirkers skrift fra 2008: ”Die Taufe. Eine Orientierungshilfe zu Verständnis und Praxis der Taufe in der evangelischen Kirche” (http://ekd.de/download/TaufeEKD.pdf ).
Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet