Psykolog: Undgå at ængste børn med viden om terror

Det er naturligvis vigtigt, at de store børn lærer, at der er noget, der hedder terrorisme. Men i vores iver efter at lære børn noget, kan vi komme til at glemme at beskytte børnene mod unødig ængstelse, skriver psykolog John Aasted Halse. Læs eller genlæs hans debatindlæg i anledning af attentatet i Manchester

"Børn skal behandles med takt. Og i så svære spørgsmål, som der her er tale om, skal der ikke presses viden ned i halsen på dem," siger John Aasted Halse.
"Børn skal behandles med takt. Og i så svære spørgsmål, som der her er tale om, skal der ikke presses viden ned i halsen på dem," siger John Aasted Halse. . Foto: Nima Stock/Ritzau Foto.

Gennem de seneste dage har mange forældre, pædagoger og lærere stillet sig selv og hinanden spørgsmålet: ”Hvordan skal jeg kunne forklare børnene det - for de er jo bange og vil gerne både have forklaringer og tryghed?”.

Og rigtigt er det, at børn kan være bange for mange ting: for eksempel for mørket, at der skal blive krig, og om der kommer nogen og skyder os. Det er helt naturligt og i den aktuelle situation meget påtrængende. For når en galning løber rundt og skyder på andre mennesker i København, ja så rykker alt det ”farlige” jo tættere på.

Og børns spørgsmål er mange: ”Hvor kommer den onde mand fra, hvorfor skyder han, kan det også ske for os” og så videre. Og det konfronterer forældre, pædagoger og lærere med spørgsmålet om hvornår, hvordan og hvor dybt man skal give forklaringer.

Her skal børn have svar på de spørgsmål, de stiller, hvor det er en pointe, at de skal have svar på det, de spørger om - og ikke mere! Vi skal alle være varsomme med ikke at komme til at ”oversnakke”. Man kan nemt rode sig ud i lange forklaringer, som afføder flere spørgsmål fra barnet og i værste fald skaber yderligere frygt og uro.

I første omgang skal forældrene naturligvis på banen. De skal så at sige træde ind mellem det, barnet er bange for og barnet selv. For eksempel forklare, at det var en gal, syg mand, der skød, og sige, at ”det skal du slet ikke være bange for, det sker ikke lige hos os”. Vise ved deres eget eksempel, at man kan være vred og ked af det, men at livet går videre.

I dagtilbud og skole kan man naturligvis ikke undgå, at børn spørger og vil diskutere. Det skal der være plads til, men hvis man vil få børn til at forstå, hvad der er sket, og se nogle sammenhænge, mener jeg, man er på vildspor.

Det er naturligvis vigtigt, at de store børn lærer, at der er noget, der hedder terrorisme. Men i vores iver efter at lære børn noget, kan vi komme til at glemme den åbenbare opgave, vi som voksne har, nemlig at beskytte børnene mod unødig ængstelse. Børn skal behandles med takt. Og i så svære spørgsmål, som der her er tale om, skal der ikke presses viden ned i halsen på dem.

Den viden, de skal have, må tage udgangspunkt i deres egne spørgsmål. Så den voksne er her nødt til at følge børnenes udspil og som nævnt: forklare dem om det, de spørger om, med indføling og nænsomhed.

John Aasted Halse, psykolog, Stenhusvej 7, Holbæk