Buddha-figur skaber tysk debat. Kunstner protesterer imod kommercialisering af religiøse symboler

Grækenlands premierminister, George Papandreou, der er plaget af befolkningens vrede og utilfredshed i sit ...

En kæmpe Buddha-figur skaber debat blandt tyskerne om kunst og kommercialisme. Den pågældende figur befinder sig på en af de mest centrale pladser i München. Statuen ligger på ryggen midt i gadesnavset for at understrege kunsterens pointe om den kommercielle udnyttelse af religiøs kunst, som han er utilfreds med.– Foto: Elana ZelleEPA. / Scanpix

TYSKERNE DISKUTERER, om en Buddha-figur, der er udstillet i byen München, er kunst eller snarere udtryk for ringeagt af et religiøst symbol.

Den pågældende figur er 500 kilo tung og befinder sig på en af de mest centrale pladser i München, hvor turister kommer i tusindvis hver dag. Figuren i sig selv ville ikke være noget problem, hvis ikke det var, fordi den ligger på ryggen midt i gadesnavset. Værket er for øvrigt lavet af en buddhist!

Den malaysisk fødte kunstner Han Chong har skabt figuren som en protest imod det, han kalder globalisering af turistiske seværdigheder. Han vender sig imod, at religiøse symboler som Buddha-figurer i hans øjne hellige genstande bliver reduceret til rene souvernirs.

Han Chong har givet figuren titlen Made in Dresden, fordi de fleste Buddha-figurer, der købes i Europa, ikke er produceret i Asien, men derimod i den tyske by Dresden. Made in Dresden er også med store bogstaver indprentet i bunden af figuren, og derfor ligger den ned, så man kan se teksten, der minder om et stempel. Den buddhistiske menighed i München er rystet over at se et religiøst symbol blive brugt på den måde.

Ifølge traditionen placeres Buddha-statuer normalt på højere steder, for på den måde viser man, at de værdsættes. Jeg ville være tilfreds, hvis Buddha-figuren blev rejst op og stillet på en sokkel. Man kunne skrive Made in Dresden på soklen eller på et skilt ved siden af figuren, siger Jürgen Gräf fra den Buddhistiske Union i München til nyhedsbureauet dpa.

MÜNCHEN KOMMUNE, der har betalt figuren, nægter at ændre på værket.

Hvis figuren blev rejst op, ville ordene Made in Dresden blive skjult, og man ville vende op og ned på hele kunstværket. Det ville være det samme som at hænge et billede op med motivet nedad, siger talsmand for kommunens kulturafdeling Marc Gegenfurtner ifølge avisen Goettinger Tageblatt.

LÆS OGSÅ: "Tyskland er ved at knække på midten"

Forbundet Tysk Buddhistisk Union kritiserer også værket. I et brev til München Kommune skriver organisationen, at buddhister opfatter figuren som en fornærmelse og nedværdigelse af deres religiøse overbevisning. Men München Kommune forholder sig afvisende over for kritikken, uanset om den kommer fra de buddhistiske organisationer eller fra privatfolk.

Jennifer Becker, der er informationsmedarbejder ved kommunen, kalder protesterne for en storm i et glas vand.

Indtil nu har kun et par midaldrende mænd med asiatiske hustruer skrevet breve, og disse breve har et indhold, der nærmest er identisk med indholdet i Tysk Buddhistisk Unions protestbrev, siger hun til avisen Süddeutsche Zeitung.

Anderledes ser det konservative kristeligt sociale parti CSU på sagen. Partiets gruppeformand i München, Josef Schmid, forlanger, at kommunen går ind i en offentlig dialog med buddhisterne.

Følelserne hos mange tusinde troende er blevet såret, fordi det ikke er til at overse, at figuren ligger midt i gadesnavset, siger han til Süddeutsche Zeitung.

Den buddhistiske nonne Tenzin Wangmo har fundet sin egen måde at protestere på. Hun står ofte foran figuren med et skilt, hvorpå der på engelsk står skrevet: Jeg skammer mig over München.

Jeg synes, at figuren er en fornærmelse imod vores buddhistiske gæster. Man behandler ikke religiøse symboler sådan, siger hun til avisen Süddeutsche Zeitung.

Nonnen håber, at hendes skilt får turisterne til at tilgive München.

I den tyske befolkning er der udbredt forståelse for buddhisternes vrede. I flere læserbreve i landets aviser formoder tyskerne, at kristne ville blive lige så oprørte, hvis et kors med Jesus blev lagt i gadens snavs.