Bonnichsen: Historien om Bradley Manning er en tragedie

Bradley Manning er hverken helt eller skurk. "Sagen er ganske enkelt en tragedie", skriver Hans Jørgen Bonnichsen, der er tidligere chefkriminalinspektør i PET

Den amerikanske soldat Bradley Manning, der lækkede 700.000 fortrolige dokumenter, føres ud fra retssalen, efter at han i tirsdags blev fundet skyldig i over 20 anklagepunkter og nu risikerer op til 136 års fængsel. –
Den amerikanske soldat Bradley Manning, der lækkede 700.000 fortrolige dokumenter, føres ud fra retssalen, efter at han i tirsdags blev fundet skyldig i over 20 anklagepunkter og nu risikerer op til 136 års fængsel. –. Foto: Gary CameronReuters.

SKYLDIG I OVER 20 af anklagepunkterne. Sådan var militærrettens klare tilkendegivelse i den spektakulære sag mod den 25-årige Bradley Manning, der i 2009 lækkede cirka 700.000 fortrolige dokumenter til Wikileaks. En sikkerhedslækage uden sidestykke i historien.

Whistleblower eller supersladrehank? Helt eller skurk? Meningerne er delte. Tilhængerne mener, at han er en helt, der har afsløret, hvilke ulovligheder USA har begået i den såkaldte krig mod terror.

LÆS OGSÅ:
Mellem sikkerhed og frihed

Modstanderne mener, at han ukritisk og uansvarligt har eksponeret en række kilder, der nu risikerer en række repressalier, der i yderste konsekvens kan være fatale for deres personlige sikkerhed. Og sidst, men ikke mindst, at han har kompromitteret den amerikanske stats sikkerhed.

Nu er det så nemt at forholde sig til skurke- og helte-aksen. Den indeholder de klassiske karakterer, hvor helten er en person, der uden vinding for øje kaster sig ud i et tappert forsøg for det rette, det gode og for de svage, mens skurken er en person, der er drevet af begær, hævn og nidkærhed, og som holder med det onde og de forkerte. Fælles for dem er dog, at de begge føler, at de arbejder i en højere sags tjeneste.

FRA MIN EGEN virkelighed ved jeg, at når man kradser i overfladen, viser det sig så ofte, at skurkene ikke er helt så slemme, og heltene ikke helt så gode, som man forestillede sig, eller endog, at begge karakterer er blevet manipuleret, vildledt og misbrugt af andre. Og ved et nærmere studie af de pågældende personligheder konstateres det ofte, at det drejer sig om personer, der har store problemer med deres identitet. Tit så store psykiske problemer, at de er selvmordstruede.

Oftest ses det, at det helt grundlæggende motiv for deres handlinger skal søges i det, der måske er sjælens inderste bøn: skriget på opmærksomhed! Behovet for at blive anerkendt og elsket kender ingen grænser. Hvis man ikke har oplevet at blive elsket, set og lagt mærke til, er det tit et universelt motiv bag mange kriminelle handlinger: Jeg skal vise jer, at jeg eksisterer!, og så sker det ofte på en ekstrem måde hvor man for nogen bliver helten og lovprist og for andre skurken, der skal straffes. Tænk, hvis nogen havde været opmærksomme og omsorgsfulde over for disse personers fundamentale behov eller på anden præventiv måde havde gjort deres handlinger utænkelige og umulige.

Så for mig er Bradley Manning hverken helt eller skurk. Sagen er ganske enkelt en tragedie. En tragisk historie om store nederlag for såvel USA som for Manning og hans omgivelser.

LÆS OGSÅ:Talentet Manning: Hyldet som helt og hånet som forræder

EN TRAGEDIE, som bør erindre os om, at vi som stat, arbejdsplads eller person har et ansvar til anstændig adfærd i det nære som i det fjerne, men da også for at etablere noget så lavpraktisk som sikkerhedssystemer, der gør en Manning-sag umulig. Konkret kunne det være den såkaldte two man rule-regel. En regel for dataoverførsel, der betyder, at der skal to personers godkendelser til for at kopiere klassificerede filer over på eksterne enheder.

Så alt i alt en tragedie, hvor vi burde forlade teateret mere forsigtige med at placere vore medmennesker på helte- og skurkeaksen. En tragedie, hvor vi i stedet for at bruge teaterkikkerten burde bruge spejlet for at søge efter fejl.

En af fejlene kunne være, at vi tror, at ytringsfriheden er absolut. Det er kun tankefriheden. Alle andre frihedsrettigheder er under ansvar, og for ytringsfrihedens vedkommende er det direkte anført i vor grundlov. En anden kunne være, at vi befinder os i en rettighedskultur, hvor der ikke er noget vigtigere end mig, der er godt fulgt op af det offentliges iver for at fremme dette retfærdige samfund.

Det er eksemplificeret ved direkte at opfordre til angiveri mod andre borgere, der mistænkes for skatte- eller socialsvig, samtidig med at man beskytter sig selv mod lignende kontrol, for eksempel i den nye offentlighedslov eller ved at klassificere mere og mere som fortroligt og hemmeligt.

Vi har også glemt, hvor whistleblower-begrebet stammer fra. Det er hentet fra en svunden tid i engelsk politi, hvor Bobbierne var på fodpatrulje i eget distrikt. Det var stedet, hvor de blæste i fløjten. Det skete dog kun, når de sædvanlige metoder (synlighed, dialog og andre præventive initiativer) ikke slog til, og hvor det var absolut nødvendigt for at forhindre eller forfølge en lovovertrædelse.

I sådanne situationer var lyden fra fløjten ikke til at tage fejl af. Det var en besked til såvel lovovertræderen om, at man var på nakken af ham, såvel som til kollegaen i nabodistriktet om hjælp til at stoppe gerningsmanden og til offentligheden om, at noget alvorligt var på færde.

Beskrivelsen kan bruges som metafor for min holdning til whistleblower- princippet, som og godt for det er ekspliciteret i dansk lov og administrativ praksis. Et princip så klart, at der ikke bør foretages yderligere initiativer for at sikre eller fremme denne aktivitet, som nogle af vore politikere desværre peger på i øjeblikket. Vi skal være meget varsomme med yderligere initiativer i den retning, da grænsen til et angiversamfund er nået. Fløjten skal kun bruges, når der er tale om alvorlige ulovligheder.

LÆS OGSÅ:
Assange hylder skyldig WikiLeaks-soldat: Han er en helt

Det er nu engang nødvendigt med hemmeligholdelse og tavshedspligt, hvis vi stadig skal værne om privatlivets fred og statens sikkerhed, men kun hvis der i hemmeligholdelsen ligger et beskyttelses- og omsorgsmotiv. Et demokrati er karakteriseret ved muligheden for at kontrollere magthaverne.

Af gode grunde: Systemer har ingen samvittighed, og magt korrumperer. Det er kendsgerninger. Og desværre fører det til, at nogle i magtapparatet glemmer hemmeligholdelsens væsentligste funktion, men finder, at hemmeligholdelsen er et bekvemt redskab til at skjule magtmisbrug og kriminelle handlinger.

Man skal kunne være sine hemmeligheder bekendt, og hvis det ikke sker, så er der grund til at blæse i fløjten.

Tragedien Manning bør være et spejl til refleksioner, der rækker videre end skurke- og helteniveauet.

Hans Jørgen Bonnichsen er tidligere chefkriminalinspektør i PET, kommentator, forfatter og foredragsholder