Alle kræfter må hjælpe fordrevne i Nordirak

Mission Øst har uddelt vintertøj og termotæpper til 10.000 fredrevne kristne og yazidier i Nordirak, men det er kun en dråbe i havet, skriver generalsekretær. Alle gode kræfter må samles nu og yde hjælp til de fordrevne.

Det er nu det gælder, skriver Kim Hartzner, læge og generalsekretær i Mission Øst. Arkivfoto.
Det er nu det gælder, skriver Kim Hartzner, læge og generalsekretær i Mission Øst. Arkivfoto. Foto: Bulent Kilic/AFP.

JEG GLEMMER ALDRIG drengens øjne. Han så stift frem for sig, mens han fortalte sin families grusomme historie. Islamisk Stat havde jaget dem op på Sinjar-bjerget i Nordirak, hvor de gemte sig i en nedlagt gård. Søsteren blev fanget og kørt væk i en pickuptruck, mens moderen tryglede og bad for datterens liv. Moderen blev senere forsøgt indebrændt på den nedlagte gård. Faderen og brødrene var væk, og drengen ledte efter dem i bunker af lig.

Nu sad han monotont og fortalte historien, mens moderen sad i et hjørne og græd. Og jeg tænkte, hvor forfærdeligt det er, at den lille familie nu kun får sparsom og lemfældig hjælp i en FN-lejr, hvor der ikke er strøm nok til en elvarmer, selvom temperaturen nu kryber ned under frysepunktet. Det er uværdigt.

I Mission Øst har vi nu uddelt vintertøj og termotæpper til 10.000 fordrevne kristne og yazidier. Om alt går vel, kan vi nå at hjælpe 40.000 mennesker over vinteren. Det er kun en dråbe i det folkehav, der i Mission Østs arbejdsområde i irakisk Kurdistan nu tæller 430.000 fordrevne.

Men lidt har også ret. Og det var en glæde at give de fordrevne vinterfrakker, vanter, huer og termotæpper, når man ved, hvor meget de har været igennem, og hvor meget de fryser lige nu.

Det er samtidig frustrerende, at der i Dohuk-området, hvor Mission Øst arbejder, kun er tre færdigbyggede ud af 13 projekterede FN-lejre til at huse områdets 430.000 fordrevne. Halvdelen af dem bor uden for lejrene i halvfærdige betonbygninger, hvor de har forsøgt at beskytte sig mod kulden med plastik for vinduer og døre.

Dér - i pivåbne betonbygninger - sidder flere hundredtusinde mennesker og fryser lige nu. De har ikke tæpper nok, ikke vintertøj, ikke varmeapparater nok. De står udenfor og varmer deres hænder over åben ild. De er forfrosne, de er sultne, de er desillusionerede, og de ser opgivende og fortabte ud. For de har mistet alt.

Det eneste, de ikke har mistet, er deres stolthed. Ingen af dem ville bøje sig for IS' krav om at konvertere til deres rabiate udgave af islam. De vil hellere dø end svigte deres religion. Og det gælder både kristne og yazidier.

Jeg kan ikke få drengen og moderen ud af mit sind. Vi må hjælpe dem. Vi må stå sammen som verdenssamfund. FN må skære igennem bureaukratiet og opføre de lovede lejre nu. Og vi må kanalisere flere penge fra Danmark gennem hjælpeorganisationer som Mission Øst, der er på pletten og magter opgaven.

Det er nu, det gælder. Ellers risikerer mange af de fordrevne at dø af kulde.