De frivillige skal andet og mere end at lappe huller i velfærdssamfundet

"Før velfærdsstatens udvikling var det kirken og kristelige organisationer, som stod for at hjælpe udsatte borgere," skriver Johannes Bertelsen

Frivilligt arbejde skal ikke bruges til at skjule sprækker i velfærdssamfundet, mener Johannes Bertelsen
Frivilligt arbejde skal ikke bruges til at skjule sprækker i velfærdssamfundet, mener Johannes Bertelsen.

Debatindlæg skrevet af Johannes Bertelsen, formand for Frivilligt Forum - Landsforeningen for de frivillige sociale organisationer

I DISSE ÅR er der stort fokus på det frivillige arbejde som løsningen på mange af velfærdssamfundets problemer.

Der er ingen tvivl om, at vi fra den frivillige verden kan bidrage til at kvalificere en del velfærdsløsninger, men vi skal passe meget på, at frivilligheden ikke udvikler sig til det, som med et meget rammende ord er blevet kaldt polyfilla-frivillighed, altså en form for frivillighed, som primært går ud på at lappe huller og skjule sprækker der, hvor vi ikke længere kan få velfærdssamfundet til at hænge sammen.

I denne situation er det vigtigt, at vi holder os for øje, hvad der er grundkvaliteten i det frivillige arbejde. Og meget enkelt kan dette vel beskrives som det frie og frivillige møde mellem mennesker, som ønsker at hjælpe hinanden.

LÆS OGSÅ:
Tving unge til frivilligt arbejde og styrk samfundets sammenhængskraft

Denne idé om, at vi bør hjælpe hinanden, går i den kristne kultur helt tilbage til den barmhjertige samaritaner. Før velfærdsstatens udvikling var det i høj grad kirken og kristelige organisationer, som gennem økumenisk arbejde stod for at hjælpe og trøste fattige, syge og udsatte borgere. Mange af disse organisationer findes stadigvæk, men en stor del af det frivillige sociale arbejde er i dag ikke forbundet med kirkelige organisationer.

ALLIGEVEL ER DER ingen tvivl om, at en væsentlig kvalitet i det frivillige sociale arbejde bygger på sekulariseret kristendom.

Vi ser dig i din situation, og vi er med dig i din situation, er grundbudskabet til borgeren fra det frivillige sociale arbejde.

Tidligere havde det Gud i ryggen, i dag har det ofte en interesseorganisation eller en brugerorganisation i ryggen, og spørgsmålet er, om det også kan have kommunen i ryggen. Ved at stille dette spørgsmål nærmer vi os kernen i det frivillige sociale arbejde.

Både som frivillig og som modtagende borger deltager man gennem det frivillige sociale arbejde i en fortælling. En fortælling om, at vi som mennesker skal hjælpe hinanden, og at vi gennem vores valgte frivillige sociale organisation har valgt at tage ansvar for borgere i den og den eksistentielle og sociale situation.

Fortællingen skabes således hele tiden af deltagerne selv gennem deres frivillige arbejde og deres demokratiske deltagelse i styringen af organisationen.

Samtidig deltager vi som borgere i fortællingen om velfærdsstaten. En fortælling, som for mange udsatte borgere er en ydmygende fortælling, fordi velfærdsstaten i dag har ændret sig til en konkurrencestat.

For den svage, udsatte borger betyder dette, at han/hun fortælles ud af fællesskabet. Nu handler fortællingen om, at man som borger skal kunne levere arbejdskraft, og at man, hvis man ikke kan, er en belastning for konkurrencedygtigheden og dermed for fællesskabet.

Ja, man er faktisk så stor en belastning, at kommunerne ikke ser sig i stand til at levere den service, som lovgivningen hidtil har fastsat og derfor ser sig nødsaget til at anvende frivillige som servicemedarbejdere i stedet for.

I den sidste fortælling kan der meget let blive tale om polyfilla-frivillighed, som mere bliver lapperi på kommunens arbejde, end at der bliver tale om at tilføje en ny kvalitet til arbejdet.

LÆS OGSÅ:
Studerende: Frivilligt arbejde skal være - frivilligt!

Set i dette perspektiv forekommer det utrolig vigtigt, at vi ikke i det kommunale medborgerskabs hellige navn smider det frivillige sociale arbejdes grundfortælling ud med badevandet.

En grundfortælling, som ikke bilder sig ind at kunne afhjælpe al social nød, men derimod forpligtiger sig på at være til stede og støtte det enkelte menneske, som er i social nød. Som samfund og som frivillige sociale organisationer bør vi pleje og videreføre denne grundfortælling.

Det er herfra, håbet og dermed vejen til forandring starter. Lad os huske det på en frivillig fredag.