MEDIEDÆKNINGEN af de seneste begivenheder i de besatte palæstinensiske områder er meget ensidigt fokuseret på Israels tab, truslen mod Israel og frygten for en tredje intifada. Den virkelighed, vi i disse dage oplever på Vestbredden, er dog en ganske anden.
Al-Aqsa-moskéen og frygten for ændringer af adgangen til området er af danske og internationale medier blevet udråbt som eneårsagen til den seneste måneds eskalerende vold i Israel og de besatte palæstinensiske områder - Østjerusalem, Vestbredden og Gaza.
Men vi hører ikke meget om konteksten - den militære besættelse, manglen på fundamentale rettigheder, den konstante udvidelse af de ulovlige bosættelser, nedbrændinger af palæstinensiske olivenlunde og nedrivningen af palæstinensiske huse.
Medierne fokuserer stort set (i det omfang, de dækker situationen) entydigt på israelske tab, den israelske frygt og den ”nødvendige” reaktion på samme.
Udstationeret i henholdsvis Østjerusalem, Betlehem og Hebron som ledsagere gennem Kirkernes Verdensråd er vi vidner til den eskalerende konflikt. Og vi er rystede.
Mens verden primært hører om knivstikkerier og tab af israelske liv, har israelsk militær alene i oktober dræbt mere end 70 palæstinensere, såret flere tusinder palæstinensere og anholdt mere end tusind palæstinensere.
Vi ser daglige sammenstød mellem unge stenkastende palæstinensere og israelsk militær, der svarer igen med chokgranater, tåregas, gummikugler og i stigende grad regulær ammunition.
DEN ISRAELSKE REGERING har indført nye, drastiske tiltag, der er i strid med Israels forpligtelser til at beskytte civile palæstinensere i henhold til international lov.
Både Amnesty International og FN's Agentur for Palæstinensiske Flygtninge kritiserer Israels overdrevne militære magtanvendelse mod palæstinensiske demonstranter for at være i strid med folkeretten.
Vi oplever en massiv tilstedeværelse af israelsk militær, der i stigende grad stopper og kropsvisiterer palæstinensere på gaden. Det ses for eksempel i Den Gamle By i Jerusalem, hvor unge mænd bliver stoppet og kropsvisiteret flere gange inden for kort afstand.
Permanente checkpoints er blevet suppleret med ”midlertidige” checkpoints, især i og omkring Østjerusalem, hvilket yderligere begrænser bevægelsesfriheden. Generelt ses der en stigende kontrol af palæstinensere, der også hyppigere end tidligere nægtes adgang til eksempelvis arbejde, skoler, hospitaler og religiøse steder som al-Aqsa-moskéen som kollektiv afstraffelse.
Samtidig har israelske politikere opfordret til at ”skyde for at dræbe” palæstinensere, der har angrebet israelere eller mistænkes herfor, hvilket har medvirket til flere drab på palæstinensere, der af Amnesty betegnes som ”udenretslige henrettelser”, og til et øget antal af husned-rivninger af palæstinensiske hjem som straf.
Endelig har vi oplevet et stigende antal af voldelige angreb fra bosættere, hvilket gør livet endnu mere utrygt for civile palæstinensere. For eksempel i Hebron, hvor palæstinensiske familier flere gange om ugen chikaneres og udsættes for angreb fra bosættere, mens israelske soldater passivt ser til.
VI OPLEVER, AT FRYGTEN er voldsom og stigende blandt palæstinensere - børn og lærere er bange for at møde i skole, mødre er bange for at se deres unge sønner og døtre miste livet eller ende i israelske fængsler, familier frygter at miste deres hjem, deres oliventræer og adgangen til deres jord.
Når vi taler med lokale palæstinensere står det klart, at forældregenerationen ikke ønsker en tredje intifada. Men der er ingen tvivl om, at frustrationen og desperationen er stor blandt unge palæstinensere; så stor, at en del af dem ser oprør og angreb som den eneste udvej.
De unge palæstinensere har set, hvordan internationale aftaler aldrig har bragt resultater - antallet af ulovlige bosættelser og bosættere på Vestbredden er steget konstant, siden Oslo-fredsaftalen blev indgået for mere end 20 år siden.
Palæstinenserne lever fortsat uden fundamentale menneskerettigheder, bevægelsesfrihed og fremtidsperspektiver.
Vold løser intet, og på trods af den relativt beskedne succes ved forhandlingsbordet og den manglende implementering af gældende aftaler skal det internationale samfund træde i karakter.
Det sker bedst på en klangbund af realiteter, og vores opfordring til danske journalister og medier vil være at bidrage til en fyldestgørende og nuanceret dækning af disse realiteter. En dækning, der taler begge parters sag - også palæstinensernes.
Julie Bostrup, Ina Facius, Sarinti Christensen og Rajesh Holmen er udsendte volontører i henholdsvis Østjerusalem, Betlehem og Hebron