Ebbe Lauridsen, København Ø
For 20 år siden fandt en frygtelig massakre sted i Rwanda. 8000 mennesker blev dræbt om dagen i løbet af 100 dage, svarende til fem mennesker hvert minut. Det internationale samfund og FN greb ikke ind, og denne kendsgerning har siden været brugt, hver gang USA og et antal villige har grebet til militær magtanvendelse.
Men hvorfor gik det så galt i Rwanda? Herom fortæller Paul Rusesabagina (forfatter til den selvbiografi, der dannede grundlag for den berømte film Hotel Rwanda): Længe før præsidenten i Rwanda blev dræbt, og folkemordet tog sin begyndelse, var der mange tegn på, at noget frygteligt ville ske. Borgerkrigen i Rwanda begyndte, da Rwanda Patriotic Army invaderede Rwanda fra Uganda i 1990. På det tidspunkt stod Frankrig bag Rwandas hutu-regering, men USA og Storbritannien ønskede større indflydelse i regionen, så de støttede Rwanda Patriotic Army, der bestod af engelsktalende tutsier. Og hensigten var at få denne hær til at gå ind i Congo, som er uhyre rigt på mineraler og olie.
LÆS OGSÅ: Fremskridt midt i Rwandas sorg
Borgerkrigen var således en krig mellem gamle kolonimagter om ressourcer, og Frankrig, USA og Storbritannien kunne i fællesskab have forhindret blodbadet. Og myrderierne fortsatte siden i Congo, hvor seks millioner indtil nu er døde. USA og de gamle kolonimagter følger deres egne interesser i Afrika, som de har gjort i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien. At begrundelsen senere viste sig at bero på løgnagtige informationer, lader ikke til at plage udenrigsminister Martin Lidegaard (R). I Kristeligt Dagblad spørger han, om vi har lært nok af tragedien i Rwanda. Han henviser til den påståede massakre i den libyske by Benghazi som eksempel på anvendelse af den internationale forpligtelse til beskyttelse.
Det vil ikke virke, så længe de gamle stormagter så hensynsløst forfølger egne geopolitiske mål. Vi har brug for en udenrigspolitisk modvægt, der kan tale både øst og vest imod, og her kunne Norden spille en rolle som en uafhængig stemme.