Dansk Folkeparti producerer rendyrket, svulstig propaganda

SE VIDEO Det handler om følelser og fædrelandskærlighed, og Dansk Folkeparti henvender sig ikke bredt til vælgerskaren, men til dem, der i forvejen deler verdensbillede med partiet. Det mener Kristeligt Dagblads valgvideoanmelder Sørine Gotfredsen

Dansk Folkeparti producerer rendyrket, svulstig propaganda

Noget af det meget interessante ved Dansk Folkeparti er, at partiet nærmest hæmningsløst bliver ved med at gentage sig selv. Også i en grad, der gør, at man ved oplevelsen af Dansk Folkepartis valgvideo, som blev vist på DR 1 i aftes, et øjeblik spørger sig selv, om der mon er tale om en parodi.

Jeg er Danmark lyder det fra folketingsmedlem Søren Espersens bløde stemme til billeder af landkortet Danmark, flaget, fiskekutteren på vej og en bonde fra en anden tid, der høster med le. Jeg er verdens ældste kongerige.

LÆS OGSÅ:
Se de mærkeligste valgvideoer

Og så går det ellers derudaf med vikinger, H.C. Andersen, Grundtvig, Kierkegaard, lighed for homoseksuelle og kvinder, velfærd, ytringsfrihed, folkestyre og en varm velkomst til mennesker udefra. Alt det smukke remses op, jævnligt afbrudt af sloganet: Jeg er Danmark. Næsten i hypnotisk stil og med billeder i et roligt tempo af søde fodbolddrenge, forskere med anden etnisk baggrund og træer med dybe rødder.

Men.

For der er altid et men i et godt eventyr, og her får vi fortalt, at jeg (altså Danmark) ikke vil finde mig i alt. For eksempel vil Danmark ikke lade sig ændre af andre kulturer eller trækkes tilbage til middelalderlige tilstande, og vi ser billeder af terrorangrebet i 2001, afbrænding af det danske flag og kvinder klædt i burka.

Mens mange andre ynder at omtale kultursammenstødet i mere indirekte vendinger, fortsætter Dansk Folkeparti med at kalde en spade for en spade, og det kunne umiddelbart ligne en farlig, stædig taktik. Ikke, fordi sammenstødet ikke findes, men fordi folk sjældent orker at blive ved med at høre om det samme.

Men Dansk Folkeparti har før trukket det længste strå ved at gentage de samme simple pointer og stille tingene sort-hvidt op, og Søren Espersen ved, hvad han gør. Han trykker på knapperne én gang til og satser på at give folk en klump i halsen ved synet af det lille standhaftige og traditionsrige Danmark, der skal stå fjenden imod.

Dansk Folkeparti går hele vejen og producerer rendyrket, svulstig propaganda, og her spilder man ikke tiden med konkrete politiske budskaber.

Det handler om følelser og fædrelandskærlighed, og Dansk Folkeparti henvender sig ikke bredt til vælgerskaren, men til dem, der i forvejen deler verdensbillede med partiet. Og mens meningsmålingerne ikke ser alt for gode ud, satses der på, at tingene kan rettes op gennem et kraftigt følelsesmæssigt bombardement af lyd og billede i højstemt national udformning.

Muligvis vil nogle ligefrem stående i stemmeboksen pludselig blive opfyldt af Søren Espersens messende stemme og føle sig drevet til at adlyde. Jeg er Danmark. Jeg er et land, der har mod til at sige stop. Dansk Folkeparti gør, hvad man i alle årene har gjort, og hvad man end mener om den lettere patetiske tone, så er der stor overensstemmelse mellem udtrykket her og politikken, der føres.

Nogle vil mene, at det er skamløst udspekuleret at tale til folk på den måde, og det er det også. Men her godt 15 år efter Dansk Folkepartis grundlæggelse må man sande, at taktikken er umådelig stabil. Og at den har virket før.

Sørine Gotfredsen er sognepræst, journalist og forfatter

Kristeligt Dagblad anmelder partiernes valgvideoer, efterhånden som de har været vist på DR 1