Når Tibets Dalai Lama i næste uge kommer til Danmark, vil regeringen ikke invitere den åndelige leder til møde.

Et møde ville være i strid med ”de spilleregler”, der gælder for den dansk-kinesiske dialog, har udenrigsminister Martin Lidegaard (R) forklaret.

Kristeligt Dagblad har i den anledning spurgt to udenrigsordførere om, hvordan det danske forhold til Tibet og Kina skal forvaltes

Søren Espersen, udenrigsordfører for Dansk Folkeparti

Bør den danske regering mødes med Dalai Lama under hans besøg i Danmark?

Ja, det synes jeg bestemt, den bør, og det har vi også opfordret dem til ved flere lejligheder. Dalai Lama mødes med den amerikanske præsident, Storbritanniens premierminister og Norges statsminister. Overalt bliver han hyldet som en fredens mand, en ambassadør for et folk, der er undertrykt af et kommunistisk regime. Det burde vi også hylde ham for i Danmark.

Dalai Lama har jo ikke selv anmodet om at mødes med den danske regering. Bør man ikke se det som et tegn på, at han ikke ønsker at mødes med dem?

Han beder ikke selv om det, medmindre han er sikker på, at han vil få et ja. Jeg tror, at der har været en form for kontakt mellem hans kontor i London og den danske regering om muligheden for at mødes, og at han under bordet har fået et nej. Derfor beder han ikke om det, for han ønsker ikke at provokere.

Mener du, at den danske regering selv skulle have taget initiativ til at mødes med Dalai Lama?

Ja, men det kommer de ikke til. Martin Lidegaard (R) var i avisen for et par uger siden, hvor han sagde, at et møde med Dalai Lama ville stride mod spillereglerne med Kina. Så er det, at jeg spørger: Hvad er det for spilleregler? Det er det spørgsmål, vi håber at få besvaret i samrådet på fredag (i dag, red.). Regeringen har officielt gjort det klart, at de ikke vil mødes med ham - sikkert også for at glæde Kina med det signal, det sender.

Zenia Stampe (R) har tidligere udtalt, at man ved at mødes med Dalai Lama sender signaler til Kina, der er i strid med den verbalnote, som Danmark underskrev i 2009, hvor vi officielt tilslutter os ét-Kina-politikken og anerkender Tibet som en del af Kina. Er det ikke rigtigt, at et møde med Dalai Lama ville sende sådanne signaler?

Jeg tror ikke, at hun har læst verbalnoten ordentligt. Der står nemlig ikke noget om, at regeringen ikke må mødes med Dalai Lama. Andre lande har også en ét-Kina-politik - for eksempel USA og Storbritannien - men det forhindrer dem ikke i at mødes med en fredens mand.

Udenrigsminister Martin Lidegaard henviser til, at Danmark bedst støtter tibetanernes kamp mod Kinas overgreb gennem en såkaldt kritisk dialog med det kinesiske regime. Har han ikke en pointe i, at man ved at mødes med Dalai Lama brænder broerne til Kina og derved mister muligheden for at påvirke landet?

Det er jo bare noget, han siger for at finde en dårlig undskyldning. Jeg køber den ikke.

Hvad med de danske handelsinteresser i Kina? De danske politikere har vel et reelt ansvar for at beskytte dem?

Der rammer vi netop plet. Det eneste, det her handler om, er handelsinteresser. Man er bange for, at der vil ske det samme, som der skete i 2009, hvor Kina chikanerede Danmark efter Lars Løkke Rasmussens (V) møde med Dalai Lama, hvilket endte med, at Danmark blev nødt til at underskrive verbalnoten og anerkende Tibet som en del af Kina.

Men du mener ikke, at det er et hensyn, man skal tage?

Nej. Sådan kan vi ikke leve vores verden. Vi kan ikke bøje nakken for et kommunistisk diktatur, der bruger alle mulige tricks for at få sin vilje. På et eller andet tidspunkt er man nødt til at sætte hælene i, ligesom eksempelvis Norge gjorde i 2010 ved at uddele Nobels Fredspris til en kinesisk systemkritiker. Vi skal selvfølgelig se på Danmarks interesser, men vi skal ikke slå knuder på os selv. Specielt ikke for et kommunistisk diktatur.

Zenia Stampe, udenrigsordfører for Radikale Venstre

Bør den danske regering mødes med Dalai Lama?

Hvis han anmoder om et møde, så skal vi diskutere det og rådføre os med Det Udenrigspolitiske Nævn. Men forudsætningen er, at han anmoder om et møde. Han er åndelig og ikke politisk leder i Tibet, så derfor synes jeg ikke, at vi selv behøver at tage initiativ til et møde.

Men Støttekomiteen for Tibet har jo anmodet regeringen om at invitere Dalai Lama til et møde. Bør man ikke tage det som et udtryk for, at Dalai Lama ønsker at mødes med den danske regering?

Det synes jeg faktisk ikke, at man kan. Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at han ikke selv har anmodet om et møde. Jeg tror, det er fordi, at han forsøger at arbejde for menneskerettigheder og selvstyre uden at skabe konfrontation.

Udenrigsminister Martin Lidegaard har til Ritzau udtalt, at et ministermøde med Dalai Lama ville være ”i strid med de spilleregler”, der gælder for det dansk-kinesiske forhold. Hvad er det for spilleregler?

Der er dels de spilleregler, som vi selv har besluttet i Folketinget, der betyder, at hvis der skal afholdes et møde, så skal det ske, efter at vi har diskuteret det i Det Udenrigspolitiske Nævn. Men ellers ved vi også bare, at Kina har reageret meget voldsomt på de møder, der er blevet afholdt med Dalai Lama tidligere. I 2009, hvor Lars Løkke Rasmussen mødtes med ham i en uofficiel ramme, kom der prompte en reaktion fra Kina. Det er selvfølgelig ikke i orden, at Kina på den måde vil blande sig i, hvem vi mødes med. Men det er realiteten, og så må vi gøre op med os selv, om vi skal gøre det alligevel. Det, der skal med i de overvejelser, er, at det formodentlig vil betyde, at det rigtig gode menneskerettighedsarbejde, som blandt andre Institut for Menneskerettigheder lige nu laver i Kina, risikerer at blive stoppet. Det er en høj pris at betale, når man tager i betragtning, at det arbejde blandt andet har medvirket til at få Kina til at forbyde tortur og nedbringe antallet af dødsdømte væsentligt.

Ud over arbejdet med menneskerettigheder i Kina er grunden til, at regeringen ikke selv tager initiativ til et møde med Dalai Lama så også et hensyn til de danske handelsinteresser i Kina?

Jeg går jeg ud fra, at det også spiller ind. Men for mig er det væsentligste argument menneskerettigheder. Mange bruger menneskerettighederne som begrundelse for, at vi skal mødes med Dalai Lama, men jeg synes også, at man kan bruge vores fortsatte mulighed for at arbejde for menneskerettigheder i Kina som et argument for det modsatte. Men det er klart, at et møde med Dalai Lama også vil betyde, at mange af de satsninger, vi har på handelsområdet med Kina, ikke mindst vores store grønne vækstøkonomi, som skaber tusindvis af nye arbejdspladser, vil få rigtig svære vilkår.

Formanden for Støttekomiteen for Tibet kalder det her for et knæfald for Kina. Synes du, det er et knæfald for Kina?

Det er rigtigt, at vi tilpasser os. Vi må bare konstatere, at konsekvensen ved ikke at tilpasse os er, at vi risikerer, at Kina afbryder forbindelsen med os. Og så er det både vores menneskerettighedsarbejde og vores virksomheder, der kommer til at bøde for det. Der er rigtig mange penge og danske arbejdspladser på spil. Det er ærgerligt, at kineserne reagerer så voldsomt på møder med Dalai Lama, og det synes jeg, at vi skal kritisere politisk, men vi bliver også nødt til at se virkeligheden i øjnene. Det kan godt være, at det så er et knæfald, men jeg er ikke sikker på, at mange danskere - når det kommer til stykket - er villige til at betale den høje pris for et møde med Dalai Lama, når vi i øvrigt har mulighed for at arbejde for menneskerettigheder og tibetanernes selvstyre på andre mere effektive måder.