Modstandere af blasfemiparagraf kan ikke selv tåle hån

Det pudsige ved flere af folketingspolitikernes holdning til ytringsfriheden er, at flere af de selvsamme politikere dårligt kan tåle at se dem selv udsat for hån på de sociale medier, skriver Sven Ove Pedersen

I øjeblikket er det Liberal Alliances Henrik Dahl og forfatter Kristian Ditlev Jensen, der ikke kan tåle mosten, som de får af den unge digter Yahya Hassan (billedet) på Facebook, skriver Sven Ove Pedersen.
I øjeblikket er det Liberal Alliances Henrik Dahl og forfatter Kristian Ditlev Jensen, der ikke kan tåle mosten, som de får af den unge digter Yahya Hassan (billedet) på Facebook, skriver Sven Ove Pedersen. Foto: Johan Gadegaard

MANGE DANSKE folketingspolitikere vil meget gerne have sløjfet den gode gamle blasfemiparagraf, fordi den åbenbart hindrer blandt andet folketingspolitikere i at sige deres oprigtige mening.

Der kan naturligvis tales både for og imod en afskaffelse af denne paragraf. Men det pudsige ved flere af folketingspolitikernes holdning til ytringsfriheden, som vi alle skal værne om, er, at flere af de selvsamme folketingspolitikere dårligt kan tåle at se dem selv udsat for hån på de sociale medier.

Er de danske politikere virkelig så sarte, at de ikke kan tåle at få igen med samme mønt, som de giver ud? Hvis dette skulle være tilfældet, så skulle de tænke sig grundigt om, før de kræver blasfemiparagraffen afskaffet.

I øjeblikket er det Liberal Alliances Henrik Dahl og forfatter Kristian Ditlev Jensen, der ikke kan tåle mosten, som de får af den unge digter Yahya Hassan på Facebook.

Det ser ud til, at folk næsten frit kan sige og skrive på Facebook, hvad man vil, da der ikke findes en lov om, hvad der må skrives her. Jamen, så må det så sandelig også være på tide, at vi får afskaffet blasfemiparagraffen, ikke sandt kære politikere?

I øvrigt er jeg helt enig med Yahya Hassan i, at som det er nu, så er det kun, når satiren og fornærmelserne gælder islam, at vores fælles ytringsfrihed gælder.

Så her i Danmark er der lang vej tilbage til Valdemar Sejrs Jyske Lov, hvor en dansk bonde i en retssag ikke skulle stilles ringere end en skånsk adelsmand!

Sven Ove Pedersen, pensioneret bagersvend, Bauneholmvej 44, Stenløse