Børns sundhed bør sættes over profit

Det er uetisk at score kassen på livreddende vacciner til de fattigste i verden, skriver direktør for Læger uden Grænser. Han opfordrer medicinalvirksomheder til at sætte børns sundhed i udviklingslande over profit

"Prisen på vacciner, der kan redde mange børneliv, er mangedoblet på få år", skriver Michael Gylling Nielsen. Arkivfoto.
"Prisen på vacciner, der kan redde mange børneliv, er mangedoblet på få år", skriver Michael Gylling Nielsen. Arkivfoto. Foto: Akhter Gulfam.

HVER DAG dør børn, fordi det har været for dyrt at vaccinere dem mod sygdomme, som man let kan forhindre.

Prisen på vacciner, der kan redde mange børneliv, er mangedoblet på få år, og de fattigste lande skal betale 68 gange så høj en pris, som de gjorde tilbage i år 2000. Til gengæld får medicinalfirmaer, der producerer nogle af disse vacciner, en overvældene stor fortjeneste.

Tag for eksempel GlaxoSmithKline og Pfizer, der tilsammen allerede har tjent 122 milliarder kroner på salget af pneumokokvaccinen, siden den blev lanceret. Vaccinen beskytter børn mod lungebetændelse og meningitis. Det anslås, at lungebetændelse dræber op mod en million børn under fem år hvert år i udviklingslandene, og pneumokok-vaccinen vil effektivt kunne forhindre mange af disse dødsfald.

I Læger uden Grænser ser vi hver dag resultatet af de manglende vacciner, når vi står med dødsenssyge børn, hvis liv vi kæmper for at redde. Derfor opfordrer vi medicinalfirmaerne til at sænke deres priser på pneumokok-vaccinen.

I dag betaler udviklingslandene 134 kroner for vaccinen til et enkelt barn - selvom de får tilskud gennem den globale alliance for vaccination og immunisering, Gavi. Vi mener ikke, det er rimeligt, at prisen er højere end 32 kroner.

Gavi holder finansieringskonference i Berlin i disse dage (den 26. og 27. januar) med deltagelse af en lang række regeringsrepræsentanter fra donorlande, privatpersoner og firmaer. Gavi er ude at bede om det største beløb nogensinde (48 milliarder kroner) for at kunne dække udgifterne i perioden 2016-2020.

Vi mener, at de skyhøje vaccinepriser bør være øverst på dagsordenen til dette møde. Størstedelen af Gavis udgifter går til indkøb af vacciner, og den dyreste, vaccinen mod lungebetændelse, vil udgøre mere end en tredjedel af de penge, donorer bliver bedt om på dette møde.

Forud for mødet i Berlin vil vi gerne fra Læger uden Grænsers side opfordre til, at regeringer, donorlande og organisationer stiller sig selv spørgsmålet: Hvor høj fortjeneste er det rimeligt for medicinalindustrien at få på offentligt finansierede sundhedsprogrammer for fattige lande?

Vi mener ikke, at det er svært at svare: Livreddende vacciner bør ikke være big business i fattige lande. Virksomhederne skal gøre deres del for at reducere prisen og dermed sænke omkostningerne til børnevaccinationer, så pengene kan række længere, og flere børn kan blive vaccineret. Det er på tide at sætte sundhed for børn i udviklingslande over profit.

Vi ser gerne, at den danske regering er med i front for at få løst denne problemstilling. Men desværre er Danmark ikke at finde på Gavis donorkonference. Selvom man fra dansk side var en af grundlæggerne af alliancen i år 2000 og har gjort et betydningsfuldt stykke arbejde med vaccinationer gennem årene, stoppede den danske regering i 2013 pludselig med at bidrage til Gavi. Vi står uforstående over for den beslutning.

Vi gav alene i 2013 6,7 millioner doser vacciner til udsatte børn i vores projekter verden over. Vi oplever stigende problemer i forhold til dyre vacciner. Det er essentielt, at Danmark igen involverer sig i arbejdet. Og det er vigtigt, at profitmageriet på børnevacciner afskaffes. Intet mindre kan gøre det.