I FLERE AF SIDSTE UGES replikker til min kommentar i forbindelse med biskoppernes afvisning af dåb i det fri, kan jeg læse, at jeg er blevet gjort til talskvinde for dåb i det fri. Intet kunne være mere forkert.
Men jeg fastholder, at biskoppernes argument for at afvise endog en prøveperiode med dåb i det fri er for tynd, al den stund at dåb allerede nu i mange tilfælde og med rette foregår som en privat dåbsceremoni uden menighed.
Om jeg personligt er bekymret eller begejstret for dåb i det fri, er sagen uvedkommende, men jeg gør mig til talskvinde for det synspunkt, at det er væsentligt at kende den fremtid, vi vil komme til at være kirke i, og at det er væsentligt at kende de fremtidens medlemmer, vi vil komme til at være kirke for. For én ting er sikkert: Fremtiden kommer, om vi vil det eller ej.
Derfor er det for mig at se helt afgørende at forstå, at vi har flyttet os fra et traditionssamfund til et individualiseret samfund, og at forstå de implikationer, det medfører. Og folk er, om vi kan lide det eller ej, meget påvirket af individualiseringen.
Næsten ingen, og i fremtiden endnu færre, vil længere lade deres børn døbe, fordi man plejer at gøre det i deres familie eller der, hvor de nu kommer fra. Og næsten ingen, og i fremtiden endnu færre, vil føle sig bundet til en bestemt kirkebygning og den dertil hørende præst, bare fordi nogen på et tidspunkt har sat nogle streger på et sognekort og sagt, at i den kirke og hos den præst hører du til.
Verden vil komme til at forandre sig radikalt på en række områder, og da folkekirken ikke er af en anden verden, men en del af denne verden, er vi nødt til at lytte højere, være orienteret mod fremtiden og kende de trends, der vil påvirke folk og deres liv, beslutninger, ønsker og behov.
At folk i fremtiden i endnu højere grad vil spørge: ”Hvad giver mening for mig?”, at de ikke blindt vil følge traditionen, men foretage bevidste valg, og at de i endnu højere grad vil have behov for at sætte deres eget præg på formen (ikke indholdet), er ikke noget, vi kan ændre på. Til gengæld kan vi som folkets kirke vælge enten at tage trenden (og dermed også folk) alvorligt, eller vi kan vælge at ignorere den.
Eller sagt med fremtidsforskerbegreber: Vi kan vælge enten at fastholde eller navigere. Fastholde, at lade, som om vi ikke er en del af verden og bare fortsætte som hidtil. Navigere, hele tiden at holde øje med, hvor folk er, og hvor de er på vej hen. Som fremtidsforsker er det for mig helt afgørende at være folkekirkelig navigatør, for hvordan kan vi være kirke i en verden, vi ikke kender, eller for folk, vi ikke forstår?
Og lad mig så slutte med et citat af Grundtvig, som var sin tids navigatør:
”Naar man ved borgerlig Tros-Frihed helbredes for det Vanvid ved verdslige og håndfaste Midler at ville gøre sin Tro og åndelige Synsmåde herskende i en vis større eller mindre Kreds, da taber man ingenlunde dermed den Lyst, man har til at gøre sig og sit gældende i en saa stor Kreds som muligt, man da stikker man smukt Fingeren i Jorden og lugter sig til, hvor man er, da stræber man både ret at kende det Folkefærd, man åndelig og hjertelig vil virke paa, og at få Folkets Modersmål i sin Magt, som det store Drivehjul, og endelig at oplyse Folket om sig selv og alt sit eget, da det kun er derved man især vinder Folk og sikrer sig Besiddelsen.” (VU V, 392).
Min opfordring er som Grundtvigs: Stik fingeren i fremtidens jord.
Birgitte Kragh Engholm er sognepræst, udvikler og fremtidsforsker