Dansk-svensk drama lover godt

Stilstand og bevægelse, som pirrer og får hårene til at rejse sig, skriver sognepræst Kristine Sticker Hestbech om dramaserien Broen i dagens Radio & tv

LIGET AF EN KVINDE bliver fundet midt på Øresundsbroen nøjagtig på grænsen mellem Sverige og Danmark. Saga Norén (Sofia Helin) fra Länskrim Malmø og Martin Rohde (Kim Bodnia) fra Københavns Politi bliver begge kaldt ud til gerningsstedet, hvor det, som først ser ud til at være et lig, snart viser sig at være to. Overkroppen tilhører en kendt svensk politiker, og underkroppen, som har været nedfrosset i over et år, en dansk prostitueret kvinde.

Imens de to meget forskellige politifolk står og klør sig i nakken, kommer en kvinde (Ellen Hillingsø) løbende fra en ambulance, som holdes tilbage på grund af afspærringen. Hendes mand skal til Rigshospitalet for at få et donorhjerte fra en motorcykeldræbt ung mand. Saga Nóren siger koldt nej med den begrundelse, at manden ikke er i livsfare, men da Saga vender ryggen til, lader Martin Rohde ambulancen køre igennem. Dette afstedkommer lidt skærmydsler og en indberetning fra svensk side.

Altså den gammelkendte fordom om svensk regelrytteri over for dansk afslappethed. Dette er blot et af mange temaer og fordomme, som den dansk-svenske serie på 10 afsnit helt bevidst vil underholde os med de næste mange onsdage. Instruktøren er dansk, hovedforfatteren er svensk, holdet og spillerne er halvt danske halvt svenske, hvilket er første gang, man har forenet danskere og svenskere så stærkt i en tv-dramaproduktion.

Det er et virkelig spændende stykke integrationssamarbejde, som lægger godt ud fra start. Plottet er modbydeligt fra begyndelsen, musikken ekstremt uhyggelig, farverne i filmen er gullige og grønne og kølige som i et boligmagasin for arkitekter.

VED SIDEN AF hovedplottet lister der sig begyndende bihistorier forbi. Den svenske mand med svagt hjerte og hans emsige Ellen Hillingsø-kone, som i desperation og ikke helt uvant omgang med magten forsøger at bestikke hospitalet til at gennemføre hjerteoperationen. Den unge mor Veronica, der lever i et voldeligt forhold, og som umiddelbart har en skytsengel i socialrådgiveren Stefan, der bare har noget grimt over sig.

Noget grimt, der sagte pibler frem, da hun spørger ham, hvorfor han hjælper hende så meget, og han svarer: Fordi jeg kan. Stilstand og bevægelse, som pirrer og får hårene til at rejse sig, for ser Veronica Stefans øjne? Ser hun blikket, der ser igennem hende og ud til et sted, ingen af os helt har lyst til at vide, hvor er?

Kim Bodnia spiller den bløde, måske ikke helt skarpe politimand med det for krimiserier så helt igennem autoriserede rodede privatliv, hvor det er en skøn skæv detalje, at manden knap kan sidde eller bevæge sig uden stærke smerter fra den netop overståede sterilisation.

Det er sværere med Sofia Helin, der spiller Saga. Saga er dygtig og fokuseret, men også møgirriterende, småautistisk, uempatisk, regelret og neurotisk. Et menneske, der enten ingen anelse har omkring sin indvirkning på omgivelserne eller netop er bevidst om samme. Det får tiden vise. Og jeg er med. De næste ni onsdage!

Kristine Stricker Hestbech er sognepræst og foredragsholder