HVEM EJER vores børns tid? Er det deres egen, til leg og computerspil, forældrenes til pligter og eftermiddagshygge, eller statens til indlæring og disciplinering? Det er et spørgsmål til konstant og vigtig debat.
Den 22. september 1948 udsendte Undervisningsministeriet ”Cirkulære til samtlige Skoledirektioner uden for København, samtlige Kommunalbestyrelser og Skolekommissioner vedrørende Eftersidning”. Teksten var underskrevet af Hartvig Frisch (S), undervisningsminister, samt Th. Gimsing.
Ministeren minder først om Undervisningsministeriets bekendtgørelse af 15. september 1938 om ”Forholdsregler til Opretholdelse af God Orden i Folkeskolen”. Her er det under punkt 5 udtalt, at eftersidning kun må finde sted under stadigt tilsyn, ikke ud over en time ad gangen og så vidt muligt kun efter forudgående meddelelse til hjemmet.
Et eller andet må være løbet af sporet i den måde, man rundt i det danske land fortolkede retten til børnenes tid på. I hvert fald føler ministeren og hans håndgangne embedsmand behov for at præcisere yderligere:
”Da børnenes forsinkede hjemkomst fra skole med rette kan volde bekymring i hjemmet, skal Undervisningsministeriet henlede de stedlige skolemyndigheders opmærksomhed på, at det af hensyn til forældrene vil være rigtigst, at der med hensyn til eftersidning, hvor forholdene tillader det, træffes den ordning, at eftersidning – i hvert fald for de mindre børns vedkommende — først finder sted dagen efter, at forseelsen er begået, således at der altid kan være givet hjemmet forudgående meddelelse om barnets tilbageholdelse på skolen.”
MAN SKAL LÆSE TEKSTEN langsomt, men så er der også meget at holde af. Høfligheden i omgangen med skolemyndighederne, man ”henleder opmærksomheden på”.
Den måde, ministeriet nærmest empatisk træder ind på vegne af sine borgeres berettigede bekymringer. Man ser det for sig, der må have været lidt for mange skoler, der nidkært har taget statens magt over børnenes tid lidt for bogstaveligt, og lidt for mange bekymrede forældre som på en eller anden vis har brokket sig opad. Og ministeren svarer responsivt, at selvom staten via skolen grundlæggende bestemmer over børnenes tid, så kan man godt vise hensyn. Mest interessant er dog det knudrede, præcise sprog, hvor man næsten mærker en person bag, der kan sige ”det vil være rigtigst”.
Afsenderne har navne. Hartvig Frisch (1893-1950) var søn af en skolebestyrer, socialdemokratisk politiker og kulturhistoriker. En menneskealder inden Bourdieu argumenterede han for, at kultur er vaner.
Allerede i 1933 advarede han i bogen ”Pest over Europa” om fascismens fremkomst. Han kendte alt til skolesystemet med dets styrker og svagheder og til, hvad der sker, om staten dikterer snarere end lytter.
Thorkild Gimsing (1902-1982) var mangeårig kontorchef i Undervisningsministeriet. Jeg husker ham svagt som min barndomsven Mortens gamle bedstefar. En alvorlig, tavs mand, omgivet af bøger, som glad så til, mens Morten som 9-10-årig i en hel sommerferie gravede huller så dybe i den frodige have i Charlottenlund, at han ganske forsvandt i dem.
LÆST I DAG rejser cirkulæret to grundlæggende spørgsmål. Tiden er aldrig blot ens egen, men hvordan tænker vi forholdet mellem leg, læring og disciplinering, og hvem bestemmer egentlig i forholdet mellem forældre, skole og stat?
Bag dette ligger et måske endnu mere interessant spørgsmål. Hvordan anerkender man i tekst, tale og lovgivning det mangefacetterede forhold mellem borgere, stat og institutioner, og hvordan skaber man rum til hensyn, bekymring og fælles ansvar?
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en lovtekst, som tog den opgave på sig. Måske vi skulle ønske os flere Frischer og Gimsinger tilbage til ministerierne.
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen , professor i psykologi Lene Tanggaard , medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris , professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo .