I dette efterår har Dansk Folkeparti i Folketinget (gen)fremsat et beslutningsforslag om at forbyde ”maskering og heldækkende beklædning i det offentlige rum” (B 8 2016/17). Forslaget er blandt andet i Kristeligt Dagblad blevet omtalt som ”burkaforslaget”.
I denne artikel vil jeg diskutere, hvordan dansk ret kunne udvikle sig de næste 15-20 år, når der skal reguleres grundlæggende værdier på religionsområdet. Jeg bruger burkaforslaget som gennemgående eksempel.
”Vil dansken i verden fægte, men dølger åsyn og navn, jeg ved, hans ånd er ej ægte, jeg tager ham ej i favn.” Sådan synger nogle måske stadig i B.S. Ingemanns ”I alle de riger og lande”, og sådan kan man i hvert fald fint synge i Dansk Folkeparti; for dér er intet skjult med hensyn til formålet med det nævnte beslutningsforslag. Det fremgår nemlig af bemærkningerne til forslaget, at formålet er forbud mod beklædning, der skjuler ansigtet, som for eksempel burka og niqab.
Selvom det en passant nævnes i bemærkningerne, at der jo også er et sikkerhedsaspekt, og at forslaget generelt skal forbyde maskering i det offentlige rum (bortset fra politiets sikkerhedsstyrker), så er de mange argumenter i det to sider lange forslag hentet fra et forsøg på at ændre, hvad der med henvisning til TV 2’s udsendelsesrække ”Moskéerne bag sløret” beskrives som en islamisk parallelverden.
Et lignende forslag blev fremsat i 2014. Det fremgår ligeledes af de nuværende bemærkninger til beslutningsforslaget, at justitsministeren dengang (det var Mette Frederiksen (S)) gav udtryk for, at et sådant forslag skulle varetage et anerkendelsesværdigt formål og ikke, hverken direkte eller indirekte, måtte udgøre en diskrimination på grund af trosbekendelse.
Allerede i 2009 blev disse forslag fremsat af Naser Khader på et sommergruppemøde som nyt medlem af Det Konservative Folkeparti. Dengang blev der nedsat et regeringsudvalg, Folketinget vedtog en lovgivning om forbud mod religiøse og politiske symboler i domstolene, og regeringen udsendte en særdeles pragmatisk orienteret vejledning om, at på gader og vej har vi frihed til at bære den klædedragt, vi vil, medmindre der er en sikkerhedsrisiko. Heller ikke i offentlige institutioner har vi i Danmark ret til at stille sekularistiske krav om forbud mod religiøse symboler, men gerne funktionelle krav om, at religiøse krav til klædedragten ikke må komme i vejen for udøvelsen af funktionen som dagplejemor, laborant og lignende. En pragmatisk tilgang, som man skulle tro kunne bære igennem, hvis formålet netop var hensynet til at kunne se hinanden i øjnene, når man havde et formål med det, en relation til hinanden.
Alligevel kom forslaget frem igen i 2014 på baggrund af, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nu havde accepteret en lignende lovgivning fra Frankrig. Det er derfor værd at se lidt nærmere på denne dom.
Hverken i Danmark eller Frankrig må religioner selvfølgelig udøves, så de udgør en sikkerhedsrisiko. Men som det danske beslutningsforslag ligger nu, er sikkerhedsspørgsmålet som nævnt en bibemærkning – det samme var tilfældet med den franske lov. Og så forudsætter sikkerhedsargumentet i øvrigt, at der er en generel sikkerhedsrisiko, som kan løses med netop dette forbud i stedet for med konkrete tiltag. Det er ikke argumentationen i beslutningsforslaget.
Klædedragt på gade og vej falder ind under beskyttelse af privatlivets fred (kvindernes ret til at vælge beklædning) og religionsfrihed (vælge beklædning i overensstemmelse med religiøs opfattelse). Der skal derfor være et klart og tydeligt anerkendelsesværdigt formål. Her kommer det, Mette Frederiksen tidligere hentydede til: Der skal være tale om et af de formål, der ligger inden for rammerne af konventionen: et modstående hensyn til beskyttelse af offentlig sikkerhed, offentlig orden, andres friheder og rettigheder eller sundhed, sædelighed med videre. Det er ikke nok, at et politisk flertal i Danmark synes, det ville være anerkendelsesværdigt for eksempel at forbyde islamisk klædedragt.
Her havde den franske lov problemer. Man havde argumenteret med ligebehandling af mænd og kvinder og menneskelig værdighed. Det er argumenter, domstolen skyder ned; særligt fordi staten ikke på et så følsomt område kan gennemtvinge ligestilling, som den formodet svagere part ikke vil vide af.
Frankrig havde endvidere argumenteret med ”respekt for minimale sæt af fælles værdier i et åbent og demokratisk samfund”. Og det, fortsætter domstolen, kan man da ikke fuldstændigt udelukke. Det kan måske opfattes som et hensyn til ”andres friheder og rettigheder”. Det forudsætter imidlertid, at den foreslåede lovgivning også er nødvendig i et demokratisk samfund for at opnå det ønskede formål – og her er statens pligt i et religiøst pluralistisk samfund ikke alene at påvise, hvorfor forbuddet er nødvendigt, men først og fremmest at understøtte gensidig tolerance, herunder plads til minoritetssynspunkter.
Det franske argument, der til sidst bærer igennem, bliver spørgsmålet om andres ret til at kunne se ansigtet hos dem, der færdes på gaden, men kombineret med et helt andet, afgørende argument. Domstolen bringer nemlig en ny balance ind i spillet: hensynet til, at denne type spørgsmål bedst løses i den hjemlige politiske debat inden for rammerne af den statsform, man nu har. I juridisk terminologi den såkaldte margin of appreciation (skønsmargin). Og så kan vi vel bare gå i gang i Danmark?
Men der er én helt afgørende forskel på Danmark på den ene side og lande som Frankrig og Tyrkiet på den anden side. Den forskel ligger ikke i disse landes forhold til menneskerettighederne – den ligger i landenes egne grundlove. Frankrig er efter sin grundlov et sekulært land – Danmark er efter sin grundlov ikke et sekulært land. Man kan næppe heller, sådan rent juridisk, sige, at Danmark er et kristent land. Men det er et land, hvor folkekirken skal understøttes af staten, hvor regenten skal være luthersk, og hvor øvrige trossamfund skal have frihed, medmindre deres udøvere handler imod ”sædeligheden” (den offentlige moral) eller den offentlige orden. Vi skal have en form for stats-religion i Danmark. Forudsætningen for, at det kan accepteres i europæisk sammenhæng, er, at den statsbeskyttede religionsfrihed, vi efter Grundloven også skal have i Danmark, faktisk bliver brugt til at beskytte mindretal; ikke til med udgangspunkt i flertallets normer at lovgive imod en mindretalsreligion.
For tiden er Folketinget så i stedet gået i gang med at lovgive imod alle religioner ved at klargøre grænserne for religionsudøvelse i samfundet – i hvert fald grænserne for religionsudøvelse med offentlig støtte. Det er nok en mere farbar vej, set i forhold til Grundlovens model: i en model med statsreguleret flertalsreligion kan staten vel også til en vis grad lovgive på religionsområdet generelt. Men igen må formålet ikke forvrides. Hverken grundlov eller menneskerettigheder giver lovgiver ret til at udskille religion, religiøse mennesker eller religiøs praksis til negativ særbehandling. Tværtimod: Grundformålet er at beskytte en frihedsrettighed.
Løsningen i et samfund som det danske med positiv særbehandling af folkekirken og religionsfrihed er i stedet, at man i lovgivningspraksis lever op til Grundloven: Generelt sikrer positiv særbehandling til religiøs praksis, ikke bekæmper religion med ideologisk lovgivning, men gemmer forbud til det praktisk og funktionelt nødvendige – som den forrige Venstre-regering fastslog som gældende ret i 2010.