Dansk Folkeparti. Dyr over børn?

Dennis Flydtkjær, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti, ønsker, at vold mod dyr ikke længere straffes som hærværk men som vold. Dette hænger ifølge Jarl Feyling ikke stemmer overens med, at partiet ikke vil blande sig i vold mellem børn og deres forældre.
Dennis Flydtkjær, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti, ønsker, at vold mod dyr ikke længere straffes som hærværk men som vold. Dette hænger ifølge Jarl Feyling ikke stemmer overens med, at partiet ikke vil blande sig i vold mellem børn og deres forældre. .

Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører Dennis Flydtkjær udtalte til Kristeligt Dagblad den 5. marts, at han og hans parti ønsker loven ændret, således at vold på dyr ikke længere straffes som hærværk, men i stedet som vold.

Dette kan undre, hvis man erindrer DF's næstformand, Peter Skaarups, udtalelser om, at hans parti ikke mener, at staten skal blande sig i, hvorvidt forældre slår deres egne børn (TV 2, 2009).

Altså mener Dansk Folkeparti, at staten skal straffe vold mod dyr, men ikke blande sig i voldssager mod mennesker, såfremt menneskene er børn, og voldsudøveren er deres forældre.

Med denne rationalisering antager jeg selvfølgelig, at Dansk Folkeparti anerkender børn som mennesker med selvstændige rettigheder, selvom deres indstilling kunne tyde på det modsatte.

Hvis Dansk Folkeparti skulle overbevise befolkningen om rigtigheden i sit forskruede menneskesyn og få magt, som man har agt, ville det dermed føre til den aparte situation, at en far, der slår sine børn og sin hund, er skyldfri i børnevolden, men skal straffes for hundevolden. Og hvis et barn på 12 år kom op at slås med sin far, ville barnet altså kunne straffes for vold, mens faderen ville være uskyldig.

Ak, ja. Dansk Folkepartis syn på små mennesker ville næsten være grinagtigt, hvis ikke det var, fordi galskaben rent faktisk kan blive til virkelighed. Lad os håbe, at det aldrig sker. Det er heldigvis vores valg.

Jarl Feyling, Veksøvej 19, 2. th., Brønshøj