FOR NYLIG KUNNE JEG i et dagblad læse, at Danida havde bevilget 250 millioner kroner til Ghana over de næste fem år til brug for etablering af et effektivt skatteopkrævningssystem.
Hermed et eksempel, som kan underbygge min tvivl om, at sådan en bevilling vil virke: For mere end 10 år siden forlangte Verdensbanken som betingelse for at bevilge penge til opgradering af de store hovedveje i Ghana, at der blev opstillet et antal vejerboder på strategiske steder langs hovedlandevejene. Dette for at kunne kontrollere, at lastbilerne ikke kørte med overlæs og derved ødelagde vejene.
Disse vejerboder blev etableret og bemandet som aftalt, og Ghana fik sit lån fra Verdensbanken. Efterfølgende må man blot konstatere, at mængden af stærkt overlæssede lastbiler på disse hovedveje ikke er mindsket, og at jeg i øvrigt ikke har set en eneste lastbil blive kontrolleret på de nævnte vejerboder. Derimod er det tydeligt at se, at vejene lider på grund af overlæssede lastbiler. Der er i Ghana tilsyneladende ingen vilje til at sikre, at der ikke køres med overlæs.
SPØRGSMÅLET OM, hvorvidt der skulle være mere vilje til at øge effektiviteten på opkrævning af skat, synes derfor berettiget. Man kan frygte, at systemet kun vil komme til at virke over for ”den lille mand”. Folk med store indtægter og derfor også med stor politisk indflydelse skal nok forstå at undgå at betale skat. Er det, hvad vi ønsker med Danidas støtte? Hvis man i dag sagligt vurderer den intellektuelle kapacitet i Ghana og landets økonomiske potentiale, vil resultatet være, at landet sagtens kunne klare sig uden vores hjælp.
Jeg er af den mening, at tiden igen er moden til en revision af den måde, vi giver hjælp på. Specielt hvilke lande, der skal modtage hjælp og under hvilke betingelser. Lande som Kenya, Ghana og Tanzania har alle fået opbygget en kapacitet, der skulle være tilstrækkelig til, at de kan klare sig uden hjælp fra diverse donorer.
Tilbage står så de lande, der virkelig har brug for hjælp. Her tænker jeg på lande som Afghanistan, Somalia og Sydsudan. De har virkelig brug for hjælp til at opbygge en kapacitet, så de kan klare sig selv. En hjælp, som Ghana og lignende lande har nydt godt af.
For tiden er problemet, at disse lande desværre ikke har tilstrækkelig absorptionskapacitet, forstået på den måde, at det er begrænset, hvor mange penge de er i stand til at bruge på en effektiv måde.
Mine erfaringer fra Somaliland, hvor jeg arbejdede i syv måneder for Unicef, blev en god illustration af, hvad der sker, når der bevilges for mange penge. Det havde den konsekvens, at ledelsen i Unicef havde alt for megen fokus på at sikre, at pengene blev brugt til tiden og til glæde for donorlandene, i modsætning til at sikre, at de projekter, pengene skulle bruges på, var af højest mulige kvalitet.
RESULTATET KUNNE tydeligt ses. Jeg så der projekter af en kvalitet så dårlig, som jeg ikke tidligere har set i min lange karriere. At korruption åd rigtig mange af de penge, der blev bevilget, er der ingen tvivl om, og dette havde en ofte overset virkning.
På det niveau, hvor pengene skulle have gjort gavn, var rigtig mange klar over, at pengene gik i de forkerte lommer. Lommer, som tilhører personer, vi støtter, og som påberåber sig, at de støtter en demokratisk proces. Derved opstod der en antidemokratisk stemning på modtagerniveauet. Med andre ord: For mange penge kan være til skade for en demokratisk proces.
Danmark og Danida har gjort fantastiske ting og hjulpet rigtig meget mange steder, som Ghana er et bevis på, men tiden er kommet til, at man nok må tage op til revision, hvordan der skal hjælpes og hvem, der skal hjælpes.
Lad os komme væk fra, at Danmark skal give en vis procentdel af bnp til u-landshjælp hvert år. Lad os give, hvor der er behov, og i henhold til den tilstedeværende absorptionskapacitet.
Bent Kjellerup, Trelde Næsvej 70, Fredericia