Vi lever med en snert af først og fremmest buddhisme.
Måske ikke direkte af både buddhisternes og hinduernes optagethed af gentagne fødsler i nye kroppe, selvom vi frejdigt slynger om os med begreber som karma og nirvana. Men indirekte, fordi mange hilser med opadvendte spidse hænder og måske taler om karma og nirvana ud fra en trang til fuldkommenhed. En fuldkommenhedstrang, som udfoldes i blandt andet mindfulness, på dansk ”bevidsthedsfuldkommenhed”.
Trangen modsiger og udfordrer min kristne tro. Modsigelse, fordi vi i vores ufuldkommenhed er elsket og omfavnet af Gud og bliver reddet af Kristus, hvor mindfulness fortæller os, at vi kan blive fuldkomne og opnå en indre ro, fordi freden og kærligheden findes inde i os.
Udfordring, når mindfulness som en buddhistisk metode appellerer til vores individualitet, fordi den gør freden og kærligheden til en individuel tanke i os. Den sætter skel mellem os selv og verden og hylder afsondringen og målet om fuldkommenhed. Et skel, der truer det fællesskab, hvor Helligånden og folkeånden hånd i hånd er virksomme, skabende kræfter, der lader os blive os selv sammen med hinanden.
Så loyalt, som jeg med almen viden kan fremstille buddhismen, handler det for en buddhist ikke om at tro, men om selv at undersøge sindet gennem den metode, Buddha gav.
Den består af belæringen, meditationen og indarbejdelsen af det buddhistiske syn i dagligdagen, som udvikler en indre rigdom og gør os i stand til at se tingene, som de virkelig er, og forstå os selv, så vi kan elske andre og være til gavn.
Belæringen fortæller, hvordan vi fjerner sløret for sindet og finder fred i erkendelsen af dets natur, og meditation har det mål, at den skal fremme vores fuldkommenhed og vores hvile i det, som er.
Sideløbende opereres med begrebet karma, fordi vi i det, som er, i buddhismens selvforklaring, må fremme de gode tanker, ord og handlinger ved at bekæmpe skadelige tanker og ord og handlinger. For tanker, ord og handlinger skaber indtryk i vores sind, som senere modnes under de rette omstændigheder, hvilket viser sig i vores indre og ydre oplevelser. Positive indtryk kommer fra tanker, ord og handlinger, som gavner en selv eller andre, mens negative indtryk kommer fra skadelige tanker, ord og handlinger.
Vi kan have god karma og dårlig karma, og vi kan derfor genfødes i nye kroppe til et dårligt eller bedre liv. I livshjulet samsara lever vi os i en vedblivende tilblivelse frem til karma, der betyder, at årsag og virkning netop skal forstås som noget, der er.
Vi er alle hvileløse sjæle, som fødes og lider og dør og genfødes igen og igen. Målet er at redde sig ud af samsaras genfødsler og opnå nirvana, som er en mental tilstand, hvor vi befrier os fra livets lidelser i flere genfødsler og bliver et med kosmos, hvor vi forløses fra virkeligheden og karma og opnår en højere oplyst åndelig bevidsthed.
Så vidt buddhismen. For mig opfordrer den reelt til, at vi stikker af fra livet og søger at redde os selv. Der er nemlig i buddhismen et livsfjendsk element, som ikke vil anerkende os som det menneske, vi på godt og ondt er. Som ikke vil den virkelighed, hvor vi lever, erfarer og tror og sammen med andre er lig vort virke.
Derfor har kristne en pligt til at modsige buddhismens selvforklaring og fuldkommenhedstrang som noget bavl og klart bekende, at Kristus er Herren.
I en tro på, at Gud i Kristus vil bære vore fejl og vildveje og sige, at vi alligevel er gode nok. For vi finder ikke andet i os selv end den synder, der slider og slæber for at leve i dagligdagen og skabe samfund.
Kristian Massey Møller er sognepræst i Sjællands Odde