Bør vi legalisere aktiv dødshjælp?

I denne uge blev en 78-årig mand dømt for medlidenhedsdrab på sin hustru, der ønskede at dø, efter hun var blevet lam. Det har fået debatten til at blusse op igen om, hvorvidt man skal tillade aktiv dødshjælp. Ja, siger filosofiprofessor Søren Harnow Klausen. Nej, siger overlæge og formand for Det Etiske Råd Gorm Greisen

Debatten om aktiv dødshjælp er igen kommet på dagsordenen, efter at en 78-årig mand tidligere på ugen blev dømt for medlidenhedsdrab på sin hustru. –
Debatten om aktiv dødshjælp er igen kommet på dagsordenen, efter at en 78-årig mand tidligere på ugen blev dømt for medlidenhedsdrab på sin hustru. – . Foto: Mikkel Østergaard/Scanpix.

Ja, mener Søren Harnow Klausen, professor i filosofi ved Syddansk Universitet

Bør vi tillade aktiv dødshjælp i Danmark?

Ja, og det har jeg altid været fortaler for. Entydigt og kategorisk. Man nævner normalt to begrundelser: retten til selvbestemmelse og det moralsk rigtige i at forhindre lidelse. Og de to kan også supplere hinanden som begrundelse for aktiv dødshjælp.

Kan det ikke være svært at afgøre, i hvilke tilfælde man skal tillade aktiv dødshjælp?

Jo, lige præcis. Derfor synes jeg, at debatten burde skifte fokus fra at være en alt eller intet-debat til at fokusere på det vanskelige spørgsmål om hvornår, hvem og hvordan. Sager som den seneste med den 78-årige mand peger jo på, at der reelt i det danske samfund er en vidtgående accept af nogle tilfælde af aktiv dødshjælp. Der er til gengæld også en forståelig bekymring for, at hvis man tillader aktiv dødshjælp, at så fører det til en glidebane, og så kommer der andre problematiske tilfælde.

Søren Harnow Klausen
Søren Harnow Klausen Foto: Julius Demant

Hvilke problematikker vil der være ved at indføre aktiv dødshjælp?

Kritikerne fremfører disse glidebaneargumenter, som jeg mener, er overdrevne. Men jeg kan godt se problematikkerne. Eksempelvis at personer kunne føle sig tvunget til at søge aktiv dødshjælp, fordi der er et åbent eller skjult pres fra familiemedlemmer. Og hvis man gør ordningen meget liberal, kan man risikere at tage livet af nogen, der faktisk ikke ønsker det, eller for hvem, det faktisk ikke er det bedste. Derfor skal man have nogle meget præcise kriterier og en meget høj grad af retssikkerhed.

Men disse glidebaneargumenter kan vel være udtryk for reelle bekymringer om, at den ene beslutning kan tage den anden?

Bekymringen er reel, men jeg mener, at vi på de fleste områder er i stand til at sætte fornuftige grænser. Vi skal ikke undervurdere vores evne til at finde ud af, hvad der er godt og hensigtsmæssigt for os, og hvornår det ikke er. Der er en historisk udvikling, hvor man har tilladt yngre og yngre vælgere, men hvis nogen gik frem i debatten og sagde, at det er skrækkeligt, fordi det betyder, at spædbørn og husdyr snart vil blande sig i vores politiske proces, så vil vi jo bare grine af dem. Vi kan godt fornuftigt se, at der må være en grænse et sted og holde os ude af de helt bizarre situationer.

Formand for Det Etiske Råd, Gorm Greisen, synes ikke, man skal have ret til at dø med hjælp fra andre. Hvad tænker du om det?

For det første synes jeg, at vi skal skelne mellem, om vi overhovedet vil tillade aktiv dødshjælp, eller om det skal være en ret, man kan gøre krav på. Der er en tendens til, at man i debatten hopper lidt for hurtigt fra det ene til det andet. På mange områder tillader vi jo noget, uden at alle har en ret til det og krav på det, og det kunne også godt være tilfældet her.

Det er tilladt for danske læger at hjælpe døende patienter med eksempelvis ekstra smertelindring. Hvorfor er der så brug for aktiv dødshjælp?

Egentlig ser jeg det som et yderligere eksempel på, at vi groft sagt accepterer aktiv dødshjælp, og så definerer vi os ud af kattepinen. For mig at se, har den ultimative form for smertelindring vel altid været at gøre en ende på livet. Det tolkes undertiden sådan, at man ikke kan gavne et menneske ved at tage livet af dem. Og det er for mig hele stridens kerne. Vi tilhængere af aktiv dødshjælp mener faktisk, at man i ekstreme situationer kan gavne et andet menneske og varetage dets tarv ved at gøre en ende på dets liv.

Som det er nu, er aktiv dødshjælp ulovligt i Danmark, men selvmord er ikke forbudt. Så hvorfor kan folk ikke bare selv gøre en ende på livet, hvis de ønsker det?

Det er der nogle, der kan. Men nogle er så syge, at de ikke kan. En yderligere begrundelse er, at vi vel ikke ønsker en større privat virksomhed med, at folk på amatøragtig og ikke nødvendigvis vellykket vis forsøger at tage deres eget liv. Hvis vi virkelig accepterer og undertiden mener, at det kan være for det bedste, at der bliver gjort en ende på folks liv, så giver det vel god mening at sørge for, at det sker på den mest hensigtsmæssige og professionelle måde.

Nej, mener Gorm Greisen, klinisk professor, overlæge på Rigshospitalet neonatalklinik og formand for Det Etiske Råd

Foto: Det Etiske Råd

Bør vi legalisere aktiv dødshjælp?

Nej, det synes jeg ikke. Jeg er bange for, at en legalisering vil gøre det svært at afgrænse, hvornår det er acceptabelt. Ønsket om at dø er et subjektivt anliggende, og det er rigtig svært at skulle tage stilling til, hvornår livet er så dårligt, at det ikke er værd at leve, ud fra objektive kriterier. Det konsekvente ville være at tillade aktiv dødshjælp på begæring, uanset om man er en 17-årig pige med kærestesorger eller en psykisk syg. Og det er der mig bekendt ingen lande, der har gjort endnu. I alle lande har man opsat nogle betingelser og procedurer, der skal sikre, at det er rimeligt.

Kan vi i Danmark så ikke bare opsætte sådanne betingelser og på den måde tillade aktiv dødshjælp?

Jo, men det viser sig at være svært. På den måde er legalisering af aktiv dødshjælp ikke en løsning, men det vil blot åbne op for en ny række problemer.

Så det vil være problematisk at afgrænse brugen af aktiv dødshjælp, men lige nu er praksis vel også problematisk, fordi nogen har et ønske om at dø, og hvor man kunne vurdere, at det ønske burde efterleves?

Den allerstørste gruppe, der lever et dårligt liv, er inhabile på grund af demens. Derfor er et af skræmmescenarierne for mig, at man løser noget af demensproblematikken med at beslutte sig til, at det er bedre for dem at dø. Jeg kan næsten ikke se, hvordan det ikke kunne komme til at ske.

Er der empirisk bevis for, at aktiv dødshjælp på den måde ville komme ud af kontrol?

I Nazityskland havde man et eutanasiprogram, og det var et vesteuropæisk samfund, der bevægede sig i den retning i løbet af en årrække. Nogen siger, at det aldrig kunne ske igen. Men hvorfor ikke? I andre europæiske lande diskuterer man i dag muligheden for aktiv dødshjælp til både børn og psykisk syge. Og det faktum, at grænserne kun flytter sig lidt over 10 og 20 år, er i mine øjne ikke nogen god garanti.

Man kan vel ikke vide, at det samme ville ske herhjemme, hvis man sørgede for at sætte grænser for, hvornår aktiv dødshjælp er tilladt?

Nej, det er klart. Der er også eksempler på, at man har indført aktiv dødshjælp og så trukket det tilbage igen.

Hvis man ikke tillader aktiv dødshjælp, fratager man så ikke den enkelte retten over dets liv og død?

Man har jo lov til at begå selvmord, men hvis det var forbudt, ville det være et problem for selvbestemmelsen. Det er min holdning, at vi må begrænse selvbestemmelsen i den forstand, at man ikke skal have ret til at dø med hjælp fra andre. På en lidt bredere skala vil der være tale om mennesker, som har et dårligt liv, og de er dyre for samfundet. Derfor kan samfundet have et motiv om at få dem hjulpet til at dø. Hos meget syge kan der også hos dem opstå en tanke om, at de er til besvær, og hvis aktiv dødshjælp er en mulighed, så kan man diskutere, om folk vælger det frivilligt.

Kan man ikke udforme en screeningproces, der gør, at man kun udfører aktiv dødshjælp i de tilfælde, hvor ønsket er reelt og tilstrækkeligt begrundet?

Jo, men hvad betyder tilstrækkeligt? Så får vi en situation, hvor man skal have en slags dommer, der har samfundets autoritet til at træffe de her beslutninger. Jeg kan ikke se andet end, at det er noget af et projekt at starte op.

Hvis vi alligevel giver meget korte og betingede domme for aktiv dødshjælp, som jo på nuværende tidspunkt er en forbrydelse, giver det så ikke god mening at legalisere og systematisere aktiv dødshjælp?

Nej, det ved jeg nu ikke. I denne sag med den 78-årige mand, der begik medlidenhedsdrab på sin kone, er der en dommer, der i en konkret vurdering af sagen ender med at give en betinget dom. Det er ikke ensbetydende med, at det vil være sådan i alle sager.

For dem, der er dødeligt syge og svækkede, kan aktiv dødshjælp så ikke give dem mulighed for en værdig død?

Hvis værdighed betyder kontrolleret, så er der ikke meget tvivl om det. I vores kultur har vi et problem med vores ambition om at få kontrol. Og jeg tror, vi er fristede til at gå for hurtigt frem. Vi kan komme til at indkassere nogle lussinger i form af uforudsete bivirkninger.