Det er den tid på året, hvor en masse unge mennesker bliver konfirmeret i kirker landet over. Jeg har som præst selv to konfirmationer i den kommende tid.
I aviser og på de sociale medier hævdes det, at de kommende konfirmander går alt for meget op i det materielle. De er møgforkælede, og de tror ikke rigtigt på Gud, men gør det kun for pengene og gavernes skyld.
Det er overhovedet ikke min oplevelse! Hos de hold, jeg har konfirmeret gennem årene, har jeg i langt de fleste tilfælde mødt teenagere, der tænker over livet og de eksistentielle problemer, de møder på deres vej.
Jeg møder børn, der bliver konfirmeret, på trods af at deres egne forældre ikke er medlemmer af folkekirken eller støtter særlig meget op om deres konfirmationsundervisning.
Jeg møder børn, der slås med tro og tvivl, og som gerne vil vide mere om den kristne tro. Jeg møder unge mennesker, der slås med alle mulige ting, problemer på hjemmefronten, i skolen og i deres teenagesind, hvor hormonerne raser rundt.
På trods af al den uro, de har indeni, er der alligevel en instinktiv lyst til at åbne sig op for, hvad det nu er ”det med Gud”. De udvikler sig gennem undervisningstiden. Selv de mest genstridige unger ender med et bankende hjerte, der mærker alvoren, den dag de bliver konfirmeret. Måske er de ikke i stand til at sætte ord på det. Men de mærker det. Det er min oplevelse som præst.
En kendt debattør har for nylig sagt, at det er meget simpelt. De skal bare svare på, om de tror på Gud, ja eller nej. Hvis det er nej, bør de ikke blive konfirmeret!
Det er fuldstændig misforstået at se det på den måde. For mange børn er det ikke muligt at svare ja eller nej på det spørgsmål. Der findes også voksne, der ikke kan! Tro og tvivl hænger sammen. Tvivl er også en del af det at tro på Gud.
Og tro er noget, der vokser i en. Blandt andet i løbet af konfirmandundervisningen.
Som præst ved jeg, at det ja, der gives til at blive konfirmeret, ikke bare er et ja, men i høj grad også et ja tak.
Ja tak, jeg vil gerne høre mere om, hvad det vil sige at tro på Gud. Ja tak, jeg åbner mig op for, hvad kristendommen vil sige til mig. For det er først og fremmest Gud, der siger ja. Gud siger ja først!
Gud tror på os mennesker, uanset hvor dygtige eller dårlige vi er til at sætte ord på vores forhold til ham.
Så når jeg om kort tid skal konfirmere nogle skønne, unge teenagere, gør jeg det med glæde, og jeg håber, de får en fantastisk fest bagefter. Det er den første virkelige fest til ære for dem, ud over når de har fødselsdag. Det er stort. Og velfortjent!
Rikke Weissfeld er sognepræst i Sundby Kirke på Amager