Nej, Kristeligt Dagblad, blasfemiparagraffen skal ikke bevares

Det hører ikke hjemme i et sekulært folkestyre, at der findes en lov, der specifikt gør det ulovligt at spotte eller håne en religiøs tro, skriver Peter Skaarup, gruppeformand for Dansk Folkeparti

Kristeligt Dagblad er på gal kurs, når man varmt plæderer for blasfemiparagraffens bevarelse, mener Dansk Folkepartis Peter Skaarup.
Kristeligt Dagblad er på gal kurs, når man varmt plæderer for blasfemiparagraffens bevarelse, mener Dansk Folkepartis Peter Skaarup. Foto: Nikolai Linares.

DET ER IKKE ET MÅL i sig selv at spotte nogens tro. Hverken deres religiøse tro, deres politiske overbevisning eller troen på julemanden.

Men det følger efter Dansk Folkepartis opfattelse naturligt af vore frihedsrettigheder, at vi har lov og ret til at sige, skrive og tegne det, vi nu engang har på hjerte. Også selvom nogle stykker skulle føle sig krænkede af tegningen eller talen.

Alene af den grund er Kristeligt Dagblad i lederen tirsdag på gal kurs, når man varmt plæderer for blasfemiparagraffens bevarelse.

Bestemmelsen fra 1866 er antikveret. Paragraffen taler om spot og forhånelse af andres tro. Jamen, herregud. Mange vil huske Monty Python-filmen ”Life of Brian” fra 1979, en saftig og hylende morsom parodi på Jesu liv. Nogle kristne vil da givet føle, at såvel Jesus som deres tro i den grad spottes. Og hvad så? Lad være med at se filmen.

Man kan vælge at føle sig forurettet eller krænket. Man kan sørme også lade være!

BLASFEMIPARAGRAFFEN er et fossil i dansk lovgivning, som begrænser vores frihed i stedet for at udbrede frihed. Paragraffen efterfulgte i øvrigt i 1866 tidligere paragraffer, som talte om en forbrydelse mod Gud, og som kunne medføre dødsstraf. Det er jo helt barokt, men dengang gav det mening.

Det hører ikke hjemme i et sekulært folkestyre, at der findes en lov, der specifikt gør det ulovligt at spotte eller håne en religiøs tro.

Tro er i mit sind en privatsag, og tro er ikke et politisk anliggende, men et religiøst. Tro er vigtig, ja, for nogle troende altafgørende, selve meningen med livet. Det skal vi respektere. Andre har det på samme måde med for eksempel deres politiske ståsted, og atter andre gør det til deres liv og hverdag at afvise al tro med samme ildhu og kraft, som Vatikanet igennem tiden har afvist prævention.

KRISTELIGT DAGBLAD antager i lederartiklen tirsdag, at regeringens helt urimelige hemmeligholdelse af den rapport om netop blasfemiparagraffen, som den daværende regering bestilte for fire år siden for netop at tilvejebringe et juridisk grundlag for eventuelt at afskaffe lovbestemmelsen, skyldes, at ”garvede politikere kan se, at det er uheldig timing”.

Hvabehar? Uheldig ”timing”? Den slags skal man ikke forholde sig til i et folkestyre. I et frit samfund fremlægger man tingene, når man har dem, og så tager man stilling - timing eller ej.

Det er en kæmpestor misforståelse, at hver gang, noget handler om tro, så skal vi luske rundt om det som den berømte kat om den lige så berømte varme grød. Grøden bliver jo kold, mens skaren af katte lusker rundt om den.

Avisens lederartikel er i sig selv derfor yderligere et argument for at få fjernet den forstenede paragraf; Vi har trosfrihed her til lands, heldigvis. Dét sikrer Grundloven os. Men vi har også ytringsfrihed - og den skal også gælde, når det kommer til tro.

For sjovt er det jo i grunden, at Grundloven er ældre end blasfemiparagraffen. Men hvor Grundloven sikrer os vore frihedsrettigheder, fratager paragraf 140 os nogle af dem. Det hører ikke hjemme i et frit, nutidigt samfund. Heller ikke, selvom Kristeligt Dagblad synes mindre godt om ”timingen”.

Peter Skaarup er medlem af Folketinget og gruppeformand for Dansk Folkeparti