”Det er svært at være dansker for tiden,” skriver højskoleforstander Jørgen Carlsen i klummen ”Etisk set” den 5. oktober. Det får ham til ”at krumme tæer og skamme sig over at tilhøre en nation, hvor smålighed og selvtilstrækkelighed har erobret den politiske dagsorden”.
Opfattelsen af egen godhed står i kontrast til hans efterfølgende omtale af den spyttende mand på motorvejsbroen, at det ikke var ”god reklame for Dansk Folkeparti, for manden kom selvfølgelig til at symbolisere en typisk DF'er”.
”Kom til at symbolisere”? Man ved altså ikke, om manden var DF'er, men bruger den spyttende mand til på nedrig vis at nedgøre en betydelig del af danskerne. Helt på samme måde som da forfatteren Carsten Jensen på ondskabsfuld vis omtalte de samme mennesker som ”skimlede kældermennesker”.
Jeg bliver træt af at læse folk opføre sig som farisæeren, der i sin bøn til Gud takkede for ikke at være ligesom de andre. At udnævne sig selv til at være særlig god tyder på manglende ydmyghed, men at udnævne andre til af være særligt onde, ja, det er ondt. Når det kommer til stykket, er vi alle syndere.
Også tidehvervsfolkene får, så hatten passer, når det fremhæves, at de godt kan lide at diskutere begrebet næstekærlighed ”og gerne hen over kanten af et glas rødvin eller to”.
Jeg har aldrig helt forstået, hvad tidehvervsteologi er - kun, at næsten ingen præster kan lide den sag. Men nu ved jeg jo så, at de drikker rødvin og diskuterer teologiske spørgsmål!
Jørgen Carlsen bidrager dog også til min forståelse af fænomenet tidehverv: ”De har nemlig deres helt egen håndtering af næstekærligheden”...”til at slå alle andre i hovedet med.” Ja, de håner endda andre!
Jeg vil slutte med at citere her midtvejs i hans tekst, som indtil da har været én lang hån og nedgøring af DF'ere og tidehvervsfolk. Jeg må her fremhæve, at jeg er ignorant, hvad angår (tidehvervs)teologi, også hvad angår politik som håndværk, og jeg stemmer ikke på DF. Men det er for meget - og så endda under overskriften ”Etisk set”.
Under den overskrift ville det være naturligt at beskrive de etiske dilemmaer, som uvægerligt knytter sig til en hvilken som helst politisk beslutning truffet i forbindelse med håndteringen af den tusindtallige skare af indvandrere, der nu strømmer ind over Europas og Danmarks grænser.
Etiske dilemmaer om, hvad beslutningerne vil medføre for indvandrerne, for de lande de kommer fra, for vore landes befolkninger og ikke mindst for de endnu ikke-fødte efterkommere og deres Europa (Danmark)?
Her må næstekærligheden danne fundamentet for overvejelserne, og vores egne selviske og ideologiske opfattelser må slettes. Næstekærligheden til alle andre end en selv - også til de endnu ikke-fødte.
Næstekærligheden er således ikke noget, man fremfører for alverden på tv eller Facebook. Næstekærligheden er, som sognepræst Jens Brun den 5. oktober skriver, en skjult handling (eller virkelighed), som sker dér, hvor et menneske glemmer alt om andres dom og mening.
En handling, som ikke er et begær efter belønning. En sådan næstekærlighed kan man ikke slå andre i hovedet med.
Olaf Michelsen, professor emeritus, Plantagen 11, Stensballe, Horsens