Haarder: Jeg er glad for den kristne formulering i regeringsgrundlaget

Kirkeminister Bertel Haarder (V) er glad for formuleringen om, at Danmark er et kristent land, da det har ført til en tiltrængt debat om, hvad kristendom er og ikke er

Når nogen spørger mig, om jeg er kristen, så har jeg mest lyst til at svare, at ”det rager da ikke dig”. Det er en personlig sag. Men udsagnet i regeringsprogrammet ”Danmark er et kristent land” handler om noget andet, skriver Bertel Haarder (V).
Når nogen spørger mig, om jeg er kristen, så har jeg mest lyst til at svare, at ”det rager da ikke dig”. Det er en personlig sag. Men udsagnet i regeringsprogrammet ”Danmark er et kristent land” handler om noget andet, skriver Bertel Haarder (V). . Foto: Martin Dam Kristensen.

Jeg har det, som biskop Kjeld Holm skriver om det i Kristeligt Dagblad den 25. juli. Når nogen spørger mig, om jeg er kristen, så har jeg mest lyst til at svare, at ”det rager da ikke dig”. Det er en personlig sag. Men udsagnet i regeringsprogrammet ”Danmark er et kristent land” handler om noget andet.

Det handler om Grundloven, om det overvældende flertal, der er medlem af folkekirken, og om den lige så overvældende betydning, de bibelske for-tællinger har haft og har for hele vores kultur.

Det var ikke min idé, at det skulle stå i regeringsprogrammet, ligesom jeg i sin tid var imod at skrive noget lignende i partiprogrammet.

Jeg var bange for, at det ville føre til misforståelser, og det har jeg jo mildest talt fået ret i. Men efter denne sommers debat er jeg blevet glad for formuleringen, som har ført til en tiltrængt debat om, hvad kristendom er og ikke er.

Forleden skrev jeg til en fremtrædende muslim og bad om råd i tilfælde af, at Grimhøjmoskéen (der producerer IS-terrorister) vil bygge en minaret og kalde til bøn fem gange i døgnet. Vedkommende svarede:

”Danmark er et kristent land, og vi har en lang historisk tradition for, at de eneste 'religiøse lyde' vi hører i det offentlige rum, kommer fra de kristne kirker. Det har jeg det som muslim helt fint med.”

Mon ikke vi andre så også må sige det. Uden at blive misforstået.

Bertel Haarder(V) er kulturminister og kirkeminister