Lektor Michael Böss startede sit personangreb på undertegnede i avisen den 26. marts med ordene ”Vi der underviser på de videregående uddannelser“”.
Jeg underviser nu også på en videregående uddannelse, og modsat hr. Böss underviser og forsker jeg faktisk i netop det, som hans meget vrede indlæg handlede om, nemlig historiedidaktik.
Det vil sige, hvad vi skal bruge historiefaget til i vores fælles skole, og hvordan man kan og bør undervise i skolefaget historie.
Derfor er det da også heldigt, at flere af de holdninger, den vrede og skuffede ældre herre skød mig i skoene den anden dag, faktisk slet ikke er nogen, jeg har. Eksempelvis har jeg aldrig sagt eller ment, at et kronologisk overblik ikke var nyttigt, eller at historiefagets eneste opgave er at give eleverne forståelse for det samfund, vi har i dag.
Jeg har derimod sagt, at det primært at lære eleverne i folkeskolen en masse historiske fakta i form af årstal og navne, som de skal huske udenad, ikke er god historieundervisning.
Og at det ved siden af den enkelte elevs identitetsudvikling og kulturforståelse er en af de væsentligste opgaver for faget at gøre eleverne i stand til at forstå, hvordan det omgivende samfund har udviklet sig, og hvorfor det ser ud, som det gør i dag. Noget jeg så kan forstå, at hr. Böss nok egentlig er enig i.
Til gengæld er jeg så også helt enig med ham, når han skriver at ”historiefaget handler altså om mere end samfunds- og samtidsforståelse. Det handler også om at forstå sine kulturelle rødder og om at udvikle forestillinger, identitet, holdninger og værdier ved at beskæftige med historiske emner”. Det er nemlig en helt almindelig faglig konsensusholdning, som hverken jeg eller andre fagkolleger nogensinde har anfægtet.
Men måske handler striden i virkeligheden om noget helt andet. For jeg kan forstå, at hr. Böss egentlig heller ikke bryder sig om, at jeg lærer mine studerende at undervise i ting som kildekritik, kausalanalyse og metode, så børnene lærer at tænke over og forholde sig til vores forskellige fortidsfortolkninger.
Han mener i stedet, at de skal lære flere af de fakta, som de ifølge ham ikke længere kan (det er i parentes bemærket noget vrøvl. Der er ikke en eneste videnskabelig undersøgelse, der dokumenterer, at eleverne efter grundskolen har mindre reel historiefaglig viden i dag end for 25, 50 eller 100 år siden), og i selve undervisningen ser han tilsyneladende hellere, at man appellerer til børnenes fantasi end til deres intellekt. Ellers frygter han for, at historiefaget bliver til en art samfundsfag, og at det, han kalder ”kultur- og åndshistorien”, vil gå tabt.
Måske er det bare sådan, at den meget vrede og kulturkonservative hr. Böss helt enkelt ikke ønsker sig et historiefag, der lærer eleverne at reflektere over deres egen identitet og forstå samspillet mellem fortidsfortolkninger, nutidsforståelse og fremtidsforventninger?
Måske vil han i stedet foretrække et historiefag, der ukritisk videreformidler lukkede normative fortællinger om fortidige begivenheder, så de stakkels børn kan lære at passe ind i fælleskulturen og forstå de ting, det på forhånd er meningen, de skal forstå?
Måske stammer hans dannelsessyn ganske enkelt fra 1930? Det ville forklare meget!