Venligheden er taget som gidsel

Før eller siden begynder venligboerne at pege fingre ad dem, der i deres egen selvforståelse ikke er venlige på den rette måde. Det er præcis dén selvretfærdige fælde, som kristendommen hjælper os til ikke at falde i, skriver Sørine Gotfredsen

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Begrebet venlighed får i denne tid ny kulør.

Som udgangspunkt må venligheden ses som en særdeles prisværdig egenskab at besidde, for den rummer sammen med den gode vilje en mildhed, der gør, at man undgår det påtrængende. Venligheden kan vi vel blive enige om at hylde. Skulle man tro.

Men noget forandrer sig, og det begyndte, da sygeplejerske Merete Bonde Pilgaard i 2013 i Hjørring ville afprøve, om man kan berige sit lokalområde ved at insistere på venlighed.

En smuk tanke med en indlysende morale, for hvis alle var mere venlige, ville verden være anderledes. Og ja, det gør en forskel at blive mødt af et venligt menneske frem for et ubehøvlet. Bevægelsens oprindelige ærinde var rettet mod danskere, der var gået lidt i stå i systemet, men snart blev den tæt knyttet til flygtningestrømmen, og man begyndte at ane problemer.

For når mennesker på organiseret vis vil skabe en smukkere verden, er det ofte kun et spørgsmål om tid, før mildheden begynder at udvikle sig til tegn på ensretning og måske endda strid.

Således også med venligboerne.

Fænomenet fremstår i høj grad i dag som en moralsk og politisk indigneret bevægelse, hvor den gode vilje er blevet så ideologisk målrettet, at den ikke kan undgå at få et skær af noget uforsonligt over sig. Og herfra er der sjældent nogen vej tilbage.

Venligboerne er blevet splittet i to hovedstrømninger. Den oprindelige nordjyske ikke-ideologiske og den stærkt københavnerbaserede politiske, og når der er grund til at holde et vågent øje med venligheden, har det to årsager:

For det første er flygtningesituationen så præget af kyniske interesser og men‑ neskesmugling, at man gennem en civilt organiseret velkomststrategi kan bane vej for dystre kræfter. Både for dem, der indleder den farlige færd mod nord, og for de samfund, der skal håndtere tidens folkevandring, der næppe stopper.

Den systematiserede venlighed kan på længere sigt få uheldige konsekvenser. For det andet mindes man som sagt med denne bevægelse om, at mennesket nemt lader sig forblænde af sin egen gode vilje. Naser Khader (K) beskrev forleden i en kronik, at der blandt visse venligboer er opstået en identificering af fjenden som det menneske (heriblandt Khader selv), der ønsker indvandringen begrænset og omstruktureret. Og som vel så må ses som værende mindre venlig.

Eller hvad? Midt i tidens spændinger kan venligheden blive taget som gidsel, idet den forstås inden for én bestemt position, hvorfra man sammen kan udpege den, der falder uden for ideologien. Den politiske venligboerfløj er anført af forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der forleden i et interview nævnte mit navn i rækken af modstandere. Og man spørger igen: Mener hun en modstander af venlighed, eller mener hun en rent politisk modstander?

Eller er sagen måske, at grænsen for hende bliver mere og mere flydende mellem det ene og det andet? I hvert fald afslører retorikken det problematiske ved at fremføre sine politiske holdninger under et etisk mærkat som venlighed, for så er vi ikke længere ligestillede mennesker, der er pålagt samme ansvar i mødet med den anden. Så er vi opdelt i grupper – de mere rene af hjertet stillet over for de mindre rene – og rummet for det fælles menneskelige er skrumpet.

Det bringer os hen til det spørgsmål, der er blevet diskuteret så intenst i den senere tid.

Ikke mindst siden flygtningene sidste år helt bogstaveligt spadserede op gennem landet.

Hvad sker der, når man anskuer flygtningesagens politiske implikationer i lyset af begrebet venlighed og i sidste ende i lyset af den kristne næstekærlighed?

Udviklingen blandt venligboerne giver os en del af svaret, for vi oplever her menneskets trang til at ophøje det konkrete ansvar i mødet med medmennesket til en overordnet strategi. Og dermed også til et spørgsmål om kontant lovgivning.

Resultatet af den sammenblanding er, at man i venlighedens eller kristendommens navn begynder at udpege sine modstandere, fordi man er politisk uenig, og det er et skæbnesvangert skred. For i barmhjertighedens øjeblikkelige tjeneste kan vi ikke være modstandere, eftersom vi i kristen forstand er underlagt præcis samme vilkår. Der findes ingen overordnet venlighed, alle kan måles i forhold til, der findes kun den konkrete handling, når det gælder, og når venligboerne kommer til at repræsentere en formaliseret venlighed, krænkes den lighed mellem os, som evangeliet forkynder. Så bliver det gradvist muligt at anse en anden for at være af ringere etisk kvalitet, og det er med denne mulige fordømmelse for øje, at man altid må føle bekymring, når idealistiske mennesker beslutter sig for at være venlige sammen.

Før eller siden begynder de at pege fingre ad dem, der i deres egen selvforståelse ikke er venlige på den rette måde. Det er præcis dén selvretfærdige fælde, som kristendommen hjælper os til ikke at falde i. Og det er præcis dén fælde, en del af venligboerne synes at have svært ved at styre uden om.

Ligesom så mange andre ideologer før dem.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen og forfatter, dr.theol. Ole Jensen