Jeg har netop fået et meget omfattende dokument, der er fundet i et gammelt arkiv i Aalborg. Dokumentet er 76 år gammelt og beskriver en række modige menneskers indsats i den vanskeligste periode for Danmark i det 20. århundrede. Indholdet er på mange måder også aktuelt i dag.
Umiddelbart efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 blev der holdt et hemmeligt møde i København. Indbyderne var blandt andet stiftsprovst Paul Brodersen, Vor Frue Kirke, og orlogskaptajn Hammerich. Blandt deltagerne i mødet var flere rigsdagsmedlemmer og repræsentanter for erhvervslivet, hæren og flåden.
Man fandt sammen rent spontant efter chokket over den tyske besættelse og ikke mindst den pinligt hurtige danske kapitulation. Man ville påtage sig et ansvar for at forhindre, at Danmark som nation bukkede under.
Man diskuterede især, på hvilken måde alt dansk kunne styrkes, og hvordan man opbyggede en indre front hos den enkelte dansker til at modstå den påvirkning, som kom fra den tyske besættelsesmagt og dermed fra nazismen, jf. det samfund og den mennesketype, som nazismen ville skabe. Gennem foreninger, kirke, skole og ikke mindst hjemmene skulle befolkningen blive klar over, hvad det ville sige at være dansk. Den helt centrale betydning havde det danske sprog på tværs af de mange dialekter, blandt andet udtrykt i den danske sangskat.
Der blev nedsat en komite, der i hemmelighed skulle rejse rundt i landet og sætte arbejdet i gang i mindre kredse, der skulle samles efter personlige indbydelser. Den 27. juni 1940 blev der afholdt et sådant nationalt møde i Hasseris ved Aalborg. Mødet blev ledet af stiftsprovst Brodersen, der blandt andet sagde, at Danmark den 9. april gav op nationalt. Derfor måtte danskerne nu tage kampen op indadtil for at bevare det danske folkeliv og den danske kultur. Men der var også en række indre farer i vort folk, som alle måtte være på vagt over for, især holdningerne ”hvad kan det nytte” og ”laden stå til” og ikke mindst materialisme.
DANSKERNE MÅ MINDE hinanden om, at der er større værdier end de materielle. Den åndelige frihed, når den er udtryk for ærlighed og personlig sandhed, det vil sige ”at fægte med åben pande”, og at respektere andres menneskeværd og -ret. Provst Brodersen talte også om den tusindårige forbindelse, det danske folk har med den kristne tro og kristendommens store betydning gennem tiden. Derfor måtte dansk åndsliv og kultur ikke løsnes fra dansk kristentro.
Der var bred enighed om sangens store betydning. Skolen, lærerne og skolelederne havde et stor ansvar for i fællesskab at finde de rigtige sange, lære eleverne sangene og forklare indholdet. Men også hjemmene og ungdomsforeningerne havde et ansvar. Som bekendt blev komiteens første resultat af arbejdet ”alsangen”, der overalt i landet samlede titusinder af mennesker, der sang vort fædrelands sange og salmer. Den vigtige kulturarv, der forener mennesker, og som under besættelsen ofte kunne udtrykke det, man på grund af den tyske censur ikke kunne sige. Fællessangen blev en national manifestation.
I 1940 var vi besat af en fjendtlig besættelsesmagt; men det er vi ikke i dag. Alligevel har tidligere kulturminister Bertel Haarder fundet det nødvendigt at få udarbejdet en Danmarkskanon for at understrege, hvad det vil sige at være dansk, det vil sige hvad der er dansk kultur. Flere af emnerne i kanonen er identiske med de emner, som det hemmelige udvalg beskrev i 1940, eksempelvis det danske sprog og den kristne kulturarv.
Den største fare for den danske kultur er ikke de mange flygtninge og indvandrere, der de seneste år er kommet til Danmark med en helt anden kulturel og religiøs baggrund end den danske. Det er derimod danskernes egen manglende bevidsthed om, hvad der er dansk kultur og levevis, og vilje til at værne om den. De tre farer, som stiftsprovst Brodersen pegede på i 1940 gælder bestemt også i dag. Hvis vi ikke respekterer og værner om vor egen kultur, hvordan skal vi så kunne forvente, at de nyankomne skal gøre det?
Eksempelvis er det danske sprog under pres og den danske sang næsten forstummet. I februar 2015 var 40.000 mennesker forsamlet på Østerbro i København til en mindehøjtidelighed for ofrene for det forfærdelige terrorangreb, der havde fundet sted et par dage tidligere. Mødet blev ledet af den radikale kulturborgmester Anna Mee Allerslev. På den opstillede scene sang indbudte kunstnere hovedsageligt på engelsk! Ikke én dansk fællessang blev sunget.
Det virkede uendelig fattigt og afmægtigt i en situation, hvor en lødig dansk fællessang kunne have forløst sorgen og indgivet håb og mod, som gode sange ofte evner. Det havde været oplagt at have sunget Altid frejdig når du går, salmen, der blev brugt som samlingspunkt for frihedskampen mod den tyske besættelse af Danmark. Nu kunne den have været brugt som samlingspunkt i kampen mod radikalisering og terror.
Arne Sloth Kristoffersen er tidligere skoleinspektør, skribent og foredragsholder.