Bløde konsonanter, burkaflag og helt almindelige gangstere

Danskhedsdebatten er kommet ud i alle hjørner og afkroge af samfundet og det politiske spektrum den forgangne uge

Langkaer-elevrådsformand Jens Philip Yazdani blev centrum i denne uges værdidebat om danskhed. –
Langkaer-elevrådsformand Jens Philip Yazdani blev centrum i denne uges værdidebat om danskhed. – . Foto: Privatfoto.

EN DANSKER er en dansker er en dansker.

Så meget kan vi sige med sikkerhed efter en uges værdidebat, som begyndte, da udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen (DF) i Debatten på DR 2 stillede spørgsmål ved elevrådsformand Jens Philip Yazdanis danskhed. At sætte danskheden på formel er nogenlunde lige så nemt som at sortere konfetti i en efterårsstorm, men det har ikke lagt en dæmper på debattørernes iver.

Justitsminister Søren Pind (V) forsøgte sig med en snævert juridisk definition. ”Er man dansk statsborger, er man dansk. Er man ikke dansk statsborger, er man udlænding,” skrev han på Twitter . Den konservative debattør Kasper Støvring gik objektivt-videnskabeligt til værks. På baggrund af de store værdiundersøgelser opstillede han 20 værdier, der adskiller danskernes kultur fra andre kulturer. ”Jeg har selvfølgelig også medtaget det, jeg ikke selv bryder mig om, for opgaven er at definere, hvad der er typisk dansk (ikke nødvendigvis, hvad der bør være det),” skrev han i sin Berlingske -blog.

Til den sidste kategori kunne han have tilføjet topskatten, som Berlingskes udlandsredaktør Anna Libak mente burde optages i kulturministerens Danmarks-kanon.

Andre igen slog til lyd for, at man er dansk, hvis man føler sig dansk, og politikere fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til udenrigsminister Kristian Jensen (V) brugte Grundtvig som argument for synspunktet. Men radiovært Ayse Dudu Tepe sagde vredt nej til præmissen, først i P1 Debat og så i Politiken : ”Føler-du-dig-dansk-spørgsmålet minder om dengang, en nær slægtning stormede ind på mit teenageværelse og gav mig en omgang tæsk og fortalte mig, at jeg er en tyrkisk pige, og at jeg også skulle opføre mig derefter. Nej. Nej. Nej.”

Marie Krarup (DF) mente, at der kun er én måde at være dansk på, nemlig hendes: ”Man er kun dansker, hvis man vil være det på den gamle måde med Dannebrog med kors i og et sprog med bløde konsonanter!”, skrev hun på Facebook . Ugen før havde hun lagt et billede ud på samme medie, hvor hun poserede svøbt i en nationalromantisk sari i form af et dannebrogsflag. Man troede et kort sekund, at hun som den første i Krarup-slægten havde udviklet en selvironisk sans, men det havde hun nok ikke, for billedet blev fjernet, så såre folk begyndte at more sig over det.

Politiske modstandere på venstrefløjen gjorde med slet skjult skadefryd opmærksom på, at Marie Krarup brød flagreglementet på flere punkter. Det gjorde ugens mest omdiskuterede beklædningsgenstand formentlig også: Ikke en en sari, men en burka syet af Dannebrog, designet af elever fra Østhimmerlands Efterskole, som havde fået til opgave at tegne provokerende tøj.

At dømme efter reaktionerne havde eleverne løst opgaven til topkarakter. På den politiske fløj, som gerne forsvarer kunstneres ret til at provokere islam, var forargelsen til at få øje på. ”Det er helt enkelt blasfemi at skænde vores flag på den måde,” skrev en bruger på Ekstra Bladets Nationen . Facebook -folket var ikke sene til at se ironien. En mente, at burkaen havde afsløret ”noget nyt, der betegner danskhed: dobbeltmoral”. Hvorfor der ikke var nogen, der foreslog, at dannebrogsburkaen burde tolkes som en kritik af snarere end et knæfald for islamismen i Danmark, står hen i det uvisse.

Søren Pind udbrød et sigende ”hmm…” på Twitter, da de fire varetægtsfængslede i terrorsagen efter Omar El-Husseins angreb blev frikendt for medvirken til terror. Justitsministeren tænkte nok, at han denne gang ikke havde sagt for meget, men så alligevel: To tidligere justitsministre, Bjørn Westh (S) og Hans Engell (K), irettesatte ham i Radio24syv . ”Vi ser en meget markant tendens i retning af, at magtens tredeling ikke respekteres,” sagde Hans Engell.

De fire anklagede fik fængselsdomme for vold, trusler, ulovlig våbenbesiddelse og andet godt, men de er altså ikke terrorister, bare helt almindelige gangstere fra Nørrebro. At de også er fra særdeles velintegrerede familier, forstod man, da den enes søster sagde til DR Nyheder : ”Vi gik psykisk ned, lige da det startede. Det startede med det, da politiet kom ind til os med pistoler. Vi fik slet ikke noget krisehjælp.”

Det forlød ikke på referatet, om hun sagde det med bløde konsonanter. Men krisehjælp bør helt klart med på kulturministerens liste over danske værdier.

Ugens debat skrives på skift af journalist Kåre Gade og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard . En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.

Marie Krarup (DF) mente, at der kun er én måde at være dansk på, nemlig hendes. –
Marie Krarup (DF) mente, at der kun er én måde at være dansk på, nemlig hendes. – Foto: Jens Astrup
Søren Pind udbrød et sigende ”hmm…” på Twitter, da de fire varetægtsfængslede i terrorsagen efter Omar el-Husseins angreb blev frikendt for medvirken til terror. –
Søren Pind udbrød et sigende ”hmm…” på Twitter, da de fire varetægtsfængslede i terrorsagen efter Omar el-Husseins angreb blev frikendt for medvirken til terror. – Foto: Thomas Lekfeldt