Biskoppens ordleg. Præstens retssikkerhed tilsidesættes

Retsteologen Kristine Gaarde kritiserer Tine Lindhardts ordleg for at krænke præsten Massoud Fouroozandehs retssikkerhed

Den iranskfødte kristne præst Massoud Fouroozandeh måtte flytte fra Odense-bydelen Vollsmose efter omfattende hærværk. Den iranskfødte præst leder frikirken Church of Love.
Den iranskfødte kristne præst Massoud Fouroozandeh måtte flytte fra Odense-bydelen Vollsmose efter omfattende hærværk. Den iranskfødte præst leder frikirken Church of Love. Foto: Sonny Munk Carlsen/ Denmark.

I ET SVAR den 29. januar forsøger biskop Tine Lindhardt at rette to misforståelser, jeg skulle have begået i mit debatindlæg den 28. januar om Massoud-sagen.

For det første har hun ikke ført nogen tjenstlig samtale med Massoud Fouroozandeh den 22. januar, da samtalen alene havde vejledende karakter. For det andet vil samtalen ikke indgå i grundlaget for hendes afgørelse i den påtænkte omdannelse af Church of Love til en evangelisk-luthersk valgmenighed.

Der er det rigtige ved hendes indvending, at hun ved begyndelsen af samtalen udtalte, at der ikke var tale om en egentlig tjenstlig samtale. Det har Massoud Fouroozandeh bekræftet, men samtidig har han betonet, at samtalen efter hans opfattelse havde et tjenstligt anliggende, og at den skulle indgå i grundlaget for biskoppens afgørelse. Sagens parter er tydeligvis uenige, hvilket er en problematiserende faktor i den komplicerede sag.

LÆS OGSÅ: Er præsten på vej fra kulturperson til kompetent religionsforvalter?

Tine Lindhardt har ført tjenstlige samtaler i anledning af Massouds migrantarbejde og i den forbindelse blandt andet udstedt et forbud mod, at han forretter dåb i Church of Love. Dette forbud har biskoppen ikke villet trække tilbage, så hvis præsten tilsidesætter forbuddet, begår han tjenesteforseelse og må påregne at få en sanktion. Præsten befinder sig altså i et permanent tjenstligt forhold til biskoppen, når det drejer sig om Church of Love.

Dette forhold kan biskoppen ikke suspendere ved at omdefinere den biskoppelige samtale, som om præstens udsagn under den uvarslede diskussion om Luthers omtale af dåben i Den Store Katekismus slet ikke tæller med i hendes teologisk-liturgiske vurdering. Det er tilmed ganske unødvendigt at omdefinere samtalen, for også en tjenstlig samtale har karakter af vejledning eller retledning.

Problemet med Tine Lindhardts ordleg er, at hun tilsidesætter præstens retssikkerhed, som den tjenstlige samtale netop har til formål at beskytte mod misforståelser og fejlfortolkninger, så den pågældende sag kan finde sin afslutning på et veldokumenteret og oplyst grundlag. Præsten er tjenstligt forpligtet til at deltage i afklaringsarbejdet på de vilkår, biskoppen har tilsynskompetence til at opstille.