Min jordemoder gav mig en kæmpe gave

Dagligt står jordemødrene landet over med liv og død i deres hænder - jeres liv. Sørg for, at midlerne ikke forsvinder fra fødegangene i tavshed! Spred ordet og hjælp os, så vi fortsat kan hjælpe jer, skriver en jordemoderstuderende. Modelfoto. Iris

Da jeg efter en lang dag med veer, epidural og smerte fødte vores livløse søn, tog min jordemoder imod ham med tårerne trillende stille ned ad kinderne. Det billede vil jeg altid have med mig, skriver ung kvinde, der nu selv går på jordemoderstudiet og kæmper for bedre forhold på fødegangen

Før jeg blev gravid i 2013, havde jeg aldrig brugt så meget som et minut på at tænke på de danske jordemødre. Jeg anede intet om deres uddannelse, jobvilkår, løn eller arbejdstider - men der var ingen tvivl om, at jeg stolede på dem.

Jeg vidste, at der blev taget hånd om mig. Jeg kunne mærke, at de lavede det, de elskede.

Trods de uundgåelige forsinkelser til hver konsultation (for præcis som hos lægen er konsultationerne aldrig lange nok), tog de sig altid tid til at snakke og undersøge grundigt - selvom det sandsynligvis er gået ud over deres egen fritid. Det er nemlig det, jordemødre gør: De sætter kvinderne, deres partnere og børn først. Altid.

Jeg var heldig at blive tilknyttet ”kendt jordemoder-ordningen”, som forsøger at sikre, at man føder med en jordemoder, der har fulgt en i graviditeten. Det kom til at betyde alverden - min egen graviditet endte nemlig ikke lykkeligt.

Da der til konsultationen kort før termin ikke var nogen hjertelyd at finde, reagerede jordemødrene hurtigt, nænsomt og professionelt. Fra det sekund følte jeg mig ikke alene. Min jordemoder prioriterede min kæreste og mig over alt andet de næste døgn.

Selv sovetider blev koordineret, så hun kunne være hos os alle vågne timer og ikke behøvede at overlade os til en kollega. Og da jeg efter en lang dag med veer, epidural og smerte fødte vores livløse søn, tog hun imod ham med tårerne trillende stille ned ad kinderne. Det billede vil jeg altid have med mig. Dét er en jordemoder.

Jeg blev rørt langt ind i sjælen. Der var ingen tvivl - det, mine jordemødre havde gjort for mig, måtte være det største, man kunne gøre for et andet menneske. Den gave ville jeg være med til at give videre.

Et år efter min søns død og fødsel startede jeg på jordemoderstudiet. Jeg vidste, at jeg ville gå en hård uddannelse og senere et hårdt job i møde - bare ikke hvor hårdt.

Jeg vidste ikke, at det ud over at være mentalt krævende også er fysisk opslidende, dårligt lønnet og ofte enormt stressende.

At der jævnligt ikke er tid til at færdiggøre et forløb, gå på toilettet eller spise.

At det er normalt med tre fødsler på en vagt og at sidde efter fyraften med papirarbejdet.

Jeg lærte, at der var brug for, at vi kæmpede for vores sag!

For fagets mange fantastiske kvaliteter er ikke nok til at opveje, at jordemødrene flygter fra fødegangene med stress.

Fordi de ikke har tid og ro til at udføre deres job. Fordi de ikke kan give den gode oplevelse, de brænder for at give.

I 2014 blev der lovet flere midler til fødegangene. Et skridt i den rigtige retning - vi blev hørt! Omverdenen var ved at få øjnene op for værdien i den gode fødsel og ville være med til at værne om den i fællesskab.

Flere kvinder ville som jeg opleve en jordemoders fantastiske kontinuerlige støtte. Det var, hvad jeg tænkte.

Derfor blev jeg både rasende og ked af det, da det kom frem, at de øremærkede midler til fødegangen var rullet tilbage. Rasende over, at man negligerer livets vigtigste begivenhed, og at man værdsætter de hårdtarbejdende jordemødre så lidt.

Ked af, at det fortsat bliver sværere at give den ro og opmærksomhed, som en kvinde i fødsel og hendes partner behøver.

Ked af, at øget stress uvilkårligt vil føre til flere utilsigtede hændelser, og at erfarne jordemødre vil søge væk fra fødegangene. Konsekvenserne kan man kun have mareridt om.

Det handler om livet. For to år siden handlede det om mig - det gør det stadig. Det er min tur til at give alt, hvad jeg har i mig. For det er det, jordemødre gør!

Jeg nægter at acceptere, at besparelser skal betyde, at det, jeg kan give, ikke er godt nok.

Dagligt står jordemødrene landet over med liv og død i deres hænder - jeres liv.

Sørg for, at midlerne ikke forsvinder fra fødegangene i tavshed!

Spred ordet og hjælp os, så vi fortsat kan hjælpe jer.

I fredags ville min søn blive to år. Han viste mig den vej, jeg skal gå.

Jeg håber, I vil gå den med mig.

Julie Haas, Valbygårdsvej 3, Slagelse