BLANDINGSVÆSENER mellem mennesker og dyr er blevet benyttet i biomedicinsk forskning i mere end 40 år. Denne type af forskning har medført mange vigtige opdagelser relateret til fundamentale biologiske spørgsmål, og den har medført nye og forbedrede behandlingsmetoder af en lang række sygdomme.
Mulighederne for at udvikle blandingsvæsener mellem menneske og dyr foranlediger imidlertid spørgsmål ved nogle af de vilkår i livet, vi hidtil har opfattet som givne. I vores kultur og lovgivning er dyr og mennesker to klart adskilte kategorier. Mennesker beskyttes vidtgående af loven, mens dyr kan indgå i risikable medicinske forsøg, aflives, holdes som husdyr og spises.
Mennesket bestemmer over andre dyrearter. Vi kan spise dem, jage dem og lave medicinske forsøg med dem. Nogle argumenterer for denne særstatus som givet af Gud, da vi som skabt i hans billede skal forvalte hans skaberværk.
Denne forklaring kræver en bestemt religiøs overbevisning, som imidlertid ikke alle har. De vil i stedet forklare vores særstatus med menneskets særlige evner: Evnen til at tænke abstrakt, til at forestille os en fremtid, til at tale og have sociale relationer til andre og så videre.
ET AF PROBLEMERNE er, at vores overbevisning om, at dyr ikke har disse egenskaber, ikke er den fulde sandhed. Ny forskning viser for eksempel, at hvaler har et varieret sprog, og at mus kan udvise empati og så videre. Mens man omvendt også kan indvende, at der er grupper af mennesker, eksempelvis nyfødte eller stærkt retarderede, som ikke har særligt mange af de nævnte egenskaber.
Måske er det netop, fordi vi nogle gange kan føle tronen vakle under os, at mange reagerer med afstandtagen, når de hører, at forskerne allerede i flere årtier har arbejdet på at blande mennesker og dyr. Biologisk er vi jo ikke så specielle. Der er genetisk set kun lille (men væsentlig) forskel på os og de fleste dyr, og gener, celler, væv og organer kan nu flyttes mellem os og både nærtstående og fjernere dyr.
Blandt andet forsøges cellekerner fra mennesker omprogrammeret i ægceller fra dyr, stamceller fra mennesker afprøves i tidlige embryoner fra dyr, hjerne overføres fra dyr til mennesker som led i behandlingsforsøg, og genmodificerede dyr vil muligvis i fremtiden blive organdonorer for mennesker.
De fleste af de blandingsvæsener, man benytter sig af i den biomedicinske forskning, er på cellestadiet, så forestillinger om Frankenstein-monstre eller andre typer af skræmmende væsener er stadig science fiction. Men nogle forsøg giver alligevel anledning til eftertanke.
For eksempel har den berømte stamcelleforsker dr. Weissman fra Stanford Universitet i USA ansøgt universitetets etiske komité om tilladelse til at implantere hjernestamceller fra mennesker i hjernen på mus, der er konstrueret på den måde, at musens egne hjerneceller dør cirka en uge før fødslen. De menneskelige celler skal overføres til musene, mens de ligger i livmoderen, og hvis forsøget lykkes, skulle de fødte mus få hjerner, der fuldt ud består af menneskelige hjerneceller. Ingen forestiller sig selvfølgelig at musene herved opnår menneskelig hjerneaktivitet, men en vis grad af opgradering af musens hjernefunktion kan ikke udelukkes. Andre typer af forsøg går ud på at producere forsøgsdyr med menneskelige organer (eksempelvis levervæv) og at producere menneskelige kønsceller (æg og spermatozoer) i dyr.
Hvordan skal vi nu forholde os til denne forskning? Risikerer vi, at der frembringes blandingsvæsener, som hverken kan rubriceres som mennesker eller dyr? Og hvordan skal vi i givet fald behandle den slags væsener? Ingen lande og heller ikke Danmark har lovgivning for væsener, som ikke er enten dyr eller mennesker.
Disse spørgsmål har Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd behandlet i en redegørelse, som blev offentliggjort den 23. oktober. Vi har undersøgt, om dele af forskningen i blandingsvæsener vil kunne udfordre det, der gør mennesker til mennesker og dyr til dyr. Om der med andre ord vil kunne dannes væsener, som vi hverken kan rubricere som mennesker eller dyr.
Redegørelsen konkluderer, at visse typer af forskning kan være etisk problematiske. De to råd opfordrer derfor politikerne til at se på, om lovgivningen tager højde for de udviklinger, der er sket inden for hybrider og kimærer. Rådene giver også deres bud på, hvilken forskning, der kan være etisk problematisk, og som lovgiverne derfor bør tage skridt til at forhindre.
Thomas G. Jensen er professor i medicinsk genetik ved Aarhus Universitet og medlem af Det Etiske Råd, hvor han har været formand for den arbejdsgruppe, der har skrevet redegørelsen Mand eller mus etiske aspekter ved kimæreforskningen