Bombeangrebet i søndags mod den koptiske kirke al-Butrusiyya lige ved siden af den store Sankt Markus-katedral og inden for de høje mure, der skal beskytte området mod angreb udefra, var et af de desværre mange terrorangreb mod ”bløde mål”, som kirken i Egypten har måttet lide under.
Mange kommentatorer mener, at angrebet er et forsøg fra islamistiske ekstremisters side på at underminere præsidentens magt, og det er da også delvist rigtigt. Det samme har været fremme ved andre angreb på kirker i Egypten, også under præsident Mubarak. Det mest dødbringende angreb dengang skete nytårsnat, da 2011 lige var begyndt. Hvorvidt det var medvirkende til den efterfølgende revolution, der faktisk medførte Mubaraks afgang, kan diskuteres, men mange kristne mente, at han var medansvarlig for den manglende sikkerhed.
Kommentatorerne fremhæver gerne den generelle tolerance, som kristne i Egypten nyder fra det muslimske flertals side. Denne tolerance er dog kun overfladisk. De kristne i Egypten lever konstant med risikoen for, at en banal strid mellem en kristen og en muslim eskalerer til en konflikt, hvor muslimer i en hel landsby går amok og straffer hele det kristne samfund på stedet ved at rasere butikker ejet af kristne og i nogle tilfælde også kirkebygninger. Efterfølgende forsøg på mægling i striden fører uvægerligt til, at ingen af dem, der griber til vold, bliver straffet, og at de kristne må indgå ydmygende kompromisser – ja, det går til tider så vidt, at de kristne helt må forlade det pågældende sted.
Kristne i Egypten lever med en mere eller mindre udtalt bevidsthed om, at de kun lige akkurat er tålt, og at muslimerne mener, at de skal ”kende deres plads”. De holdninger trives, selv om muslimerne generelt nyder godt af for eksempel de kristne skoler i landet. De er kendt for at tilbyde et godt alternativ med hensyn til kvaliteten af den undervisning, der gives i forhold til kvaliteten af undervisningen i mange af de offentlige skoler.
De kan bidrage til at situationen ikke bliver værre, og i forhold til mange andre steder i Mellemøsten er Egypten det sted, som procentvis færrest kristne forlader for at søge lykken i Vesten. Både i Irak og Syrien er det kristne samfund skrumpet ind til mindre end en tredjedel af den størrelse, det havde i 1990. Der er kristne egyptere, som udvandrer, men der er også nogle, som vender tilbage.
Det skyldes blandt andet, at de åbenlyse, systematiske forfølgelser, som kristne i Syrien og Irak har oplevet, ikke sker i Egypten. Men undertrykkelsen opleves alligevel i form af diskrimination i uddannelsessystemet og lovgivningen om for eksempel opførelse af nye kirkebygninger. Selv om den er blevet revideret, mener mange, at forandringerne kun er ”kosmetiske”. Menneskerettighedseksperter er stort set enige om, at lovgivningen stadig er diskriminerende.
Når det er sagt, må det retfærdigvis også siges, at de tre dages landesorg udråbt af præsident al-Sisi faktisk er en historisk gestus, ligesom hans besøg i den koptiske katedrals julemesse også har været en gestus af historiske dimensioner, fordi intet andet egyptisk statsoverhoved før har aflagt et sådant personligt besøg.
Henrik Ertner Rasmussen er generalsekretær i Dansk Europamission.