DEN FORHENVÆRENDE dommer Jens Smedegaard Andersen har i juledagene stirret sig blind på et stillingsopslag fra Nørrebro Provsti, som søger en ny provstisekretær, idet den nuværende snart går på pension.
Det har fået ham til at forfatte et dystopisk læserbrev, som blev bragt i Kristeligt Dagblad den 28. december med overskriften ”Kirkens fremtid. De lokale menigheder er snart historie”.
Heri drager Smedegaard Andersen nogle vidtløftige og vidtrækkende kirkepolitiske konsekvenser af sin egenartede opfattelse af stillingsopslaget, som han hævder er det tydeligste udtryk for en størrelse, han døber provstikirken, og som skal erstatte sognekirken, og han fælder den knusende dom, at de lokale menigheder snart er historie.
Men dommen er ikke bare forkert, men også usaglig, idet den er baseret på en fuldstændig fejllæsning af stillingsopslaget, som netop er omfattende og ambitiøst, idet ønsket er at tiltrække de bedst kvalificerede kandidater.
En dygtig provstisekretær giver nemlig provsten tid til også at være en nærværende sognepræst, der tager på hjemmebesøg, underviser og vejleder ungdommen og i det hele taget kan koncentrere sig om at forkynde Kristus som verdens frelser i stedet for at gå fortabt i regneark.
Bureaukratiseringen af folkekirken udfordrer den lutherske ekklesiologi, hvis adelsmærke er det decentrale og absolutte sogn, der består af de døbte, der søger den samme kirke, det som også kaldes det almindelige præstedømme.
Derfor er der også grund til bekymring over de tiltagende sognesammenlægninger i storpastorater, som ikke altid ender lykkeligt.
Netop fordi kristendommen er personbåret, er det bedste værn mod en koncernkirke derfor, at sognepræsten godt forberedt altid er klar til at gå på prædikestolen, og at sognets menighedsråd samtidigt sikres de bedst mulige vilkår for sognemenighedens liv og vækst ved at aflastes mest muligt for demotiverende bureaukrati.
Dette fremmes helt sikkert med en dygtig provstisekretær.
Per Vibskov Nielsen er sognepræst i Simeons Kirke og provst på Nørrebro i København