JEG HAR FORNØJELSEN at være tilsynsførende biskop for de danske immigrantmenigheder under DSUK blandt andet i Argentina og Canada.
I den forbindelse besøgte jeg for nylig Tandil i Argentina for at deltage i fejringen af 150-året for menighedens stiftelse. Jeg har besøgt menigheden flere gange tidligere, men denne gang blev det alligevel et særligt tankevækkende besøg.
Festlighederne begyndte fredag eftermiddag på den kirkegård, som de danske indvandrere tidligt fik anskaffet sig. Det kan synes som et lidt specielt sted at indlede jubilæumsfestlighederne, men det er helt i disse efterkommeres ånd.
De ved nemlig, at de er her i Tandil på grund af deres bedste- eller oldeforældre, som rejste hertil fra Danmark. Og hvad er mere naturligt end at mindes og hædre dem på denne dag med blomster, flag, kransenedlæggelse, taler og oplæsning af den gamle protokol fra den 26. august 1866? Men det var ved denne lille højtidelighed, at der var en deltager, som jeg bestemt ikke havde ventet. Det var borgmesteren for Tandil.
Hvorfor vil en spansk borgmester, som i øvrigt er katolik, være med til at hædre en gruppe danske indvandrere, som har kæmpet for at bevare deres danskhed med egen kirkegård og kirke?
Svaret er enkelt: De danske indvandrere har aldrig bare arbejdet og kæmpet for sig selv og deres egne. De kæmpede fra starten for byen og hele samfundet.
DEN STORE INSPIRATOR var Hans Fugl fra Horslunde på Lolland. Det var ham, som tog initiativ til etablering af den danske kirkegård og kirke. Men han var desuden politisk aktiv, en iværksætter som landmand, bager og møller og var levende optaget af at etablere skoler, undervisning og en dansk kirke.
Han var samtidig så optaget af de lokale forhold, at han endda udarbejdede en ordbog over det indianske sprog til dansk. Og da katolikkerne ønskede at få deres egen kirke, valgte de Hans Fugl til at drage til Buenos Aires for at søge økonomisk hjælp. Det gjorde han, og det lykkedes.
Hans Fugl og disse indvandrere er en inspirationskilde til, at man på den ene side godt kan bevare og kæmpe for sin egen religion, kultur og egenart, samtidig med at man arbejder for helheden.
Netop derfor kunne vi 150 år senere opleve en katolsk borgmester lægge en endog meget stor blomsterkrans ned i respekt og taknemlighed over, hvad disse danske indvandrere har betydet og stadig betyder for samfundet.
Om søndagen var der festgudstjeneste. Kirken var stuvende fuld, og også her deltog borgmesteren, siddende på anden række sammen med to af sine medarbejdere. Efter gudstjenesten samledes menigheden uden for kirken, hvor bystyret havde opstillet en talerstol, og borgmesteren holdt en tale og sluttede med at afsløre en mindeplade på kirken som en erindringsgave fra bystyret.
Samme morgen fik jeg selv sammen med to andre fra menigheden i Tandil lov til at afsløre en mindeplade, som den danske kirke havde fået sat op på byens torv.
Et sådant forhold kan må man da kunne kalde for en vellykket integration. Men hvad er så opskriften? Jeg er overbevist om, at det i høj grad handler om det nationale. De danske indvandrere er både danskere og argentinere.
Det kommer blandt andet til udtryk ved, at man aldrig flager med Dannebrog alene. Hvis de flager, så flager de altid med begge flag. Mange har derfor også to flagstænger, og hvis man kun har én, så hænger man det argentinske flag øverst! For det er her, de bor.
Vi kan lære meget om kulturmødet af disse dansk-argentinere. Først og fremmest, at kærligheden til egen kultur og religion aldrig må isolere os. Og at kærligheden til ens oprindelsesland er smuk, så længe den ikke får lov til at overskygge kærligheden til det land eller den by, man bor i.
Steen Skovsgaard er biskop i Lolland-Falsters Stift.