MIN OLDEFAR var præst i Grønland. Nikolaj Frederik Severin Balle blev født i Godthåb i 1871. Der lærte han grønlandsk fra sin tidlige barndom ligesom sin yngre fætter, Knud Rasmussen. Han gik i slægtens fodspor og blev cand.theol. i København i 1897. Derefter dedikerede han det meste af sit liv til præstegerningen i Grønland.
Jeg brugte juledagene på at læse oldefars dagbøger skrevet i 1900-1901, netop som han var ankommet til Frederiksdal som missionspræst. Dagbøgerne giver et blik ind i en verden så nær, men samtidig også så fjern. Jeg vil fremover dedikere nogle klummer til min oldefar.
Frederiksdal (Narsarmijit) er Grønlands sydligste bygd, oprettet i 1824 af tyske missionærer, som drev den skole og kirke, der i dag betjener bygdens cirka 100 indbyggere. I 1901 lå der 11 bopladser ved Frederiksdal, og indbyggertallet var på 581 sjæle. Området blev også kaldt for Kap Farvel eller Nunap Isua (Landets Ende), og var faktisk lidt af et kulturelt træfpunkt, blandt andet på grund af indvandringer fra den grønlandske østkyst.
Oldefars første dagbog indledes med disse ord: ”Saa være denne Dagbog begyndt i Jesu Navn! Maatte den bringe mange gode Efterretninger til dig, min egen Adda.”
Adda var hans forlovede. Egentlig hed hun Astrid Eleonora, men alle i familien kaldte hende for Adda. Oldefar skrev dagbog til Adda næsten hver dag, men i virkeligheden skrev han nok også til sig selv som en bearbejdning af alle de ting, han gik igennem.
Oldefars vigtigste opgave var naturligvis at kristne hedninge, især blandt de indvandrede østgrønlændere. Men en præst ved Landets Ende var også en slags altmuligmand: sjælesørger, bibelfortolker, diplomat, oversætter, skolelærer, sælhundsjæger, læge, tømrer.
Alle de forskellige aktiviteter flyder ind og ud af hinanden i dagbogen. En almindelig dag kunne forløbe således: morgenbøn, morgenmad, gudstjeneste, frokost, gåtur, orgelspil; ”saa var der en Vildand i Farvandet”, som naturligvis måtte jages; så middagen: ”Sødsuppe (Ris og Obst), Ryper med Makaroni, Sauce og syltede Blaabær.
Saa var der liturgisk gudstjeneste (“). Herefter var der to smaa Forbindinger og to Patienter med daarlige Øjne”; så nogle breve, der skulle skrives, derefter en mand, der havde bragt den sidste konfirmandinde til bygden i kajak og skulle have penge derfor, en anden, der ville sælge kød og ryper, og ”saadan gaar det uafladeligt”.
DET MEST SLÅENDE ved oldefars dagbøger er den oprigtige glæde ved livet, der flyder gennem pennen. ”Hvor er der meget at sige Tak for i Dag.” Sådan starter han ofte.
Sindet emmer af taknemmelighed, i ordets egentlige forstand. ”I Dag er der meget at sige Tak for,” som han skriver en grå oktober aften år 1900. ”Jeg har haft det godt, sovet rigtig godt og haft ganske god Appetit til Maden.” Storslået. Og som han selv fortsætter: ”Ja, det er underligt; alt dette har man været vant til at tage som en Selvfølge, og nu er man saa glad og taknemmelig derover.”
Oldefars humør var ikke altid i top: ”Jeg var noget forstemt i Eftermiddag, men saa gik jeg en lang Tur paa to Timer og kom til at befinde mig særdeles godt ovenpaa.” I virkeligheden var der jo altid noget at glæde sig over. ”Sneen falder bogstavelig talt i tommevis; jeg har vadet i Sne til Knæerne. Og nu i Aften tuder Stormen derude, saa vi kan rigtig nok være glade, at vi er slupnet godt hjem.”
Oldefars yndlingsadjektiv var ”brillant”. ”Det gaar brillant med at faa Vildt”; ”Jeg gik en brillant Tur”, ”det smagte brillant”, og så fremdeles. I det hele taget fylder maden ret meget i dagbøgerne. Heldigvis elskede oldefar sælhundekød, og Priscilla, der stod for kakkelovnen, gjorde sit bedste: ”Priscillas Franskbrød har en noget mærkelig Farve, men det smager ikke af noget aparte, og endnu er vi da ikke blevne syge af det.” Og så kunne det jo kun gå fremad.
Oldefars dagbøger er enkle i sprog og udtryk. Ikke overfladiske, snarere tværtimod: De ligefremme ordvendinger går direkte til budskabets kerne, i nøgtern enkelhed: ”Min Sjæl, lov Herren og glem ikke alle hans Velgerninger!”. ”Sagosuppe og Pluckfisk til Middag.” ”Gud ske Tak og Lov.”
I 1902 blev Frederik og Adda gift. Heldigvis, for de fik fem børn, og nummer tre var min morfar. Desværre døde morfar, da jeg var lille, men min mormor fortalte ofte historier fra Grønland, og dem kan man lære meget af.
Nu kan vi jo ikke alle sammen flytte til indlandsisen og spise kogte fugle med risklatter. Men vi kan være bedre til at takke for det, vi har. Derfor lader jeg min oldefars fyldepen slutte denne nytårsklumme med de sidste linjer fra nytårsdag 1901, hvor han skriver til sin elskede Adda:
”Saa være nu det nye Aar begyndt i Jesu Navn, maatte det bringe aandelig og timelig Velsignelse for dig og mig. Mit Maal er hverken mere eller mindre end dette: at fyldes af Aanden. De levende Vandstrømme.” Der er udråbstegn og to hængende bindestreger efter vandstrømme: ”Vandstrømme!”.
De levende vandstrømme er nemlig tidløse og kan derfor ikke følges af et punktum. Sådan tror jeg, min oldefar tænkte hin nytårsdag for 115 år siden. Jeg vil gerne dele hans nytårshilsen med alle, der måtte læse. Lad os fyldes af ånden og de levende vandstrømme. Godt nytår.
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye