Vi taler som aldrig før om børns dagtilbud. Vi ser borgermøder, og pædagogernes fagforening takker forældrene for, at de nu for alvor begynder at sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af, at der ikke er flere voksne til at passe deres børn.
Landets folkevalgte deltager i børne- og familiepolitiske debatter, og på DR kan vi møde pædagogen, der står af ræset, fordi hun ikke længere føler, at hun kan løfte opgaven godt nok.
Debatten er vigtig, og debatten er væsentlig. Men debatten er også vredet en smule skæv. Den kommer nemlig ofte til at handle om, hvorvidt vi skal lovgive om, hvor mange børn en voksen mon kan drage den nødvendige omsorg for, og ikke så meget om, hvilke behov børn har, og hvordan de kan sikres bedst muligt. Og det kommer til at handle om, hvorvidt forældre kan nå at hente deres børn, og hvor mange lukkedage det er rimeligt at skulle bokse med i årets løb.
I KAMPENS HEDE om antallet af hænder og åbningstider i børns dagtilbud glemmer vi at stille nogle vigtige spørgsmål om, hvilke betingelser der er for, at et barn trives. Et spørgsmål, som tidligere var centralt at stille i politiske debatter om børns dagtilbud.
Da man i 1960'erne erfarede, at flere mødre tog arbejde uden for hjemmet af lyst og ikke blot af nød, fandt man det nødvendigt at finde ud af, hvordan børns hverdagsliv kunne etableres på en god måde. Når man på Christiansborg diskuterede børn og børns dagtilbud, var man nysgerrig på spørgsmål som: Hvad er en god hverdag for et barn kendetegnet ved? Hvad skal barnet lave? Hvem skal barnet være sammen med? Hvordan kan vi fra politisk hold sikre, at danske småbørn trives og får dækket deres behov?
Datidens politiske debatter om børn tog udgangspunkt i, at børn har definerbare behov, som man kan tage vare på, hvis blot man sikrer børnene de rette vilkår. I dette arbejde blev vuggestuen i første omgang udråbt til at være en nødløsning, fordi den ikke mentes at kunne varetage børnenes behov, mens halvdagsbørnehaven blev erklæret god, fordi den var hensigtsmæssig for børnene. Argumenterne mod vuggestuen og for halvdagsbørnehaven fandt man i samtidens forskningsbaserede viden om børn.
Her skal det ikke handle om, hvorvidt vuggestuen er god eller dårlig, eller om, hvorvidt et heldags- eller halvdagsdagtilbud er bedst for barnet. Det skal handle om, at der ikke længere stilles de nødvendige spørgsmål, når man arbejder for at etablere rammer i børns hverdag.
DEN forskningsbaserede viden om børn påvirker ikke i nævneværdig grad de beslutninger, der træffes på Christiansborg.
Gjorde den det, ville man som politiker gå undersøgende og spørgende til værks og have respekt for, at nogle mennesker rent faktisk har en forskningsbaseret viden om børns vilkår for trivsel og samspillet mellem samfund og barn.
Danske politikere må vedkende sig, at der igennem de seneste 30 år er sket et uhensigtsmæssigt skred inden for dansk børnepolitik, hvor viden om børn har måttet vige til fordel for politikeres meninger og holdninger.
Børnepolitikken anno 2015 er langt mere ideologibåren, end vi kan være bekendt over for børnene, og derfor kan man slippe afsted med ikke at undersøge, hvordan man kan etablere de bedste rammer for børnene, og i stedet slå hinanden i hovederne med holdninger for eller imod for eksempel minimumnormeringer.
I Tænketanken Børn, Viden og Politik arbejder vi på at få de indholdsfokuserede spørgsmål tilbage i politikken. Vi ønsker fokus på børnene og deres vilkår.
Anja Marschall og Sine Penthin Grumløse er begge ph.d. og medstiftere af Tænketanken Børn, Viden og Politik