DEN 13. JANUAR BRAGTE Kristeligt Dagblad en kronik, der i særdeles bløde vendinger berører emner som ytringsfrihed og selvcensur. Kronikøren, Erling Tiedemann, refererer dels til Grundloven, dels til den lovgivning, der i øjeblikket via blasfemi-, racisme- og injurielovgivningen sætter ytringsfrihedens grænser i vort land.
Tiedemann fremfører blandt andet: ”Den megen vold i verden, der udfolder sig i islams navn, er et notorisk problem...”. Heroverfor kan nævnes, at Kurt Westergaard i 2005 med få og enkle streger klargjorde, at erklærede muslimer udførte/udfører mord og grufulde terrorhandlinger i deres guddoms navn.
Ovennævnte rejser spørgsmålene: Hvori består forskellen mellem de to udsagn, og mener Tiedemann, at tegning og ord skal tillægges forskellig vægt, når det gælder en afklaring af ytringsfrihedens grænser?
Erling Tiedemann jonglerer med begreberne ”god selvcensur” og ”dårlig selvcensur” og fremfører, at uden selvcensur, ville ”vi få et uciviliseret samfund”. Tilsyneladende er han uden forståelse for, at hvor ytringsfriheden antastes og ikke værnes af et beslutsomt forsvar mod selvcensur og censur, tildeles sandheden hurtigt taberens rolle, og vejen kan banes for magtbrynde, overgreb og tyranni. Kun et enkelt sted peger Tiedemann på det ønskelige i ”en seriøs og saglig religionskritik”.
Men i kronikken er der end ikke antydningsvis fundet plads til en sådan. Ser man på blot de seneste 20 års historie, afdækkes talrige eksempler på religiøst betingede overgreb og terror. Tiedemann rejser ikke et eneste spørgsmål i forhold hertil. Men det er jo for eksempel hverken jøder eller buddhister, der finder anledning til at iværksætte de omfattende grusomheder. Det er stort set udelukkende mennesker, der erklærer sig som muslimer.
Derfor er der al mulig grund til at rejse en kritisk analyserende og saglig religionskritik, og hvad er mere nærliggende end at lade en sådan udspille sig også i et dansk dagblad og samtidig lade den være et af svarene på rædslerne i Paris og på overgrebene mange andre steder i verden.
Opfordringen er hermed givet til Kristeligt Dagblad, og en lang række spørgsmål vedrørende de islamiske hellige skrifters tilblivelse, udsagn og anvendelse ligger lige for.
Disse spørgsmål skal ikke rejses for at genere nogen, men fordi det er nødvendigt at spørge, og svarene på disse spørgsmål må gives i et land og til et folk med sine sejre og sine nederlag, men også med en historie og en tradition, der blandt meget andet bygger på Luther og Grundtvigs tanker, skrifter og digte, og som er præget af kristendommen, folkeskolen, folkekirken, folkehøjskolen, friskoler og frimenigheder, organisations- og foreningsdannelser af mange slags og af begreberne folkelighed og frisind.
Det er på høje tid, at spørgsmål og svar af denne karakter åbent og fordomsfrit får lov til at indgå i den religions- og kulturdebat, som må føres, såfremt vi ønsker at tage vare på det samfund, vi har fået overbragt af de slægter, der gik forud for os.
Spørgsmål af denne art berører Tiedemann desværre ikke - tværtimod. Så let, som var det med en fleuret og ikke en pen eller et elektronisk tekstbehandlingsanlæg, parerer han med en bemærkning om, at man så sandelig ikke giver ”afkald på sin ytringsfrihed, fordi man tier i en konkret sammenhæng. Ytringsfriheden er intakt og kan bruges en anden god gang”.
Men her overser han behændigt, at det netop i et videre perspektiv er den konkrete sammenhæng, der afgør, om ytringsfriheden kan bruges en anden gang. Kun ved at lukke øjnene for dette elementære forhold bliver det muligt for ham at konstatere, at de franske islamisters angreb på ytringsfriheden er slået fejl både i Frankrig og Danmark.
De aktuelle reaktioner på Morgenavisen Jyllands-Posten, på et galleri i København og på DR's reaktion over for Adam Holm forbigår Erling Tiedemann i absolut tavshed, og det er forunderligt og samtidig smerteligt situationens alvor taget i betragtning.
Niels Kristian Knudsen, Finlandsvej 17, Middelfart