”Danmark et et kristent land.” Den sætning stod i grundlaget for Venstre-regeringen i 2015 og gav anledning til en del debat om, hvad det betyder. Nu er sætningen gentaget i VLAK-regeringens grundlag.
Vi må derfor forstå det sådan, at en ny regering lægger op til at fortsætte samtalen om, hvad det betyder, at Danmark er et kristent land. Selvom sætningen igen er placeret under kapitlet ”Folkekirken” i regeringsgrundlaget, er det for mig et udsagn, som har betydning og konsekvenser for samfundsdannelsen som helhed i Danmark.
Kristendommen og kristen forkyndelse påvirker samfund, hvor kristne mennesker lever, og kristen forkyndelse er tilsvarende påvirket af det samfund, den finder sted i. Det sker, fordi kirker ikke er eksklusive, lukkede og hemmelige fællesskaber, men offentlige forkyndelsessteder. Der er åbne forbindelseslinjer til samfundet. Påvirkning og inspiration flyder fra samfundet til forkyndelsen og fra forkyndelsen til samfundet.
I den forrige regering iværksatte daværende kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) en afstemning om en danmarkskanon med det formål at finde frem til 10 samfundsværdier, som kan udgøre en kanon. Resultatet kommer i næste uge.
En del af de 20 foreløbigt udvalgte fænomener refererer eksplicit eller implicit til den omvæltning af det danske samfund, som kom med de kirkelige og folkelige vækkelser i 1800-tallet. Her fandt enkeltpersoner eller grupper nye veje for samfundets udvikling. En væsentlig drivkraft var for mig at se et kristent menneskesyn, der ser det enkelte menneske som myndiggjort og med værdi som gudskabt. De folkelige og kirkelige bevægelser var stærke til at løfte mennesker ud af uvidenhed og magtesløshed. Højskolerne oplyste mennesker om liv og politik og gav rygstød til andelsbevægelsernes erfaringer af, hvor meget man kan gøre i fællesskab. Kristen forkyndelse skabte et grundlag. Ikke det eneste. Men det kan spores.
Myndiggørelse betyder, at man betragtede sig selv og andre som mennesker, der kan bidrage og tage ansvar. Man var ikke længere kvaj (kvæg), men oprejste og opklarede mennesker med ”lige værdighed i borg og hytte” (Grundtvig). En enorm energi og stort gåpåmod blev frisat, institutioner og foreninger dannet, og der skete en demokratisering af samfundet. Eliten afgav modstræbende sine privilegier.
Sådan fortolker jeg historien bag mange af de emner, som er nævnt i danmarkskanonlisten. Desværre vil man kunne opstille en lige så lang og længere liste over fænomener, hvor kristen forkyndelse har medvirket til at nedbryde og fastholde mennesker i elendighed, uvidenhed og afmagt. Netop derfor er det afgørende vigtigt, at vi taler sammen om, hvad det udsagn betyder: ”Danmark er et kristent land.” For uanset om vi som danskere er kristne eller ej, skal vi deltage i samtalen om det gode samfund og definere, hvad det er, vi i fællesskab værdsætter og vil videreføre fra den kristne forkyndelses påvirkning af Danmark og danskere. Derfor vil jeg gerne tage udsagnet ”Danmark er et kristent land” på ordet med eksempler på, hvad jeg synes, det betyder:
Når Danmark er et kristent land, er mennesker ikke kvaj. Heller ikke, når vi ikke er nettobidragydere til samfundet. Trods flere revisioner gennem tiden tager Grundlovens paragraf 29 stadig i dag forbehold for demokratisk deltagelse for mennesker, som er afhængige af offentlige ydelser eller straffet. ”Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.” (paragraf 29).
Et folketingsflertal kan altså til enhver tid fjerne valgretten for mennesker, der modtager overførselsindkomst. Sådan skal det ikke være, når Danmark er et kristent land.
Når Danmark er et kristent land, skal mennesker med behov for hjælp ikke møde afvisning og henvisning til, at de må tage sig sammen. Psykisk og fysisk sygdom og selvmedicinerende misbrug hærger mange menneskers liv. Sådan skal det ikke være, når Danmark er et kristent land.
Når Danmark er et kristent land, og vi fejrer jul, er det med historien om fattige mennesker i centrum. Nogle misforstår den gamle salme og tror, at når ”den fattige jomfru sad i løn”, betyder det, at hun sad godt i det, fik løn og sikkert også gratiale i december måned. Men historien fortæller om skam og afvisning. I disse tider søger mennesker i Danmark ly både for kulden om natten og for skam og afvisning.
Sådan skal det ikke være, når Danmark er et kristent land.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen , biskop Henrik Wigh-Poulse n, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen , ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh .