En usædvanlig dåb uden for kirken

Der er intet til hinder for, at en af forældrene selv døber deres barn. Hjemmedåben er en fuldgyldig dåb, som ikke skal gentages, skriver pensioneret lærer og kirkesanger Karl Maksten, som fortæller om en usædvanlig dåb

Selvom det sjældent sker, er der i praksis intet til hindrer for at forældre selv døber deres børn, skriver debattør.
Selvom det sjældent sker, er der i praksis intet til hindrer for at forældre selv døber deres børn, skriver debattør. Foto: Iris.

HJEMMEDÅB eller nøddåb er en kristen dåb, der ikke udføres i en kirke. I vore dage finder nøddåb ikke så sjældent sted på hospitalernes fødeafdelinger, nemlig i de tilfælde, hvor en fødsel måske har været kristisk, så forældrene vil sikre sig, at deres barn straks bliver døbt. For det meste når hospitalspræsten frem og forretter dåben, men kan præsten ikke nå frem, er der ikke noget i vejen for, at jordmoderen eller en sygeplejerske forretter dåben.

I ældre tid, hvor langt de fleste barnefødsler foregik i hjemmet, skete det ofte, at man sendte bud efter stedets kirkesanger, degnen, for at han kunne forrette hjemmedåben.

Der er i øvrigt intet til hinder for, at en af forældrene selv døber deres barn. Selvom hjemmedåben er en fuldgyldig dåb, som ikke skal gentages, opfordres forældrene til at lade deres barn fremstille i kirken, så det kan ”vises frem” i den stedlige sognemenighed.

Ved enhver dåb i kirken giver det derfor god mening, at præsten spørger den, der bærer barnet: ”Er barnet hjemmedøbt?”. Ud fra svaret må præsten sikre sig, at dåben ikke sker en gang til.

Mens jeg i sidste halvdel af 1950'erne gik på lærerseminariet i Nørre Nissum, fik jeg kendskab til en ganske særlig hjemmedåb. I nogle timer i kristendomskundskab havde vi seminariets rektor Ejnar Høgel, som tidligere havde været sognepræst i det sønderjyske grænsesogn Burkal i Ribe Stift. Herfra berettede han om en usædvanlig hjemmedåb.

I hans nabosogn havde en familie fået familieforøgelse, og deres syvårige pige var stolt over at have fået en lillesøster. En dag, mens pigens mor var beskæftiget i køkkenet, befandt deres store pige sig i soveværelset ved siden af, hvor moderen formodede, at hun legede med sin dukke.

På et tidspunkt hentede pigen et fad med vand, og senere hørte moderen gennem den åbentstående dør, hvad der foregik. Pigen, som var vant til at komme i kirke sammen med forældrene, og som derfor vidste, hvordan en dåb foregik, gennemførte en korrekt dåbshandling, idet moderen gik ud fra, at pigen fremsagde dåbsordene over sin dukke. Moderen blev imidlertid klar over, at det var familiens nyfødte, storesøsteren havde døbt.

For en ordens skyld kontaktede forældrene deres præst og satte ham ind i situationen. Han turde imidlertid ikke tage stilling i sagen, men kontaktede sin biskop, som på den tid hed Oluf Olesen (biskop i Ribe Stift 1923-1930).

Da biskop Olesen fik dåbssagen forelagt, var han ikke i tvivl: Den dåb, som storesøsteren havde foretaget, skulle respekteres som en ret dåb, fordi den jo var bevidnet af moderen.

På baggrund af biskoppens afgørelse kunne forældrenes sognepræst udfærdige en dåbsattest, og der blev tillige truffet aftale om, at den døbte lillesøster blev fremstillet i stedets kirke.

Karl Maksten, pensioneret lærer og kirkesanger, Rantzausgade 40, 2., Aalborg