Der kan næppe være nogen tvivl om, at udviklingen mht. flere rettigheder til homoseksuelle i Danmark alt andet lige er gået stærkt. Da min far blev født var sex mellem mænd f.eks. forsat en kriminel handling og jeg var hele 11 år gammel, da Sundhedsstyrelsen fjernede homoseksualitet fra listen over psykiske sygdomme. Ikke at jeg var opmærksom på det den gang, men der kan ikke være nogen tvivl om, at denne administrative afgørelse til fordel for accepten af homoseksuelle i Danmark har haft positiv indflydelse på mine muligheder for at leve som homoseksuel.
Når vi i dag, 30 år efter, ser tilbage på den lange periode hvor homoseksualitet blev set som en sygdom, så er det værd at bemærke hvordan denne sygeliggørelse opstod.
Sex mellem mænd var nemlig ikke blot en kriminel handling i Danmark, men også i en række andre lande, herunder Storbritannien, Østrig-Ungarn og Tyskland. Denne kriminalisering blev retfærdiggjort med henvisninger til den kristne religion og samfundets moralske orden og overlevelse. Men kristendommens rolle som leverandør af en forpligtende tolkning af verden kom i slutningen af 1800-tallet under pres fra naturvidenskaben, herunder lægevidenskaben.
Den fremvoksende lægevidenskab kastede sig over det fænomen, at nogle mænd og nogle kvinder forelskede sig i og havde sex med medlemmer af deres eget køn og man besluttede sig for at betegne dette fænomen som homoseksualitet og se det som en psykisk lidelse, der dog var uskadelig for samfundet og i øvrigt uhelbredelig. Som en erstatning for den teologisk begrundede kriminalisering af sex mellem mænd lancerede lægevidenskaben altså ideen om eksistensen af en særlig seksuel afvigelse, den såkaldte homoseksualitet.
Kort tid herefter opfandt lægevidenskaben termen heteroseksualitet som efter en vis slingren blev en betegnelse for homoseksualitetens sunde modstykke. Også det var faktisk et brud med det teologiske monopol på bedømmelsen af den menneskelige seksualitet. For den klassisk kristne position havde indtil da været, at enhver form for seksuel aktivitet hvor befrugtning var udelukket, grundlæggende set var en synd. Med ideen om heteroseksualiteten som homoseksualitetens gode modstykke blev det derimod muligt, at se enhver modsatkønnet aktivitet som grundlæggende set god og naturlig om end ikke altid ønskværdig, såsom når den fandt sted udenfor ægteskabet.
Det interessante er imidlertid, at en række mennesker besluttede at tage termen homoseksuel på sig. For mænd var fordelen jo oplagt den, at kategorien homoseksuel nok hørte til de psykisk afvigende, men at den lige præcis skulle frigøre de homoseksuelle for kriminalisering og for mænd såvel som kvinder gav termen homoseksuel dem en mulighed for at sætte ord på deres følelser og behov for at få en identitet også selvom den var negativt ladet.
I længden viste det sig imidlertid, at sygeliggørelsen af det samkønnede begær og kærlighed ikke var nogen god løsning for dem, der i stigende grad begyndte at betegne sig selv som homoseksuelle. Sex mellem mænd blev ikke umiddelbart afkriminaliseret i lande som Tyskland og Storbritannien og selvom sex mellem mænd endelig blev afkriminaliseret i Danmark i 1933 tjente sygeliggørelsen af homoseksuelle til at opretholde den samfundsmæssige foragt for dem nu evt. forklædt som en ret så nedladende medlidenhed. Dertil kom, at den oprindelige ide om at homoseksualitet var en uhelbredelig sygdom blev afløst af ideen om, at homoseksualitet kunne helbredes og diverse forsøg på at helbrede homoseksualitet vha. hormonbehandlinger, elektrochok, kastration og psykoterapi, sommetider i kombination med hinanden, blev populære især i tiden efter 2. verdenskrig. Fra at give homoseksuelle et frirum til at leve deres seksualitet ud blev sygeliggørelsen altså forvandlet til et instrument i kampen mod homoseksuelle.
Derfor er det ikke mærkeligt, at den homobevægelse, der lod sig inspirere af bøsseoprøret i New York i 1969, den såkaldte Stonewall opstand, så det som et vigtigt mål at få fjernet homoseksualitet fra de officielle lister over psykiske lidelser. Det lykkedes i 1973 i USA og altså i 1981 i Danmark.
Men sejren har ikke været uomstridt. Den kristne højrefløj havde nemlig taget ideen om homoseksualitet som en art psykisk lidelse til sig, fordi den kan bidrage til en tostrenget offensiv mod en kirkelig såvel som en samfundsmæssig accept af homoseksuelle relationer. Ideen er, at homoseksuelle skal kunne stemples som såvel ubodfærdige syndere som personer med en skadet seksualitet. Og denne kamp mod accept af homoseksuelle kan så meget passende retfærdiggøres med påstanden om at homoseksualitet kan helbredes vha. en cocktail af bøn og terapi. Den dag i dag har den kristne forening Agape således lov til at bruge tipsmidler til forsøget på at helbrede homoseksuelle for deres seksualitet.
At homoseksualitet skulle blive nyopført på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme er der imidlertid ikke nogen reel risiko for. Derimod er det vigtigt at være opmærksom på, at transseksualitet fortsat er opført på listen over psykiske lidelser. Kampen mod denne diskriminerede bedømmelse af transpersoners kønsidentitet er først lige begyndt, og den skal nok blive lang og sej men hvis vi står sammen vil vi også kunne vinde denne kamp.